Hvis væggene kunne tale

INTERVIEW. Birgitte Stærmose spillefilmdebuterer med multiplot-dramaet "Værelse 304", hvor det visuelle udtryk, momentet og en udforskning af intimiteten mellem karaktererne har lige så stor værdi som den narrativt raffinerede historie om et mystisk skud. Filmen er udvalgt til hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Karlovy Vary i Tjekkiet i juli.

Hvad sker der mellem mennesker, når de ikke siger noget, eller når man fokuserer mindre på replikkerne end på det, der sker mellem replikkerne? Det har Birgitte Stærmose tidligere udforsket i prisvindende kortfilm som "Små skred" og "Sophie".

"Jeg har altid været fascineret af hotellet som et hemmeligt sted, revet ud af tid og rum. Hvad sker der bag de mange lukkede døre?"

Senest var hun nomineret ved European Film Awards og modtog en Special Mention ved Berlin Festivalen for "Ønskebørn", som befinder sig i grænselandet mellem dokumentar og fiktion. "Ønskebørn" var optaget i Kosovo og lod børn i Pristina fortælle om deres tab, angst og håb, med den efterkrigsprægede by som både poetisk og dyster medspiller.

Nu spillefilmdebuterer Birgitte Stærmose med en stemningsladet multiplothistorie, "Værelse 304", som fermt samler den store verden og dens komplicerede relationer i et mikrokosmos, hvor alt kan ske – eller hvor alt kan være sket. Fra starten etableres der nemlig både blod og et pistolskud i rammen for den narrativt opfindsomme historie med danske såvel som internationale stjerner i det imponerende cast.

Multiplot som kammerspil

Filmen udspiller sig på et hotel i København i løbet af tre skæbnesvangre dage. Blandt hovedpersonerne er den sørgende hotelejer (Mikael Birkkjær) og hans kone (Trine Dyrholm), en ensom stewardesse (Ariadna Gil), en opvasker (Luan Jaha) og hans kone (Ksenija Marinković) med ønsker om hævn for fortidige forbrydelser, en kærlighedshungrende manager (Stine Stengade) og hendes underordnede (David Dencik), som slås med at skulle smile mere ved skranken. Deres liv flettes sammen, mens de alle bliver stillet over for store valg i livet.

For Birgitte Stærmose begyndte tankerne om filmen med ønsket om at lave en multiplotfilm, som fortæller i tid og bruger de mange karakterer til at udforske spørgsmål om intimitet og tilgivelse.

"Jeg var tiltrukket af at fortælle en multiplothistorie med længere scener, som indeholder alle kammerspillets kvaliteter. Tanken har været, at de forskellige forløb følger personer, som indtil nu har haft en strategi for, hvordan de skal leve deres liv. Den strategi brister i filmen, og de må ændre sig og handle anderledes. Jeg holder af multiplotfilms evne til at berøre noget tematisk. Derfor kredser forløbene i "Værelse 304" alle om intimitet, tilgivelse og skrøbelighed blandt de mennesker, vi møder."

Hotellets særlige rum

Birgitte Stærmose lagde sig sammen med manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson hurtigt fast på hotellet som en attraktiv, hemmelig ramme, som kan føre mennesker sammen.

"Jeg er meget nysgerrig af natur. Jeg har altid været fascineret af hotellet som et hemmeligt sted, revet ud af tid og rum. Hvad sker der bag de mange lukkede døre? Det er på én gang ekstremt intimt og underligt anonymt. Man er væk hjemmefra og prøver at skabe et kunstigt sted, som skal kunne det, det private rum kan. Man er tæt, ekstremt tæt, på andre mennesker og sover i de senge, som andre lige har sovet i."

En af filmens handlingstråde er skrevet specielt til Luan Jaha, som Birgitte Stærmose mødte under optagelserne af "Ønskebørn" i Kosovo. De andre karakterer og situationer er vokset frem, mens Kim Fupz Aakeson og hun søgte det, de selv kan lide at se på film.

"Et eller andet sted laver man først og fremmest film til sig selv. De film, jeg kan lide, er dem, som provokerer mig visuelt og sætter nogle følelser i gang. Jeg kan tit ikke huske slutningen på film, jeg har set, men jeg kan huske følelsen af dem. Det visuelle, stemninger og spillet. Derfor er jeg som instruktør også mere optaget af, hvordan ting siges, end hvad der siges. Jeg er interesseret i at undersøge karakterernes sårbarhed og i at blive overrasket."

Room304Faberes_and_Ksenja
Lourdes Faberes og Ksenija Marinkovic i "Værelse 304". Framegrab.

Internationale samarbejder

Med de mange udenlandske skuespillere har "Værelse 304" et markant internationalt præg. Birgitte Stærmose oplever ikke selv at have en "udansk" tilgang til det at lave film, men hun trives grundlæggende godt i internationale miljøer.

"Min dagligdag er meget dansk, men jeg har det som en fisk i vandet i internationale sammenhænge, måske fordi jeg i en årrække har boet i udlandet. Efter at have instrueret 'Ønskebørn' på albansk og 'Værelse 304' på otte forskellige sprog har jeg fundet ud af, at jeg kan arbejde på alle sprog. Man kan sagtens forstå menneskers intentioner og følelser uden at forstå det talte ord. Jeg arbejder med en sjette sans, mærker efter og føler."

Filmens visuelle udtryk er udviklet i tæt samarbejde med den New York-bosatte, kroatiske fotograf Igor Martinovic ud fra et koncept med fokus på det kompositoriske som medfortæller og på den subjektive, visuelt fortalte film.

"Det var første gang, jeg arbejdede med Igor. Det har været en berigende oplevelse, men vi har også brugt meget tid på at se film og tale sammen. Vi har talt meget om komposition, negative framings, hvor der er plads til overs, om at lege med det subjektive og fokus, og om at fortælle om det, man ikke ser, ud fra en tanke om, at det tit er det spændende og det, som drager publikum."

En flig af sjælen

Det visuelle koncept blev udviklet over fem uger, og Birgitte Stærmose beskriver optagelserne som ekstremt velforberedte. Forberedelsen handler imidlertid ikke om at have alle svar, men om at have et solidt fundament, som gør, at man har overskud til at lade ting udvikle sig på settet.

"Det, der sker foran kameraet, skal have liv. Når jeg arbejder med skuespillerne, er det altid med den største forhåbning om, at de overrasker mig, og at vi som hold overrasker os selv. Jeg står der for at blive grebet på følelserne."

Følelsen af liv opstår efter Birgitte Stærmoses mening især i alt det, der sker mellem de skrevne replikker. Hun kan tale længe om, hvordan instruktørens centrale arbejde på mange måder handler om det, som ikke står i manuskriptet.

"Når man som jeg er interesseret i det hemmelige og det intime, skal man give det plads. Jeg vil gerne have en lille flig af sjælen med ind i mine film, et kig som går lidt dybere ind i menneskene, end vi ellers får lov til. Hvis man vil komme helt tæt på, må man tillade plads til tvivlen og sårbarheden. Det er dér, film bliver rigtigt spændende," afslutter Birgitte Stærmose.

Artiklen har været bragt i en engelsk version i vores festivalmagasin FILM#72.