Enestående mennesker i fokus

PORTRÆT. Siden 1988 har Annette Mari Olsen og Katia Forbert Petersen drevet produktionsselskabet Sfinx Film/TV, der skaber dokumentarfilm, som henvender sig til både følelser og fornuft. Dorte Hygum Sørensen giver her en introduktion til de to filmmagere, der er aktuelle med "Voldtægt som krigsvåben", som får premiere på DR2 onsdag den 12. marts kl. 23.00.

Det er ingen tilfældighed, at integration af mennesker fra forskellige kulturer spiller en stor rolle i den lange række af film, som Annette Mari Olsen og Katia Forbert Petersen har skabt i deres fælles produktionsselskab og mangeårige faglige partnerskab Sfinx Film/TV.

Katia Forbert Petersen kom i 1969 til Danmark fra Polen som flygtning, og hun er i øvrigt uddannet fotograf på Den Polske Filmskole.

Annette Mari Olsen er født i Danmark og opvokset i Iran og England. Hun er uddannet instruktør fra Den Polske Filmskole og har nu i mange år boet i Danmark.

På DR2

"Voldtægt som krigsvåben", som får premiere på DR2 onsdag den 12. marts kl. 23.00.


Udvalgte film 

De to kvinders flerkulturelle baggrund har dannet grundlag for deres interesse i og forståelse af møder mellem mennesker af forskellig oprindelse over alt i verden. Med deres film trænger de altid ind til den menneskelige kerne i det emne eller den begivenhed, der berettes om.  

I Sfinx Film/TV er Katia Forbert Petersen filmfotograf og medinstruktør, og Annette Mari Olsen er instruktør, producer og daglig leder.

Drevet af nysgerrighed og næstekærlighed

Man bliver ikke fed af at lave dokumentarfilm. Men at man kan blive ved med at skabe opsigtsvækkende, relevante og meget forskellige typer af dokumentarisme båret af nysgerrighed og kærlighed til medmennesker, vidner de to kvinders film om.

"Voldtægt som krigsvåben" er den nyeste film fra de to bemærkelsesværdige, stædige dokumentarister. I den er budskabet vægtet højere end æstetikken. Med andre film som "Fuglen der kunne spå" fra 2007 og "Mit iranske paradis" fra 2008 har de skabt meget personlige, smukke og stemningsfulde dokumentarer.

Voldtagne kvinder uden juridisk oprejsning

Sfinx Film/TV har eksisteret siden 1988 og er dermed et af landets ældste selskaber inden for dokumentarfilm. Duoen Annette Mari Olsen og Katia Forbert Petersen har vundet adskillige priser både nationalt og internationalt. Herunder en Robert for bedste korte dokumentar i 2007 for "Lyd på liv" og Juryens Pris ved Taiwan International Childrens TV & Film Festival i 2006 for filmen "Bag Bjergene".