Den fem-årige Thor er en aften med sin far på vej i bil til lufthavnen for at hente sin mor, da der sker en ulykke.
Den hændelse er baggrunden for en historie, Thor Ochsner har valgt at fortælle her 21 år senere i en film, der benytter sig af en blanding af animation, dokumentar og fiktion. Selve researchen har instruktøren grebet usædvanligt an ved at modellere sig frem til filmens struktur med YouTube-klip.
Jeg blev nødt til at fortælle
En aften for halvandet år siden sidder Thor Ochsner og klipper film, da en tekst pludselig dukker op på skærmen: "Kender du Ole Duus Hansen?" står der. Han stopper helt op. Det er hans fars navn. Hvordan kan nogen spørge om det? Han sunder sig og skriver så tilbage. To sekunder senere kommer svaret: "Jeg er din halvsøster Signe."
Thor Ochsner er vokset op som enebarn, kun sammen med sin mor, så for ham er det en kæmpe omvæltning, at der er en søster. Da han mødes med hende to dage senere, viser det sig, at der er yderligere tre søskende.
"Egentlig var jeg færdig med det, der var sket dengang med min far, og havde det fint, men da mine halvsøskende så fandt mig, blev jeg nødt til at fortælle dem ordentligt, hvad der var sket med vores far. Den bedste måde var at gøre det sådan her og reanimere det, så de kan sætte deres egne tanker og billeder på."
Da klippeeleverne på Filmskolen fik en måned til en opgave, hvor de skulle fortælle en personlig historie, tog Thor Ochsner hul på det. I en ti minutter lang film blander han sine barnetegninger med tegninger, han har skabt nu, og med filmoptagelser fra en iPhone.
"Jeg begyndte at researche på min egen barndom, og så fandt jeg mine tegninger. Det er ud fra dem, jeg har udviklet de senere tegninger. Dengang brugte jeg måske 30 sekunder på et billede og lavede det i et ryk, og det har været mit koncept hele vejen igennem: Det måtte ikke tage mere end 30 sekunder til et minut at lave tegningerne. Og det var ikke tilladt at korrigere dem."
"Først ser man tre billeder, som jeg har tegnet, da jeg var fem år. Min far, mig og min mor. Optagelserne bagefter er fra en bil, der kører. Det er billeder fra en iPhone. Men det regner på ruden, så det virker helt opløst."
Billeduniverset er fastholdt i grønne toner, for det var en grøn Nissan, de kørte i dengang. De iPhone-optagelser, Ochsner eksperimenterede med at lægge på, viste sig at passe ind i farveskalaen, så det var ikke nødvendigt at lave effekter.
Storyboardet med YouTube-klip
"Først lavede jeg en grundskabelon, for historien kendte jeg jo ud og ind. Fra YouTube-klip udviklede jeg en film på de 10 minutter og 19 sekunder, som filmen nu varer. Så havde jeg en fornemmelse for, hvad rammen kunne. Jeg researchede på biluheld og ambulancer og ting, der havde noget med ulykke at gøre, og hentede en femhundrede klip. Jeg havde også fundet den bil, vi kørte i, og der var f.eks. nogle af de mest absurde Nissan-reklamer fra 1989. Oven i det udviklede jeg alle mine tegninger, som jeg lagde på, og jeg tegnede på nogle af YouTube-klippene, så jeg kunne bruge mit eget materiale og min egen idé."
YouTube-klippene var kun skitser og er nu ikke længere synlige i filmen.
"Det udviklede sig langsomt, uden at jeg vidste, hvordan det 100 procent skulle være. Så begyndte jeg at speake. Det kom meget sent. Jeg tror på, at film skal virke uden stemmer først. Så må det andet komme bagefter."
Filmens lydspor tryller tilskueren tilbage i tiden til barndommen, siddende på bagsædet i en bil: den dæmpede lyd af en spindende bilmotor, gearskift, regnens trommen på ruderne, rytmen fra vinduesviskerne. Hen over det genopliver instruktøren hændelsen set med den fem-årige Thors øjne.
"At lave speak var næsten det hårdeste for mig. Første gang brød jeg sammen, jeg græd. Den version var den stærkeste, og det gjorde filmen endnu hårdere at se. Versionen, vi har nu, er en god mellemvej. Den lavede vi, da filmens billedside var helt færdig."
Ganske vist klipper, men …
For Thor Ochsner er det vigtigt, at han selv får prøvet kræfter med mange af de tekniske filmhåndværk. I "1989 (dengang jeg var 5 år gammel)" har den debuterende instruktør selv stået for manuskript, animation, kamera, indtaling af voice-over og klip. Lydidéen udviklede han også selv og lagde lyde op, inden Martin Juel Dirkov komponerede, og tonemester Oskar Skriver tog over og gav lydsporet et løft.
Ochsner, der det meste af livet har boet uden for Danmark, startede i 2003 på Filmhøjskolen i Ebeltoft. Der fik han klippeundervisning, men allerede dengang ønskede han at arbejde i et bredere felt. "Jeg synes egentlig, at det er ærgerligt, hvis man på kunstskoler ikke får love til at prøve flere sider af i sig selv, " pointerer han. Det tog han dog siden revanche for.
I perioden efter Filmhøjskolen blev det en stor passion for ham at fotografere og tilbringe timer i et mørkekammer. Under et ophold i Luxemburg fik han tilbudt et job som lysassistent på nationalteatret, hvor han var så heldig at få lov at sætte lys for den anerkendte balletkoreograf Maurice Béjart. En vild lyssætning, fortæller han, og forestillingen blev en af de største kunstoplevelser i hans liv.
Ochsner arbejdede derefter som klippeassistent på tv-produktioner i nogle år, inden han søgte ind som klipper på Filmskolen, hvor han har haft mulighed for at arbejde med både fiktion og dokumentar. Men også der har det været et stort ønske at få lov til at afprøve flere sider af sig selv. Det kortvarige projekt, som førte til "1989 (dengang jeg var 5 år gammel)", har givet ham blod på tanden til også at instruere.
Filmen skal ud til et publikum
Thor Ochsner er glad for det frirum, der findes på skolen til at prøve sig selv af, men han mener også, at det er vigtigt, at få et par film vist uden for skolen i løbet af uddannelsen: "Det er et reality tjek, for man kan nemt blive hypet på skolen og få at vide, at man laver noget fantastisk, og så komme ud i verden og finde ud af, at det, man laver, måske overhovedet ikke fungerer."
Det blev der lejlighed til, da Jacob Jarek, der er producerelev på skolen, blev koblet på projektet. "Jeg havde egentlig ikke større forhåbninger end at få min film vist på en dansk festival, men da Jacob så den, sagde han, 'Den skal altså videre', og han gav den max gas." Det er lykkedes at nå langt ud med filmen. Den har været vist på Nordisk Panorama i Bergen, på Uppsalas Internationale Kortfilmfestival og fortsætter derfra til de betydningsfulde festivaler i Sundance og Rotterdam.
"Film skal ses. Det er godt, at vi på skolen kan få et frirum til at finde noget i os selv, som vi kan bruge. At vi laver film ud fra følelser. Men filmene skal også have noget, der kan få dem ud til flere."