Er spillefilmen i krisen, er der nogle, der spørger. Måske er der i virkeligheden to spørgsmål i det. Er spillefilmen i krise globalt set? Og er dansk spillefilm i en helt særlig krise? Hvis vi ser på det internationalt, så er der helt klart nogle tendenser til, at arthouse-filmene er udfordrede. Vi ser, at nogle få film bliver enormt store eventfilm, og vi ser, at der er rigtig mange film, der bliver mindre film eller faktisk helt små film. Vi ser også, at streaming udfordrer spillefilmen, fordi streaming tilbyder fiktionsfortællinger på en anden måde, end tv gjorde tidligere.
Er der krise?
Er dansk spillefilm i krise? Ja, nogle af de samme tendenser, som vi ser ved internationale spillefilm, kan vi også se ved dansk spillefilm.
"Midterfilmene" forsvinder. Der er rigtigt mange film, der bliver set af under 10.000 i biografen. Der var 11 produktionsstøttede film sidste år, der blev set af under 10.000, hvilket jo er et meget, meget lavt billetsalg. Ser vi på publikumsudviklingen, kunne vi i 2013, 2014 og 2015 se, at vi havde små 30 % af markedsandelen til de danske film. Sidste år havde vi 21 %, og mit bud vil være, at vi i år også kommer til at ligge et sted imellem 20-25 %. I hvert fald i den lavere ende af det, vi er blevet vant til de seneste ti år.
På festivalsiden stod vi svagt i 2013 og 2014. Det blev der skrevet lange artikler om, og nogle af medierne har helt glemt, hvad der skete de to seneste to år – i 2015 og 2016. Det var afsindigt stærke festivalår. Alene sidste år var der ti danske film på de store festivaler: Sundance, Berlin, Oscar-nominering – både sidste år og året før – Cannes, Venedig, Locarno, Toronto og endda priser i både Cannes og Berlin. Så i hvert fald på festivalfronten har vi haft et par rigtig stærke år.
Så, lavt publikum i 2016, men en fin festivalsucces i 2015 og 2016, og er det krise? Ja, det må man jo selv bestemme, om man vil kalde det. Jeg synes, at vi skal være forsigtige med at kalde det krise af den grund, at det godt kan blive meget værre en dag, og hvad skal vi så kalde det til den tid?
Udfordringer i dansk film
Men der er altså nogle udfordringer. Det er en udfordring, at publikum samlet set faldt så meget, som det gjorde sidste år. Det er en enorm udfordring, at der er fravalg af så mange film. Altså, at vi faktisk er oppe de her 11 film, som bliver set af under 10.000 i biografen. Vi har meget lav indtjening på de smalle film i biografen. Det er en udfordring, at vi har lav indtjening på dvd og de digitale platforme for alle film. Det er vel også en udfordring, den der fornemmelse, man kan have, når man kigger på et års film – sidste år eller året før eller året før igen – at der måske er relativt få film, som rager fuldstændigt op og med det samme er noget, man husker, når man tænker tilbage på det år.
Dansk film får konkurrence fra to steder: Der er konkurrence om de mennesker, der skal lave spillefilm, for det er blevet rigtig attraktivt at arbejde i udlandet. Der er omkring femten danske instruktører og forfattere, der arbejder i udlandet – i USA og England – stort set hele tiden, og det er nogle af dem, som er stærke kræfter, og som ellers ville have lavet film i Danmark. De laver stadig film i Danmark, men markant færre, fordi der bliver arbejdet i USA.
Det andet sted, vi er udfordret, er vedrørende publikum. Det er klart, at streaming – eller det, at man kan se kvalitetsfiktion på tv, når man selv vil – udfordrer dansk spillefilm. Måske udfordrer det dansk spillefilm lidt mere, end det har udfordret spillefilmene andre steder, fordi noget af det, der har været dansk spillefilms styrke de sidste 20 år, har været realistiske dramaer fra hverdagslivet, og det er jo noget af det, som tv-serien faktisk er relativt god til.
Mandagstrænere
Jamen, hvad kan man så gøre ved det? Det skorter jo ikke på forslag – der kommer en del – og jeg vil sige, at der er mange mandagstrænere i dansk film. Dem, der ikke ved, hvad en mandagstræner er, så er det dem, der altid om mandagen ved, hvordan kampen skulle have været spillet om søndagen. Den største mandagstræner af dem alle er Kim Pedersen og Danske Biografer. De turnerer rundt med en historie, der handler om, at Filminstituttet har brugt alle pengene på lavbudgetfilm, så der ikke er råd til de film, som publikum gerne vil se.
Nej, det passer simpelthen ikke. I perioden 2007-2014, altså de to foregående filmforlig, støttede Filminstituttet hvert år 19 spillefilm. I 2015 og 2016 har vi støttet 18 spillefilm om året, og dertil kommer lavbudgetfilm. Det vil sige, at hele det initiativ og hele det arbejde med at støtte og producere lavbudgetfilm ikke er gået ud over antallet af de normale spillefilm. Pengene er kommet, fordi vi ikke længere støtter kort fiktion og novellefilm, og de er kommet ved, at der er et par enkelte børne- og ungdomsfilm, som er blevet til det dobbelte antal lavbudgetfilm.
Men er det så, fordi vi støtter flere smalle konsulentfilm? Nej, heller ikke. For 10 år siden var 2/3 af alle filmene konsulentfilm, og 1/3 var 60/40-film. I dag er det 50 % konsulentfilm, 50 % markedsordning. Er det så, fordi vi har udsultet de brede film? Altså sørget for, at de får en så afsindig lille støtte, at der ikke er nogen, der vil gå ind og se dem? Nej, heller ikke. Da markedsordningen blev grundlagt i 2011, støttede vi i gennemsnit med lidt over 6 mio. kr. I dag støtter vi i gennemsnit med 7,2 mio. kr. Så der er altså bare ikke andet at sige end, at påstanden om, at det er Filminstituttets skyld, at spillefilmen har problemer, og at der ikke er nogen, der vil se den i biografen, ikke passer.
Forklaringen er, at vi har en lille volumen i det her land. 20 spillefilm er ikke meget. Der skal være de rigtige film imellem. Der har i nogle år – i år og sidste år – manglet de 2-3 store, brede dramaer, som typisk er blevet lavet af nogle af de mennesker, der arbejder andre steder nu. Derfor er der også brug for, at vi har lavbudgetfilmene, fordi de kan udvikle nye instruktører, nye forfattere, nye producere og ikke mindst nye selskaber.
Hvem skal bære visionen?
Der har også været talt om, at der skal være en ny vision for dansk film. En vision, der kan sikre dansk film flere penge. Og ja, der er muligvis brug for en ny vision, men hvem er det, der bærer den nye vision?
Visionen fra støttesystemet har jo i årevis været, at vi skal have kunstnerisk kvalitet, og at vi skal have kulturel betydning. Det vil sige, at vi både er forpligtede på filmkunsten og det, at den betyder noget for publikum. Det er jo i virkeligheden det, der i mange år – eller i de sidste 20 år – har været adelsmærket ved dansk film. At fællesmængden mellem det kunstnerisk stærke og det publikumsrettede har været meget stort. Er det visionen for støttesystemet, som skal fornyes? Det er jeg ikke sikker på, men vi er i hvert fald meget villige til at diskutere.
Skal Filminstituttet også have en kreativ vision? En, der handler om filmenes indhold og deres fortælling? Det tror jeg ikke, at Filminstituttet skal. Det er det, som filmskaberne skal. Det er det, som Dogme var, og som alle de former for kreative, radikale ryk, der kommer når man arbejder med kunst og kultur, er udtryk for. Det er filmskaberne, der skal have det. Et støttesystem kan ikke skabe filmene. Det, som et støttesystem kan, hvis det er rigtigt godt, er at det kan lade være med at ødelægge de gode film, som I kommer med. Det synes jeg – ikke overraskende selvfølgelig – at Filminstituttet har været relativt god til ikke at gøre.
Det, som vi vil gøre – og det er jo noget, vi taler meget om i øjeblikket, da der er halvandet år til, at vi skal have et nyt filmforlig – det er, i forhold til de her udfordringer, at sige: "Kære politikere. Det vil være rigtigt fornuftigt at komme med nogle flere penge til det her system, fordi det er et af problemerne, at indtægterne og finansieringen er så pressede, som de er." Men selv hvis der kommer flere penge, skal vi nok i virkeligheden se på, hvordan vi selv kan gøre systemet stærkere.
Lavbudgetfilm på vej
Lavbudgetfilmene, er de svaret på alt? Nej, det er de ikke. Men lavbudgetfilm har den enorme fordel, at man kun kan blive god til at lave spillefilm ved at lave dem, og det får en masse unge talenter muligheden for her. Fem af de instruktører, der blev færdige for to år siden på Filmskolen, er i gang med en spillefilm, og så vidt jeg ved, har flertallet af dem, der bliver færdige i de her uger, allerede ansøgninger om spillefilm på vej, som er lavbudgetspillefilm. Det er faktisk en rigtig fin ting.
Det lykkedes os at støtte – i 2015 og 2016 – 18 lavbudgetfilm, som bringer nye talenter ud til at fylde hullerne efter dem, der forlader os. De skulle selvfølgelig også gerne ses af publikum. Det er stadigvæk for tidligt at sige, hvordan vores track record bliver på det felt, men vi skal da nok indstille os på, at der er nogle af dem, der ikke får et stort publikum. Derfor er det også glædeligt, at nogle enkelte af dem gør. "3 ting" var i torsdags næsten oppe på at være set af 50.000 mennesker i biografen, og det er bestemt tilfredsstillende.
Vi skal også have de her film på festivaler. Det har de ikke været endnu, og hvis det ikke lykkes os at få nogle af lavbudgetfilmene ud på de store festivaler, så er det et kæmpe problem. Det håber jeg, og tror, at vi gør.
Nye veje til støtte
Næste store udfordring er, at vi skal sikre en mekanisme, der kan finansiere højbudgetfilm. Altså noget, der ligger fra 40-50 mio. kr. og opad, og som er rigtigt svært at finansiere med udgangspunkt i Danmark – hvis det altså stadigvæk er på dansk og har et dansk kulturelt udgangspunkt. Det skal vi sikre. Det skal vi ved at etablere en nordisk pulje – som har 22 mio. kr. om året, og som skal gå til en eller to nordiske film om året – som kan gøre, at man indimellem starter med en meget stærkere finansiering, når man kommer ud af de nordiske starthuller. Vi skal også kigge på mulighederne på Filminstituttet for at skabe nogle incitamenter til at udvikle og producere højbudgetfilm.
Vi skal også se på manuskriptstøtten. Vi giver sådan set en fin manuskriptstøtte, men den blegner, når man ser på, hvad der sker på tv, eller hvad der sker i udlandet. Det er vi nødt til at tage alvorligt. Hvis vi skal konkurrere – som spillefilm – med tv og med udlandet, så skal vi nok op og give en større, mere fleksibel og mere fri manuskriptstøtte, end vi gør i dag, og som kan tiltrække både de dygtige folk, der arbejder andre steder, og de tv-forfattere, der måske lige skal skrive en spillefilm mellem to lange tv-serier. TV 2 prøvekører nu et udbud, hvor de giver 750.000 kr. til manuskriptudvikling til nogle enkelte spillefilm, og det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at spænde af. Det kan vi måske alle sammen lære noget af. Eller Filminstituttet kan i hvert fald.
Derudover skal vi selvfølgelig også kigge på nye indtægtsmodeller. Der skal nye indtægter til dansk film, og jeg tror, at vi skal gå til det med et meget klart dogme, der hedder: "Der er ingen formler. Der er ingen plejer. Der er ingen uniform tankegang." Alt skal i virkeligheden være fleksibelt og skræddersyet til udvikling, støtte, produktion og distribution, så vi kan sikre en så effektiv udnyttelse på de digitale platforme som overhovedet muligt. Det gælder både dér, hvor vi skal have skabt et bæredygtigt transaktionsvindue, og dér, hvor vi skal sørge for, at indtægterne for abonnementsplatformene bliver så store som overhovedet muligt.
Hvad er en spillefilm?
Det er rammerne. De skal udfyldes. Den kreative udfordring med at gøre det – lave filmene – det er jeres ansvar som filmskabere. Vi bliver nødt til at tale om, hvad en spillefilm er. Hvad er det, der er så skarpt, så unikt og så uomgængeligt ved en spillefilm, som gør, at man vil se den i biografen? Hvad er det for en historie, der skal være i spillefilmen, som tv-skærmen ikke kan fortælle?
Ser vi tilbage på bare de sidste par måneder, synes jeg, at både "Du forsvinder" og "Underverden" meget klart demonstrerer, at der var to film, der havde det. Når vi ser frem mod det næste år, vil jeg sige, at Mikkel Serups "Den bedste mand", Henrik Ruben Genz' "Gud taler ud", Erik Clausens "Aldrig mere i morgen" og Ole Bornedals "Så længe jeg lever" også er film, som jeg tror, har det.
Sidste mandag støttede vi 6 spillefilm med et samlet publikumspotentiale på 1,6 mio. billetter. Jeg tror, at vi godt kan se frem til, at markedsandelen i 2018 vil blive højere, end den var i 2016, og nok også højere, end den bliver i år.
Så er der måske også det, at publikum er ved at være lidt mættede af at se tv-serier. Lange, lange tv-serier uden slutning. Det er helt tydeligt, at der er efterspørgsel efter afsluttede historier i mini-serierne, og jeg finder også meget glæde ved at se, at de to film, der totalt over-performede på det amerikanske biografmarked sidste år, var "Manchester By the Sea" og "Moonlight". Så måske er der noget. Måske er spillefilmen ved at få vind i sejlene. Denne lille positive slutning skal dog ikke fjerne vores blik fra udfordringerne.