Carl Th. Dreyers Mindefond uddeler årligt på instruktørens fødselsdag Carl Th. Dreyer Prisen. Den gik i år til filmfotograf Manuel Alberto Claro. Dagen markerede samtidig 125-året for Carl Th. Dreyers fødsel, og i den anledning blev Mindefondens ærespris uddelt til den svenske filminstruktør Jan Troell.
Lektor og bestyrelsesmedlem Peter Schepelern holdt motivationstalen, som her kan læses i sin fulde længde:
"Nogle gange hører man, at den succes, som dansk film oplever i disse år, er genstand for misundelse i vores skandinaviske naboland. Men så skal man huske på, at der var lange tider, hvor danskerne med grænseløs misundelse fulgte med i svensk films triumfer. Det var selvfølgelig Bergman, vi alle sammen tilbad, et fyrtårn, der dog også kastede skygge. Men misundelsen gjaldt ikke mindst den efterfølgende generation: Bo Widerberg med "Ravnekvarteret", "Elvira Madigan" og "Oprøret i Ådalen", Vilgot Sjöman, der var uartig på en meget intellektuel måde i de to "Jeg er nysgerrig"-film, hvis seksuelle frimodighed overgik alt, hvad selv danskere kunne forestille sig. Og så selvfølgelig Jan Troell, der ikke bare var central i sin generation, men gennem en lang karriere er forblevet en skandinavisk hovedskikkelse.
Troell startede som fotograf på kollegaen Widerbergs debutfilm "Barnevognen" (1963), der med lysende hverdagsrealisme præsenterede en vision i svensk film, der lå fjernt fra Bergmans eksistentialistiske mørke, hvor Gud ikke svarede, når man kaldte. Troell begyndte altså som fotograf, og han er forblevet fotograf (og klipper) på så godt som alle sine egne skandinavisk producerede film; ret enestående i filmhistorien. Det må være lidt af en arbejdsbyrde – til gengæld må det formodes at begrænse uenigheder mellem instruktør og fotograf betydeligt.
Troells egen instruktørdebut var den fine novellefilm "Ophold i Myrlandet", en slags optakt til gennembrudsfilmen "Her har du dit liv" fra 1966 om en drengs opvækst i 1910'ernes Nordsverige. Udgangspunktet var Eyvind Johnsons romanværk, men filmen virkede alt andet end litterær. Den var fuld af medrivende poesi og følsom realisme, der viste mennesker i det svenske landskab, fastholdt i sorthvid fotografering – bortset fra enkelte steder, hvor filmen uforglemmeligt bryder ud i farver. Det er en storslået episk coming of age-historie i traditionen fra Donskojs russiske Gorkij-trilogi og Rays indiske Apu-trilogi. Filmen inddrager både Marx og Odysseen og rummer også en lille hilsen til dansk film: På et tidspunkt arbejder den unge Olof i en biograf, hvor der vises "Afgrunden" med Asta Nielsen i en vovet rolle!
Så fulgte "Ole Dole Doff" i 1968 – en tænderskærende skildring af en af samfundets farligste og mest udsatte professioner, skolelærerens; en profession, som Troell selv havde erfaringer med. Hovedrollen spilles af Per Oscarsson, som med nød og næppe havde overlevet strabadserne i Henning Carlsens "Sult", før han i bogstavelig forstand er ved at gå til bunds i "Ole Dole Doff".
Verdensberømmelsen oplevede Troell med sagaen om "Udvandrerne" og "Nybyggerne" fra 1971-72. Vilhelm Mobergs romanserie blev gjort til medrivende, nærværende filmfortælling. Max von Sydow og Liv Ullmann, som vi havde vænnet os til at se som desperate og fremmedgjorte marionetter i Bergmans dystre univers, var her smålandsbønder på vej bort fra fattigdommen – ud i den store verden.
Samme vej gik instruktøren, der gjorde internationale erfaringer med Hollywood: "Zandy's Bride", en slags 'ægteskabswestern' med skandinavisk islæt, og katastrofemelodramaet "Hurricane" fra 1979, hvor Mia Farrow, Max von Sydow og andre kendte filmstjerner kom ud i voldsomt blæsevejr på Samoa. Det var egentlig Polanski, der skulle have instrueret, men han havde pludselig travlt med at komme væk fra blæsevejret. Nå, det er en anden historie. Ind imellem havde Troell hjemme i Sverige lavet den sørgmuntre "Bang!", om midtlivskrise, parforhold, forelskelse og livsdrømme i elegant musikalsk servering.
Der var også fokus på livsdrømme og deres forlis i "Andrées luftfärd" (1982, som på dansk hed "Den umulige drøm"), Troells storværk om et umuligt projekt: at nå frem til Nordpolen pr. luftballon. Det var det, ekspeditionslederen Andrée forsøgte i 1897, dumdristigt i bogstavelig forstand: både dumt og dristigt. Andrées projekt lykkedes ikke, men det gjorde Troells. I dagens anledning skal det nævnes, at Dreyer, efter premieren på "Vredens Dag" i 1943, forlod det tysk besatte Danmark og flyttede med sin familie til Stockholm. Her instruerede han det mislykkede kammerspil "Två människor", men han havde faktisk også planer om en Andrée-film (Dreyer havde været ballonskipper i sin ungdom), men det blev, som så mange af Dreyers projekter, ikke til noget. Hvilket kan siges at være heldigt, for ellers havde vi måske ikke fået Troells mesterværk om rejsen ud i intetheden.
Troells næste store film var den tre timer lange dokumentarfilm "Eventyrlandet" fra 1988. Med en lille pige og en ulv som gennemgående karakterer får vi en højligt original skildring af Sverige som et land fuld af bizarre aktiviteter – med uomgængelige regler vedrørende gravstens dimensioner, bekæmpelse af bjørneklo og kønssortering af nyfødte kyllinger; emner der viser sig, på en egen diabolsk måde, at være repræsentative for udviklingen i det svenske samfund. Det beske tidsbillede fortsætter i spillefilmen "Il capitano" (på dansk: "Kaptajnen og hans kvinde"), en slags dokudrama og roadfilm om det unge finske par og deres udåd i det lyriske, tågeindsvøbte sommerlandskab, fortalt med fintmærkende psykologi, hvor morderen både fremstår som en 'natural born killer' og som et forhutlet og svigtet offer.
Så kom "Hamsun" – det var i 1996: Den norske forfatters storhed og fald, et mageløst portræt af kunstneren som gammel mand. Siden er der kommet tre store film, der ligesom "Hamsun" foregår i historiske universer centreret omkring autentiske personer. "Så hvid som sne" (2001) er historien om flypioneren Elsa Andersson, den unge kvinde der blev dræbt ved et faldskærmsudspring i 1923. "Maria Larssons evige øjeblik" (2008) handler om den fattige arbejderhustru, der tidligt i 1900-tallet opdager fotograferingens kunst. Senest "Dom over død mand" (2012) om den markante avisredaktør Torgny Segerstedt, hvis klartskuende angreb på den tyske nazisme mishagede det officielle Sverige i 30’erne og 40’erne. Det er historiens drama og privatlivets drama, begge dele balancerende på kanten af en katastrofe. Filmen er også et mønstereksempel på nordisk samarbejde – svensk, dansk, norsk, finsk talent i forening.
Troells protagonister kan være lyriske erobrere som Olof (en uforglemmelig Eddie Axberg) i "Her har du dit liv", men mest er de uforsonlige, stædige mænd, ofte med et drag af dæmoni, personligheder på godt og ondt. "Udvandrernes" Karl-Oskar, Andrée og Hamsun, alle i Max von Sydows fremstilling, og Segerstedt i den nye film (spillet af Jesper Christensen) markerer storhed, stolthed, men også en egen indædt urokkelighed og arrogance. Besatte mænd, for better or worse, som også 'kaptajnen' i "Il capitano". De har følgeskab af modige kvinder, Kristina i udvandrer-sagaen og også Hannah, den ikke helt unge postordrebrud i "Zandy’s Bride", i begge tilfælde personificeret af Liv Ullmann; Hamsuns hustru (spillet af Ghita Nørby), siden Elsa i "Så hvid som sne", Maria Larsson og Segerstedts to kvinder, hustruen og elskerinden, der konkurrerer om hans kærlighed; desværre er det til syvende og sidst sine hunde, han elsker.
Jeg har her omtalt filmene i deres tilblivelsesrækkefølge over et halvt århundrede. Men man kan også placere dem i en historisk kronologi, så de danner en vældig, politisk engageret Sveriges-krønike: fra udvandringen i midten af 1800-tallet, over Andrées ambitiøse ekspedition i 1890’erne; arbejderhustruen Maria Larsson har kastet sig over fotografiet i begyndelsen af 1900-årene; så er der norrlandsdrengens ungdomsår i 1910’erne og 20’erne, hvor også Elsa Anderson stiger til himmels (og falder ned igen); den aldrende Hamsun i 1930’erne og 40’erne; avisredaktøren Segerstedt i samme epoke. Og så "Ole Dole Doff", "Il capitano" og "Eventyrlandet" som fortællinger fra det moderne Sverige.
Troell laver filmkunst, der giver sig tid. Og han har skabt et stort humanistisk værk: rige fortællinger og evige øjeblikke."
Se også nyheden "Dreyer prisen 2014 til Manuel Claro".
Se også videointerviews med Peter Schepelern og Manuel Alberto Claro fra prisuddelingen i Filmhuset, bragt i Berlingske.
