Første gang jeg mødte Pilou Asbæk var han 26 år, men han lignede en dreng på 11, der endelig var kommet på sin drømmetur til Disneyland. Han var til filmfestival i Berlin for at præsentere sin første store filmrolle i Niels Arden Oplevs "To verdener", som den unge og glade mand, der forelsker sig i en pige fra den religiøse sekt, Jehovas Vidner. Pilou lappede hæmningsløst alt i sig. "Kom nu, det er sgu da for vildt det her!" jublede han til filmens 17-årige hovedrolle, der opførte sig, som om hun var 41 og havde set det hele før. De buskede øjenbryn, der er et af hans varemærker som skuespiller, sad langt nede over hans øjne, og han havde svært ved at skjule en vis irritation.
Anden gang jeg mødte Pilou Asbæk var han 27 år, og han lignede en ung mand på 27 år, der havde vænnet sig til sit nye liv og stille og roligt var ved at blive 28. Han var til filmfestival i Berlin igen, nu som en del af holdet på Pernille Fischer Christensens "En familie", hvor han igen spillede en ung, glad og snusfornuftig mand over for en ung kvinde med store valg i tilværelsen. Jeg så ham møde den danske presse med et bredt smil, men også med en casual professionalisme. Han havde trods alt set det hele før.
Tredje gang jeg møder Pilou Asbæk er han 28 år, og jeg havde nær ikke mødt ham. Det tog mere end en uge at få sat en aftale om et kort interview op. I løbet af det forgangne år har han leveret sin særlige jordnære, drengede intensitet i en af årets mest roste danske film, Michael Noer og Tobias Lindholms fængselsfilm "R", og han er blevet landskendt for en af hovedrollerne i tv-serien "Borgen", der har tryllebundet en tredjedel af den danske nation hver søndag aften gennem et par måneder. På blot to år er han gået fra at være færdiguddannet grønskolling fra Statens Teaterskole i København til at blive genkendt på gaden for hver 10. meter, han går, og det virker kun logisk, at han nu er Shooting Star på årets filmfestival i Berlin.
"Det er gået ekstremt hurtigt," erkender Pilou, der egentlig er født Johan Philip Pilou Asbæk i en kendt københavnsk familie af gallerister.
"Den her profession er en rutsjebane. Man indløser en billet til Slaraffenland, og så venter man spændt på at se, hvor man bliver ført hen. Forhåbentlig ender man ikke som et gammelt trækæsel. Forhåbentlig kan man blive ved med at være en lille, glad dreng."
De sidste ord bliver fulgt op af et stort, afvæbnende grin. I det hele taget virker det 28-årige stjerneskud dybt optaget af ikke at fremstå spoleret, eller bare forandret, eller endda påvirket, af den hastige succes. Han ser oprigtigt brødbetynget ud og er fuld af undskyldninger over, at han pludselig er blevet svær at komme til at tale med.
Til gengæld virker han decideret stolt, da han nævner, at han har optrådt som klovn på Bakken, hvor publikum smed popcorn og dåseøl efter ham, og at den oplevelse gav ham en god portion ydmyghed i bagagen. Med et bekymret udtryk i øjenbrynene beder han om en slags forståelse for, at han måtte tale hårdt til et tv-hold, der insisterede på at stikke et stort kamera og et dumt spørgsmål i hovedet på ham ved en gallapremiere, og han ser nervøs ud ved tanken om, at succesen skulle stige ham til hovedet.
"Første år i Berlin var en kæmpeoplevelse. Andet år var en kæmpeoplevelse. Og jeg håber, at det bliver en kæmpeoplevelse i år. Men det er klart, at uskylden ryger en lille smule, at det bliver mere og mere arbejde for hver gang. Jeg så et interview med Robert Downey Jr., hvor han svarer helt vildt pænt på en masse spørgsmål, og så går han pludselig amok. Det er ikke, fordi jeg på nogen måde vil sammenligne mig med ham, det ville være latterligt, men jeg tænkte bare 'stakkels mand'. Han har svaret på de samme spørgsmål 46.000 gange. Så kan jeg sgu da godt forstå, at han bliver hidsig. Det er begrænset, hvad man gider finde sig i ..."
Men Pilou Asbæk er, trods alt, ikke nervøs for, at den lille, begejstrede dreng i ham skal forsvinde helt.
"Det er en del af min natur. Jeg begyndte som runner på film for ti år siden, da jeg blev færdig med gymnasiet, og jeg mødte Bill Pullman, da han var med på Thomas Vinterbergs 'Dear Wendy'. Han var den største stjerne af dem alle, og han var den mest ydmyge og forstående og høflige mand blandt dem, jeg mødte. Dér tænkte jeg, at talent, flid, og ydmyghed går hånd i hånd. Jeg vil hellere være mindre talentfuld og en god mand end meget talentfuld og et dumt svin."
Og så slipper den 11-årige dreng med det store grin igen løs.
"Nej, vent lidt. Kan man ikke være meget talentfuld og flink på samme tid? Og bare en lille smule dumt svin engang imellem?"
Næste gang jeg møder Pilou Asbæk vil han være 29 år. Men der vil helt afgjort sidde en 11-årig dreng i ham og kræve at få overtaget.
Per Juul Carlsen er vært for Filmland på Danmarks Radios P1. Artiklen har været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin FILM (#71, februar 2011)