Bodybuilderen Dennis er næsten to meter høj og vejer 140 kg. Når han spænder sine mange muskler, så blodårerne står mejslet som marmor, er supersværvægteren et frygtindgydende syn. Men skindet bedrager. For inde i den store mand er der en lille dreng, der stadigvæk bor hjemme hos sin ligeså diminutive som skrappe mor. Når den visne lille kvinde skruer bissen på eller spiller såret, er hendes kæmpestore søn straks reduceret til en tandløs bjørn, der vil gøre hvad som helst for at gøre Mor god igen.
Morens faste tag i drengen har gjort Dennis til en handlingslammet kæmpe. Det er ikke selvsikkerhed og slet ikke viril machismo, der præger muskelbundtets forhold til det såkaldt svage køn. De krævende moderne kvinder forekommer mere end en smule uhåndterlige for bamsen med besvær med at finde de rigtige ord og selvtilliden. Stillet over for kravet om at konversere bliver tungen tyk og langsom i hans mund. Så er det mere ukompliceret at pumpe jern og i det mindste ligne 110 % rigtig mand.
Men måske er det bare de frigjorte, danske rappenskralder, der er for stor en mundfuld? Under alle omstændigheder beslutter den efterhånden temmelig desperate kæmpe sig for at rejse til Thailand og søge lykken hos en af de mange små thaipiger ovre i Asiens slaraffenland. Selvfølgelig uden at sige noget til sin mor. Hun tror, han bare er taget til bodybuilder-konkurrence i Düsseldorf for at erobre endnu en forgyldt rædsel til trofæhylden. Men denne gang er det et ganske andet trofæ, Dennis har i tankerne.
Bodybuilderen og filmmanden
Den visuelle kontrast mellem kolossen Dennis og hans lille mor og mellem Dennis og de spinkle thaipiger er en konstant, effektfuld kontrast i "10 timer til Paradis", hvor Dennis ikke er ude af billedet mange sekunder – og fylder rammen godt ud. Det er nemlig den danske mester i bodybuilding Kim Kold, der lægger både krop og troværdigt skuespillertalent til figuren Dennis. Ganske som han gjorde det i Mads Matthiesens kortfilm "Dennis" fra 2007. En kortfilm om det nære forhold mellem en bodybuilder og hans dominerende mor, som "10 timer til Paradis" på mange måder er en videreudvikling af, fortæller instruktøren, der har skrevet manuskriptet sammen med den prisbelønnede danske instruktør Martin P. Zandvliet ("Applaus" og "Dirch").
"Takket være Kim Kold har jeg færdedes en del i bodybuilder-miljøet. Det sjove er, at bodybuilderne på den ene side er meget maskuline, på den anden side meget følsomme og feminine. Også Kim Kold besidder begge kvaliteter. Både det stærke og det skrøbelige. Så han har ikke nogen problemer med at leve sig ind i rollen, selv om han er meget anderledes end Dennis."
Kim Kold er en Herkules på 140 kg toptrimmede muskler. Hans biceps måler 53 cm, og han klarer 1000 kg i benpres. I kontrast hertil ligner filmens instruktør selv en ranglet antitese til pumpede lårbasser og olierede, finpudsede deltamuskler.
"Kim og jeg er vidt forskellige, men vi har begge to en sårbarhed omkring nogle af disse emner, som gør, at vi forstår hinanden. Den historie jeg vil fortælle – Dennis' historie – afspejler jo noget inde i mig," siger Mads Matthiesen og tilføjer, at Kim Kold har en ekstrem psyke og en særlig evne til at fokusere på en opgave. Egentlig var Kold så småt ved at lægge bodybuilding på europæisk topplan bag sig. Han var ved at drosle ned, men ved benhårdt arbejde trænede den 45-årige Kold sig op til filmen. Det skulle se rigtigt ud. Fedtprocenten skulle ned, så årerne kunne stå rigtigt frem. Hvad angår evnen til at fokusere og til at insistere på, at det skal se rigtigt ud, ligner instruktøren og hans hovedperson tilsyneladende hinanden en hel del.
Fiktion inspireret af dokumentarfilmen
For år tilbage skabte Dogme en effektiv ritualiseret ramme omkring det at lave lavbudget-film på en spændende måde. I disse år oplever man en ny tendens i dansk film. Ved at fokusere ekstremt på rammernes realisme skaber unge instruktører spillefilm for små penge ud fra, hvad man kunne kalde et uofficielt dogme om dokumenteret fiktion. Som i fængselsfilmen "R", instrueret af vennen og kollegaen Michael Noer sammen med Tobias Lindholm, lader også Mads Matthiesen i "10 timer til Paradis" i høj grad sin historie diktere af rammernes autenticitet. Men hvor Noer er kommet til fiktionen fra dokumentaren, udspringer Matthiesen af fiktionsfilmen.
"At blande virkelighed og fiktion har jeg gjort i nogle år, men det er første gang, jeg gør det i en spillefilm," fortæller instruktøren. "Jeg synes, det er fedt at bruge realismen på en måde, hvor det handler om at dykke ned i nogle interessante miljøer. Det er der jo noget dokumentarisk over. At få lov til at se ind i disse miljøer og undersøge, hvem de mennesker i virkeligheden er, er en af mine vigtigste bevæggrunde til at lave film. Jeg elsker at se film, hvor jeg selv er i tvivl om, hvorvidt miljøerne er fiktion eller ej. At udforske forholdet mellem fiktion og virkelighed er oppe i tiden. Det flyder lidt," mener instruktøren. I hans eget tilfælde flyder det temmelig meget. Men alligevel med rene linjer.
"Jeg bevæger mig i et fiktivt univers. Det handler om min oplevelse af virkeligheden og ikke om virkeligheden. Når man arbejder med dokumentarfilm, synes jeg, man har en forpligtelse til, at det skal være rigtigt – sådan som virkeligheden er. Jeg bruger derimod virkeligheden til at skabe mit fiktive univers, hvor jeg selv kan bestemme, hvor jeg vil stille skarpt."
Historien i "10 timer til Paradis" er fiktiv, men stort set alt andet er mere virkeligt end iscenesat. Det giver en særlig troværdighed, mener Matthiesen. På et tidspunkt hvor dokumentarfilmen tager sig store friheder i forhold til at manipulere virkeligheden, går nye danske instruktørnavne som Noer og Matthiesen nu den modsatte vej. I stedet for at lade dokumentarfilmen nærme sig fiktionen, lader de fiktionen nærme sig dokumentarismen.
"Man skal have fornemmelsen af at være der," fastslår Matthiesen.
Så scenerne er ikke pertentligt nedtegnede, men indfanget med håndholdt kamera og løbende inspireret af, hvad der udspillede sig i de thailandske gader. I forlængelse heraf mener Mads Matthiesen, at det er næsten uundgåeligt, at en skuespiller slæber sine tidligere roller med sig ind i publikums bevidsthed. Så Elsebeth Steentoft, der spiller Dennis' mor, er blevet den eneste rigtige skuespiller i filmen. Typisk er det for eksempel, at hele bar-miljøet i Thailand er castet med amatører
"Hvis man bruger en rigtig skrædder i rollen som skrædder, så ved han, hvad han skal gøre, og det kan altså ses," mener Matthiesen, med filmens thailandske skrædder som eksempel. "Og da vi lavede bar-scenerne i Pattaya, ja, så var folk altså stive i virkeligheden!"
10 timer til Paradis
Den 38-årige bodybuilder Dennis vil rigtig gerne finde kærligheden. Han har aldrig haft en kæreste og bor alene med sin mor i en forstad til København. Da hans onkel bliver gift med en pige fra Thailand, beslutter Dennis sig for selv at prøve lykken ved en rejse til Pattaya, da det lader til, at kærligheden er lettere at finde i Thailand.
