Hvalpe og mænd

BERLIN. Med "Søn" har Kristoffer Kiørboe lavet en lavmælt udviklingshistorie om selvoptagede voksne og en dreng, der tvinges til at tage et ansvar på sig, som han ikke kan bære. Kiørboes kortfilm er udtaget til konkurrence i Berlin.

Kortfilmen "Søn" handler om den 13-årige August, der får foræret en hundehvalp af sin far. Augusts forældre er blevet skilt, og sårene er endnu ikke helet efter bruddet, i hvert fald ikke for Augusts mor, der kategorisk nægter August at beholde hundehvalpen. For drengen udvikler farens gave sig til mere end bare et pelset kæledyr. Den bliver en kompleks og modstridende pakke af skyld, vrede, splittet solidaritet og ømhed. Den presser de følelser frem, som den tunge situation i forvejen er svanger med.

"Det er et nedslag i en afgørende tid i Augusts liv. Hans mor er så ulykkelig og forsmået over skilsmissen, at hun ikke magter at se ud over sin egen sorg, og August bliver pålagt et emotionelt ansvar, som hans skuldre er alt for smalle til at kunne bære," siger Kristoffer Kiørboe, filmens instruktør.

"Børn bør ikke have ansvar for andet end det at være børn, og som forælder får man det tilbage, man giver, på godt og ondt."

Uskyldstab

Kiørboe voksede selv op alene med sin mor og sin tvillingebror. Først som 21-årig mødte han sin far.

"Vores mor administrerede sit følelsesliv bemærkelsesværdigt bedre end Augusts mor, men jeg kender bestemt til følelsen af ansvar for min mors ve og vel, og ubevidst forsøgte jeg nok også at påtage mig rollen som 'manden i huset' til en vis grad," siger instruktøren, der med sin film ikke ønsker at moralisere eller gøre August til offer, men snarere at skildre de svigt og følelsesmæssige dilemmaer, som følger i kølvandet på en skilsmisse og også rammer børnene hårdt:

"August er i en følelsesmæssig konflikt, som han er for ung til at kunne overskue. Det gør ondt at se sin mor i sorg og føle ansvar for det, men samtidig elsker August den lille hvalp ligeså meget, som han savner sin far. I løbet af filmen oplever vi konsekvenserne og Augusts uskyldstab i mødet med voksenlivets barske realiteter."

Ærlighed

"Søn" er en karakterbåren historie om relationer, og troværdigheden i rollen som August er afgørende for filmen. Den varetages af den uprøvede 13-årige Stefan Søe Iwan.

"Han har et fantastisk udtryk. Fuld af følelser," siger Kiørboe, der forklarer, at der skal en særlig kombination af tryghed, ros og pacen til, når man skal instruere en ung dreng.

"Man kan ikke presse for meget på fra første optagedag. Det nytter jo ikke, hvis han er kørt i bund på tredjedagen. Men ind imellem er man også nødt til at sige 'kom, så er det nu!'.

"Man må have antennerne ude, og så turde være ærlig – nænsom men ærlig. Skuespillerne kan ikke gøre noget galt. Det er kun mig som instruktør, der kan fejle. Hvis det går galt i en scene, er det fordi, jeg ikke har gjort mit arbejde ordentligt. Jeg får, hvad jeg giver. Det er ligesom at være forælder," siger Kiørboe.

Son2Foto: Martin Munch

Troværdighed

Kristoffer Kiørboe er uddannet fra Filmskolens dokumentarlinje, men allerede på skolen begyndte han at blive mere optaget af fiktion. Ikke desto mindre trækker han på sin dokumentariske baggrund og på arbejdet med virkelige mennesker, når han prøver at indlejre troværdighed og realisme i en fiktiv ramme.

"Det er min opfattelse, at der kan være en konflikt mellem, hvordan mennesket agerer i virkeligheden, og hvordan det bliver portrætteret på film. På film vises ofte alle de store følelser og emotionelle yderpunkter i fortolkningen af en karakter. Men denne udadvendthed strider lidt imod virkeligheden, synes jeg, for vi mennesker er blufærdige og vil oftest forsøge at skjule vores følelser, så vi undgår konfrontationer og konflikter."

"Søn", der er utaget til Berlinalens børnekortfilmprogram Generation 14plus, er produceret af Nina Helveg for Frame By Frame med støtte fra Filmværkstedet. Af Peter Nicolai Gudme

Berlinalen finder sted 6.-16. februar.