"Flammen og Vattotten" er en kort fiktions- og animationsfilm for børn fra tre år og opefter. Paola Pellettieri har forfattet manuskriptet, mens hendes mand Niels Bisbo har instrueret filmen. En flamme og en vattot prøver at blive venner, men de er skidt selskab for hinanden, og desuden skiller en bred flod dem fra hinanden. Flammen risikerer sit liv for at komme over på vattottens side, og det bliver starten på et venskab. På trods af filmens unge målgruppe, vil Paola Pellettieri mere end blot at fortælle en god historie.
"Flammen og Vattotten handler om identitet – om hvor let det er at komme til at dele verden ind i et "os" og et "dem". Først når vi erkender, at vi alle er lavet af samme stof, og at vi i virkeligheden er ét, bliver had og krig umulig," fortæller Paola Pellettieri om filmens tematik.
På den ene side af floden bor flammen i en verden af kul og flammer, på den anden side bor vattotten "Vatte" i en verden af vat. Hverken flammen eller vattotten bliver accepteret af deres flamme- og vatvenner, men de to respekterer hinanden. Sammen kæmper de imod en uskreven regel om, at flammer og vattotter er fjender, fordi de er forskellige.
"'Flammen og Vattotten' handler om at finde sin egen identitet, selvom den kan være i modstrid med den gruppe, man tilhører," mener Paola Pellettieri og ophøjer mangfoldigheden.
"Det blomstrende paradisiske sted de kommer til i slutningen af filmen, er en metafor for den frihed, der opstår, hvis man tør give slip og være sig selv."
Filmen bruger intertekstuelle referencer til Biblen med indhold af død, opstandelse og paradis, men historien skal ifølge forfatteren forstås metaforisk og ikke religiøst.
Nede på jorden igen
Filmen opstod med en smøg, da parret Paola Pellettieri og Niels Bisbo en dag stod og røg.
"Niels ville gerne lave en kærlighedshistorie til børn. Jeg tændte min lighter, kiggede på flammen og sagde: 'Skal vi så ikke lave en film om en lille flamme, der bliver forelsket i en vattot?' Og sådan blev det," siger Paola Pellettieri.
"Flammen og vattotten" er produceret i 2012 af Jacob Jarek for Eye Candy Film og TSOMM Pictures med konsulentstøtte fra Det Danske Filminstitut.
Filmen har premiere i Børnebiffen (3 år +) på BUSTER filmfestival den 10. september kl. 10.00 i Cinemateket, og kan også ses den 12. og 15. september samme sted. Alle forestillingerne er gratis.
Reserver billetter