"Thors Saga" er en fortælling om Islands op- og nedture set gennem den magtfulde Thors familie. Filmen bliver vist på DR K den 18. september kl. 21.
"Jeg er dokumentarist," siger Ulla Boje Rasmussen ofte. Kun det ene ord, dokumentarist, og det lyder som en besværgelse. Det er det også, for det er nemlig en del mere end etiketten på en skuffe.
Det er – fremgår det af hendes langsomme og sammenhængende række film – at tilegne sig naturen, menneskene og historien med en personlig og omfattende og blød nysgerrighed og at ville fortælle den historie, som efter dette har dannet sig i sindet, i en filmens poesi. Altså ikke blot ville fremstille den filmisk ved et sæt greb, men at etablere den som menneskelig holdning.
Kærlighedsfuld
I et essay om hendes metode kalder Mogens Rukov det, som hun gør, for kærlighedsfuld. Han lader helt ugenert ordet stå: kærlighedsfuld. Og han folder det ud:
"Opmærksomheden er stringent, men fritløbende, associativ, med en frihed over for en anden opmærksomhed, nemlig den, som mennesker og begivenheder påkalder sig. Det er denne skævhed, der forfølges. En dobbeltstringens, hvis struktur genkendes fra hverdagens iagttagelser. Der fokuseres klart på nogle hensigter, data registreres, informationer noteres, samtidigt med at der ind i fokus glider små forløb af det tilstedeværende, det forbipasserende, som opfattes med den samme klarhed som det, der er hensigtens egentlige scenario."
Netop sådan har Ulla Boje Rasmussen gennem en lang årrække langsomt og søgende filmet en række skildringer af mennesket i landskabet, samfundet, familien og historien frem til den film, som nu er færdig, "Thors saga".
Fanget af et sidetema
Mogens Rukov skrev med udgangspunkt i Boje Rasmussens gennembrudsværk, "1700 meter fra fremtiden" (1990), som er optaget i den lille færøske bygd Gásadalur, om en særegent opmærksom defokusering, som er denne instruktørs væsen. Et træk, som har været levende i alle hendes film siden: "Ind i fokus glider små forløb af tilstedeværelse ..."
I en distraktion af den slags blev Ulla Boje Rasmussen fanget af et sidetema. Det førte til nye rejser, ny omfattende research, til optagelser, til filmen "Tre blink mod vest" (1992), hvor et sådant lille forløb i kanten af fokus begejstret og med ny koncentration udfoldes i en heroisk historie, som i en suveræn billedskønhed fortæller om fuglefangsten på fjeldvæggen, om de modige klatrere og om deres sted, øen Mykines.
Folkene i Gásadalur og folkene på Mykines har, som filmene ser dem, hver en stor fælles opgave. De første indser mere eller mindre modvilligt, at de må bygge en tunnel under det fjeld, som altid har skærmet eller afsondret dem fra de andre, Mykines-mændene har afhængigheden af hinanden i den farlige jagt på fugle.
I Bosa på Sardinien har mændene et berømt sangkor, og deres arbejde med det er hovedtemaet i den følgende film, "Coro di Bosa"/"Sangen om Bosa" (1998). Imidlertid lader den så smukt distræte instruktør den almindelige, dagligdags samtale, som vi næppe husker, hvad drejer sig om, glide ind gang på gang, så det nu mange år efter måske er vinbondefamiliens frokost ude foran huset, man husker som et varmt og kærligt billede.
Egensindighed vs. loyalitet
Der er tilsyneladende et voldsomt spring til den følgende film, hvor vi igen er i Nordatlanten. I "Færøerne.dk" (2003) er den fælles opgave vokset i omfang til kampen for national selvstændighed og kampen om magten i en måske kommende ung nation.
Mogens Rukov er i sit essay opmærksom på et sært træk af loyalitet, må det være, i Ulla Boye Rasmussens arbejde:
"Ét sted i filmen ("1700 meter fra fremtiden") dukker en formens trivialitet frem ... Det er som om filmskaberne er blevet febrilske. De begynder at fortælle den reportage, som kun var maske og struktur, den 1700 meters tunnel. Man laver voxpop, lader radioen tale som reporternes kommentar. Det er, som noget urent opstår, en tribut til publikums forventning om det sædvanlige og trivielle. Mange vil nyde det. Det vil give publikum sikkerhed. Det gør formens trivialitet som oftest."
Og Boje Rasmussen bøjer sig i "Færøerne.dk" ligesom for den forventning, fordi det med hendes film nu engang er sådan, at hendes smukke egensindighed kæmper med hendes sympatiske loyalitet, værket med modellen, dokumentet med sagen.
Sådan ser magten ud
En enkelt scene i "Thors Saga" (2011), som biograferer en yderst indflydelsesrig islandsk entreprenørfamilie, kan føre sine forudsætninger tilbage gennem de forrige film til det centralt fortællemæssige, Rukov udpeger i "1700 meter fra fremtiden":
"Man præsenteres for menneskene. I deres egne udsagn. De sidder foran kameraet og snakker. Filmen følger med. Også i deres henvisninger. Der afklares ikke mere, end de snakkende giver anledning til ..."
Et vigtigt sted i "Thors Saga" besøger to familiemedlemmer for første gang i årtier Thor Jensens tilbagekøbte villa i italiensk renæssancestil dér på gaden i Reykjavik. Fortroligt hviskende med hinanden lister de omkring. Minderne kommer myldrende, og de fortsætter hinandens sætninger, både de beskrivende og de fortolkende, fylder nogle få minutter filmen med dette indre liv, og scenen giver "rummet en rytmisk behandling, så det kan omsættes til tid." (Mogens Rukov)
"Thors Saga" er Ulla Boje Rasmussens modige forsøg på at forene en poetisk observerende dokumentar med en speakbåret analyserende, illustreret fremstilling.
Filmen er en vedholdende opsummering af dokumentaristens erfaringer og særegenheder, men dertil en loyal afbøjning og tagen højde for et politisk og økonomisk orienteret publikums forventninger: Sådan ser magten ud, sådan ser magtmennesket sig selv. Dengang i Thor Jensens 20. århundrede under moderne strukturers dannelse, i dag i Björgólfur Thors 21. århundrede midt i hans og verdensøkonomiens krise.
