De kommer flyvende i flokke fra alle verdenshjørner – forventningsfulde forældre fra de rige lande, som fulde af kærlighed og håb henter adoptivbørn fra det fattige Etiopien.
Sådan starter rejsen også for et dansk ægtepar i Katrine W. Kjærs film "Mercy Mercy – Adoptionens pris". De er to mennesker, der som så mange andre barnløse vestlige par længes efter at blive en familie. Og de har både kærlighed og materiel velstand i overskud til at tage imod to børn fra et af verdens fattigste lande – to søde og dejlige ønskebørn.
Det var helt tilfældigt, at instruktør Katrine W. Kjær stødte på moren Henriette, som fortalte, hvordan hun og hendes mand var på vej til at adoptere to børn fra Etiopien.
"Adoption, det er jo en barmhjertighedsgerning. Det giver mening, at de stærke hjælper de mindre stærke – sådan tænkte jeg. Jeg havde nærmest lidt dårlig samvittighed over selv at have født alle mine fem børn," fortæller hun.
Henriette viste hende et billede af pigen Masho sammen med sin mor Sinkenesh, og Katrine Kjær fik sit første chok, da Henriette fortalte hende, at de to børn, de nu havde fået tilbudt efter flere år på ventelisten, slet ikke sad på et børnehjem og ventede på at blive hentet. Nej, de boede hos deres mor og far.
"Det var det sødeste billede," siger instruktøren. "Sinkenesh lignede slet ikke en mor, der var ved at give sit barn bort."
"Det rystede mig. Jeg troede jo, at adoptivbørn var sådan nogle, der lå i en papkasse på gaden. Jeg tænkte, at jeg blev nødt til at møde den her mor, der var i færd med at give sine børn væk. Den historie måtte jeg bare fortælle. Men jeg skulle skynde mig, for jeg fik at vide af adoptionsbureauet i Danmark, at forældrene var meget syge og er lige ved at dø, og derfor vil de gerne have børnene hurtigst muligt til Danmark."
Helt tæt på en etiopisk mor og far
Katrine Kjær rejste til Etiopien. Her mødte hun de barske realiteter bag et adoptionsboom, der i de senere år har skabt overskrifter i internationale såvel som danske medier. For i dette fattige afrikanske land er antallet af børn, der bortadopteres til udlandet, blevet mangedoblet i løbet af få år. Udenlandske adoptionsorganisationer er strømmet til, private børnehjem skyder op som paddehatte i regntiden, og de håbefulde adoptivforældre strømmer til.
Men hvad med de rigtige forældre, der giver deres børn bort? Deres side af sagen er stort set aldrig blevet skildret. Ikke før i denne film, som kommer helt tæt på en etiopisk mor og far, der har truffet deres livs sværeste beslutning.
"Jeg var forberedt på, at det ville blive en meget sørgelig historie. Jeg forestillede mig mødet mellem de to kvinder, hvor den ene skulle overgive sit barn, inden hun lagde sig til at dø, næsten som en slags Kristus-historie," fortæller Katrine Kjær.
Forældrene til Masho og Roba er hiv-smittede og har fået at vide, at de kun har kort tid tilbage at leve i. Ivrige lokale myndigheder og agenter for et privat børnehjem har overbevist dem om, at det bedste, de kan gøre for at redde deres yngste børn, er at give dem væk til en velstillet udenlandsk familie, hvor de kan få en tryg opvækst.
Da Katrine Kjær ankommer til provinsbyen Dodola, møder hun en familie, som tager imod hende med åbne arme. Og som slet ikke lever op til det, hun havde forventet.
"Vi var stort set på samme alder, og vores børn var jævnaldrende. I løbet af kort tid glemte jeg, at husene er bygget af kolort og alle de andre Afrika-klicheer. Det var bare en villavej med en masse familier. De virkede overraskende ressourcestærke og omsorgsfulde. De var meget fysisk kærlige over for deres børn og også meget opdragende og tålmodige med at tale med dem og trøste dem," fortæller hun.
I filmen kommer man tæt på det afrikanske familieliv, hvor børn og voksne sover sammen, hvor børnene er med til at hente vand og lave mad. Hvor de store søskende tager sig af de små, og hvor moren Sinkenesh fletter Mashos hår, mens hun synger for hende, og faren Hussen sover med drengen Roba i sine arme.
"Umiddelbart havde de et rigtig godt børneliv. Mor og far var lige dér og også alle legekammeraterne. Om morgenen blev de vasket og fik deres kaffe med sukker og mælk, og så var det ud på vejen og lege, mens de større børn gik i skole. Der var masser af kys og kram og overskud også til de andre familiers børn, ligesom der også blev delt nogle ørefigner ud, hvis de ikke gjorde, som der blev sagt."
Mistet deres børn for altid
Men midt i det kærlige familieliv var der også en voldsom smerte, tvivl og indre kamp hos forældrene. Var det nu virkelig den rigtige beslutning, de havde truffet? De havde fået at vide, at det var det bedste for børnene. Hvis de kom til Danmark, kunne de jo få uddannelse og blive til hvad som helst: læger, videnskabsfolk, ja selv præsidenter. Og vende tilbage til Etiopien, når de var blevet voksne.
"Menneskeligt var det for mig en forfærdelig proces at være vidne til. Ikke mindst fordi nogen kunne have stoppet det med en smule økonomisk hjælp til familien, ligesom det danske adoptionsbureau, DanAdopt, de lokale myndigheder eller børnehjemmet kunne have stoppet det. Men ingen gjorde noget. Og de danske forældre fik aldrig oplyst den rigtige baggrund for adoptionen, men bliver gentagne gange overbevist af DanAdopt om, at dette var den sidste udvej for forældrene."
De to børn bliver – under sorg og tårer, men også håb – overdraget til deres nye far og mor, som tager dem med til Danmark. End of story. Og så alligevel ikke.
Katrine Kjær kan ikke slippe tankerne om Sinkenesh og Hussen og deres store sorg. Hun indretter sit liv på at bringe sine udgifter ned til et minimum for at få råd til at rejse til Etiopien igen. Det bliver til i alt fire yderligere besøg i Dodola, foruden de jævnlige besøg hos adoptivforældrene i Holbæk. I alt følger hun de to familier gennem fire et halvt år.
Og i stedet for en lykkelig udgang vokser dramaet både i Etiopien og i Danmark. "Jeg er vidne til en udvikling, der bliver stadigt mere hjerteskærende begge steder, og til svigt på svigt fra dem, der burde hjælpe," siger instruktøren.
Sinkenesh og hendes mand dør ikke af aids. De får behandling og får det bedre og bedre. Men de sidder tilbage med et kæmpe savn og sorg. I deres kamp for at få kontakt med børnene går adoptionens realiteter langsomt op for dem: De har mistet deres børn for altid, og alle de løfter, de fik, er brudt.
De blev lovet løbende kontakt med børnene, men det sker ikke – de lovpligtige rapporter om børnenes trivsel og udvikling, som de skulle have modtaget, når ikke frem. De havde også forventet, at de nye forældre i Danmark ville blive som en del af deres slægt, for sådan er det i Etiopien, når man adopterer hinandens børn – så er man familie og man hjælper hinanden. Men der kommer hverken breve eller økonomisk støtte fra Danmark til Dodola. I Danmark udvikler adoptionen sig ikke som håbet, og følgerne viser sig at blive katastrofale.
Instruktør Katrine W. Kjær. Foto: Robin Skjoldborg
Brutal øjenåbner
Adoption fra Etiopien har de seneste år skabt store overskrifter og kontrovers i mange lande. I blandt andet amerikanske og australske medier har der været bragt mange historier om, hvordan forældre bliver lokket og narret til at bortadoptere deres børn i troen på, at det kun drejer sig om et midlertidigt ophold i udlandet, hvor børnene kan få en fantastisk uddannelse. Eller om par, der henter et større forældreløst barn på et børnehjem og først måneder senere, når barnet har lært at tale sit nye sprog og selv kan fortælle, får at vide, at det både har forældre, onkler, tanter og bedsteforældre, som forventer, at barnet om nogle år vil komme tilbage og hjælpe familien.
Efterspørgslen fra barnløse par i de rige lande er enorm, og FN samt flere NGO'er har i kraftige toner advaret om, at hele adoptionsbranchen er ved at udvikle sig til børnehandel.
Og hvad med børnene? De rives væk fra deres forældre og vante omgivelser og omplantes til et helt nyt liv, et nyt sprog og en fremmed kultur. Nogle klarer det, men ikke alle. Ville vi nogensinde byde et dansk barn det sociale og psykologiske eksperiment, som Roba, Masho og hundreder andre udsættes for? Man siger, at børn er tilpasningsdygtige. "Mercy Mercy – Adoptionens pris" rejser spørgsmålet om, hvor grænsen går også for dette.
For Katrine Kjær har det været en øjenåbner af den brutale slags.
"Der har været mange gange undervejs, hvor følte, at jeg befandt mig i en sump af etiske dilemmaer, og hvor jeg ønskede, at jeg ikke skulle lave denne film. Men jeg var nødt til det. For hvis ikke, ville Masho og Roba blot være anonyme tal i en trist statistik, og vi ville intet lære af familiens historie."
Instruktøren sidder tilbage med en dyb undren over manglen på etik i hele det system, der står bag international adoption.
"Jeg troede jo, at de, der arbejder med adoption, var de gode. At adoption var en barmhjertig og kærlig handling over for børn i nød. Nu ved jeg snart ikke, hvad jeg skal mene. De er måske nogle velmenende mennesker, men i barmhjertighedens navn skaber de en umådeligt stor menneskelig katastrofe, som jeg har været vidne til".
"Mercy Mercy – Adoptionens pris" er produceret af Miriam Nørgaard, Sara Stockmann og Vibeke Windeløv for Fridthjof Film. Filmen er netop blevet vist i konkurrence på den store dokumentarfilmfestival IDFA i Amsterdam og fik sin danske premiere på TV 2 den 26. november.
Artiklen udkom i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin FILM#76 i midten af november i anledning af dokumentarfilmfestivalen IDFA i Amsterdam.
Mercy Mercy - Adoptionens pris
To familiers skæbner flettes sammen i historien om et dansk forældrepar, Henriette og Gert, der skal adoptere 4-årige Masho og hendes 2-årige lillebror Roba fra et etiopisk ægtepar, Sinkenesh og Husen. De to familier har forskellige motiver for at vælge adoption - for det etiopiske par handler det om at sikre børnene et bedre liv, for de danske forældre om at få opfyldt drømmen om at få børn og skabe en familie. I det fattige Etiopien er antallet af børn, der bortadopteres til udlandet, mangedoblet på få år, og udenlandske adoptionsorganisationer strømmer til.