Historien i "Den alvorlige leg" udspiller sig i begyndelsen af 1900-tallet, hvor Arvid og Lydia forelsker sig, men skæbnen vil, at de bliver gift med andre. Følelserne mellem de to forsvinder dog ikke, og ti år senere indleder de et forhold, der bliver til en alvorlig leg.
Lone Scherfig, der har skrevet manuskriptet til filmen, fortæller: "Det er et stort privilegium at få lov at arbejde på tværs af de nordiske, fysiske og kulturelle grænser og skræddersy et manuskript til Pernilla August og hendes unikke kvaliteter som personinstruktør. 'Den alvorlige leg' er ligesom Pernilla selv dybt forankret i Stockholm, men er samtidig så universel og nutidig, at vi tror på, at historien har international berettigelse."
Pernilla August har tidligere instrueret "Beyond", som blandt andet vandt Nordisk Råds Filmpris, og DR-serien "Arvingerne". Hun er uddannet skuespiller og har spillet med i alt fra Bergman til Star Wars.
Hovedrollerne i "Den alvorlige leg" bliver indtaget af Karin Franz Körlof og Sverrir Gudnason. Sidstnævnte har blandt andet været med i Per Flys "Monica Z".
Den svenske forfatter Hjalmar Söderberg står bag det litterære forlæg, som udkom i 1912 med den originale titel "Den allvarsamma leken". Söderberg står blandt andet også bag forlægget til Carl Th. Dreyers "Gertrud" (1964).
"Den alvorlige leg" bliver produceret af Patrik Andersson og Frida Bargo for svenske B-reel og koproduceret af Mikkel Jersin og Bo Ehrhardt for Nimbus Film med koproduktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.
Holdet påbegynder hoveddelen af optagelserne til "Den alvorlige leg" i januar 2015, og der er forventet premiere i foråret 2016. Filmens engelske titel er "The Serious Game".