Der findes en måde at måle filminstruktørers entusiasme i forhold til deres projekt på. Metoden er enkel. Man stiller et spørgsmål i stil med "hvordan fik du ideen til filmen?" Og så måler man den tid, svaret tager. En typisk respons fra en engageret instruktør vil vare omkring 3-4 minutter, mens en meget dedikeret filmmager måske vil bruge 7-10 minutter. Det er i hvert fald min erfaring. Den polske instruktør Hanna Polaks svar på spørgsmålet om ideen til "Børnene på Putins losseplads" varer 17 minutter.
"I 1999 blev jeg engageret i socialt hjælpearbejde i Rusland. Vi var bare en gruppe venner, der afleverede legetøj på hjem for forældreløse børn eller arrangerede middage for fattige ældre. En dag, da jeg gik gennem en undergrundsstation i Moskva, mødte jeg nogle hjemløse børn, der sniffede lim. Jeg hang ud med dem og talte med dem og opdagede, at hjemløse børn var et almindeligt syn i Rusland. De tog stoffer og røg og sniffede lim og levede et hårdt liv, men de var stadig børn. Jeg tænkte, at 'det er da umuligt at leve sådan'."
"Jeg kunne ikke sove i flere dage og var følelsesmæssigt helt ude af den. Det var mange, mange børn. Så jeg kom tilbage med flere af mine venner, der også blev berørt, og vi forsøgte at hjælpe børnene."
Børnene på Putins losseplads. Foto: Hanna Polak
Håb midt i affaldet
Sådan begyndte Hanna Polaks dokumentar "Børnene på Putins losseplads", der bærer originaltitlen "Something Better to Come". I starten var der for Polak tale om socialt hjælpearbejde, ikke om at lave film – indtil den dag i 2001, da hun besluttede sig for først at tage billeder, derefter at filme børnene. I 2004 havde hun samlet nok materiale til at lave den 35-minutter lange dokumentar "Børnene fra Leningradsky" om de hjemløse børn på Leningradsky-banegården i Moskva. Filmen blev Oscar-nomineret og etablerede Polak som instruktør.
De hjemløse børn på banegårdene førte Hanna Polak videre til endnu mere chokerende omgivelser. På en af den russiske hovedstads lossepladser fandt hun et samfund af hjemløse, mellem bjerge af affald, vilde hunde og store bulldozere. Blandt de hjemløse var pigen Yula, der var 11 år, da Polak mødte hende første gang. Yula var havnet på lossepladsen sammen med sin far og mor, da de levede i fattigdom og ikke havde penge til mad. Faren døde sidenhen på lossepladsen. Nu havde Yula en drøm om at stifte familie og leve et normalt liv.
Det er den drøm, Hanna Polak følger i sin dokumentarfilm, en utrolig beretning om håb blandt menneskeligt affald. Filmen viser mennesker, der lever en dagligdag under forhold, der ville være et mareridt for andre, og hvor vodka nærmest erstatter den manglende rindende vand.
Børnene er familie
"Det her projekt er meget usædvanligt, især fordi optagelsesforholdene var ekstremt svære. Det er forbudt at være på lossepladsen, og absolut forbudt at filme. Ingen vil have forholdene på lossepladsen ud til offentligheden. Alt er illegalt. Og det er et farligt sted. Man kan blive dræbt af vilde hunde eller kørt ned af de store maskiner. Der er meget kriminalitet. Det er en nation i nationen. Det var farligt for mig, men det er især farligt for dem, der bor der. Hvis de kommer til skade, kan de ikke ringe efter en ambulance. Officielt eksisterer beboerne på lossepladsen ikke."
"Børnene på Putins losseplads" er frugten af 14 års liv i selskab med hjemløse børn i Moskva. Filmen og Polaks indsats for at hjælpe de hjemløse hænger så uløseligt sammen, at man bliver i tvivl om, hvorvidt hun er social hjælpearbejder eller filminstruktør.
"Jeg mener, jeg er filminstruktør, men hvis jeg kan hjælpe, gør jeg det. Den her film kom ud af en lyst til at gøre noget for disse børn," lyder svaret fra Hanna Polak, der med tiden knyttede sig så meget til sine films emne, at hun fik sig en tredje rolle, som mor …
"Disse børn er min familie. Det er de stadig. Mange af børnene i filmen har jeg ikke længere kontakt med. Jeg ved ikke, om de har det godt eller ej. Måske er de i live, måske er de ikke. Jeg har desværre ikke tid til at opsøge dem alle, og mange af dem ville jeg slet ikke kunne finde i dag. Men jeg bekymrer mig om dem, så de er på sin vis blevet mine børn. Jeg tror, de havde det på samme måde. Jeg tog mig af dem, og i mange af tilfældene var jeg ikke klar over, hvor store deres tragedier var. Flere af dem blev udnyttet seksuelt, men jeg havde ingen anelse om det. Man kan slet ikke fatte deres lidelser."
Børnene på Putins losseplads. Foto: MariuszPolak
En film om menneskelighed
I det hele taget har 47-årige Hanna Polak et så specielt forhold til "Børnene på Putins losseplads", at det er lige før, hun selv er lige så usædvanlig en historie som de hjemløse på lossepladsen. Men den tanke giver naturligvis slet ikke mening for Polak, der gennem mange år har været opslugt af vigtigheden af at få sin historie ud til hele verden. Den handler nemlig ikke bare om folk på en losseplads, som hun siger.
"'Børnene på Putins losseplads' er en film om menneskehed, om skønhed. Selvom de hjemløse bor under de her forhold, vil de gøre hvad som helst for de mennesker, de bekymrer sig om. De vil ofte give alt, hvad de har for at hjælpe et andet menneske. De giver deres hjerte. Og det stiller for mig et spørgsmål om, hvor menneskeheden begynder og slutter. Hvad er et succesrigt liv? For mig er de her mennesker ikke en succes materielt, men de er meget succesrige som mennesker. De kan føle, de kan elske, de kan dele. Det betyder ikke, at de ikke har nogen fejl, men det er utroligt, at man kan komme til sådan et sted og føle sig velkommen."
Den russiske præsident Vladimir Putin dukker op flere gange undervejs i "Børnene på Putins losseplads" som syndebuk, når beboerne på lossepladsen skal af med galden, men Polak understreger, at hun ikke har lavet en politisk film.
"Det er en universel historie. Der er hjemløse overalt i verden. En dag kom der nogle hjemløse børn til mit kontor i Warszawa for at lede efter mad, og de så ud fuldstændig som de russiske børn. Jeg ville ikke lave en klichefyldt film om Rusland og sociale problemer. Jeg ville lave en film om menneskelig værdighed, om skønheden i mennesker. Det er et moderne eventyr."
"Yula havde ihærdigheden til at få opfyldt sin drøm, og det var et utroligt privilegium som filmmager at følge hende gennem så mange år. Jeg tror ikke, mit kamera havde en betydning for hende. Jeg tror, at hun selv havde styrken til at gøre, hvad der skulle til for at få et normalt liv."
Se "Børnene på Putins losseplads" i DR2 Dokumania tirsdag den 15. december kl. 20.45.
Artiklen blev publiceret første gang på engelsk i anledning af filmens festivalpremiere på IDFA i november 2014.
Mere om instruktøren
Hanna Polak er instruktør, producer og fotograf. Født i 1967 i Polen. I 2004 færdiggjorde hun forløberen for "Børnene på Putins losseplads", nemlig "Børnene fra Leningradsky", der opnåede både Oscar- og Emmy-nomineringer og vandt en stor amerikansk dokumentarfilmpris, en IDA Award.
Mere om filmen
Under originaltitlen "Something Better to Come" vandt filmen en pris ved verdenspremieren i 2014 på dokumentarfilmfestivalen IDFA i Amsterdam. Filmen modtog i november, sammen med Joshua Oppenheimers "The Look of Silence", en fornem nominering til den amerikanske Producers Guild Award, der uddeles i januar.
Filmen er produceret af Sigrid Jonsson Dyekjær for Danish Documentary Production og har modtaget støtte fra blandt andet Det Danske Filminstitut.
Børnene på Putins losseplads
Over en periode på 14 år har instruktøren fulgt en gruppe børn, der lever på en af verdens største lossepladser, der ligger uden for Moskva. Det er ulovligt at være der og naturligvis strengt forbudt at filme. Blandt de mange fattige beboere er Yula, der drømmer om at flytte fra lossepladsen og ændre sit liv.
