Hitchcock og Holocaust

PREMIERE. Dokumentarfilmen "Kz-lejrenes befrielse - Hitchcocks glemte film" går bag tilblivelsen af Hitchcocks planlagte dokumentarfilm om befrielsen af nazisternes kz-lejre, som først nu, 70 år efter, ser dagens lys. Filmen er dansk koproduceret og kan ses på Filmcentralen.

Alfred Hitchcock skabte aldrig dokumentarfilm. Bortset fra én gang, ved afslutningen af Anden Verdenskrig, hvor den allerede da anerkendte instruktør blev kaldt til England for sammen med produceren Sidney Bernstein at lede arbejdet med en film, som skulle bevise nazisternes systematiske forbrydelser. Filmen, der fik arbejdstitlen "German Concentration Camps Factual Survey", skulle bestå af optagelser fra de rædselsscenarier, som chokerede fotografer fra de allierede tropper fik i kassen under befrielsen af nazisternes kz-lejre.

På grund af den storpolitiske udvikling, blev filmen blev aldrig færdig - før nu, 70 år senere, hvor forskere på Imperial War Museum i England har genskabt og restaureret filmen.

Se filmen på Filmcentralen

"Kz-lejrenes befrielse – Hitchcocks glemte film" havde dansk tv-premiere på DR K tirsdag den 27. januar – 70 årsdagen for befrielsen af kz-lejren Auchwich. Visningen var del af en international samsending; filmen fik tv-premiere på samme historiske dag i en række lande, herunder i Frankrig, Polen og Tyskland, hvor lejrene lå, samt i Storbritannien, USA, Hong Kong, Portugal, Slovenien, alle de nordiske lande og Israel.

Filmen kan ses på Filmcentralen.

Den nye, dansk koproducerede dokumentarfilm "Kz-lejrenes befrielse - Hitchcocks glemte film" fortæller historien bag filmen. Instruktør André Singer lader os møde de fotografer, som uforberedte trådte ind i helvede, og de børn og unge, som blev foreviget, da de udhungrede traskede væk fra Josef Mengeles forsøgslokaler. Samtidig undersøger filmen, hvorfor projektet aldrig blev færdiggjort efter hensigten.

"Kz-lejrenes befrielse – Hitckcocks glemte film" udsprang af et møde mellem den britiske filmproducer Sally Angel og Dr. Toby Haggith på Londons Imperial War Museum. Da han fortalte, at den originale, men glemte film om de tyske koncentrationslejre først nu var ved at blive færdiggjort, indså hun straks, hvor skelsættende dét filmarbejde var og satte sig for at fortælle hele historien. Som instruktør hyrede hun André Singer, der bl.a. har stået i spidsen for BBC Documentary Department’s Independent Unit og er executive producer på Joshua Oppenheimers "The Act of Killing" og "The Look of Silence".

"Min inspiration på denne rejse har været de ekstraordinære og livsbekræftende vidnesbyrd, som de sidste overlevende fra befrielsen af de tyske kz-lejre her har kunnet give os," siger André Singer. "Det har været et enormt privilegium at tale med de soldater, der som de første trængte ind i lejrene, med de kameramænd, som løftede deres udstyr og filmede, de klippere, som gennemså materialet og de ofre, som led i lejrene, og som blev filmet i det første, utrolige øjeblik, hvor redningen endelig nåede frem. Mens millioner fejrede krigens afslutning i Europa, stirrede disse mennesker ind i helvedes midte."

”Kz-lejrenes befrielse – Hitchcocks glemte film" er instrueret af André Singer og koproduceret af Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real. Den danske tonemester Thomas Jæger har mixet filmens lyd. Filmen har modtaget koproduktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Filmen kan ses Filmcentralen. For mere information se højre spalte. 

filmcentralen-logo