Glasskår, grene og møbelrester ligger på gulvet, malingen på væggene er afskallet, og papir blafrer i vinden gennem de gitterklædte vinduer med smadrede ruder. Der er intet liv at spore i den forladte bygning, bortset fra fuglene udenfor, der pipper lystigt, som om de ikke forstår alvoren i situationen. Vi befinder os i et tidligere center for kønssygdomme i Sydkorea. Her blev koreanske sexarbejdere, der arbejdede omkring de amerikanske militærbaser i 1970'erne, tvangsisoleret og -medicineret for at forhindre spredning af kønssygdomme blandt de amerikanske soldater. Hvis kvinderne i forbindelse med rutinecheck ikke kunne bevise, at de var fri for smitte, blev de anbragt i centre som disse mod deres vilje.
Filmskaber og billedkunstner Jane Jin Kaisen dokumenterer med videoinstallationsværket 'Strange Meetings' bygningens tidligere funktion og nuværende stand med videoer og dokumenter. Med optagelserne fra det forfaldne center ønsker hun at vise "umuligheden i at trække klare grænser" og isolere sygdommene, fortæller hun.
"Stedet er over tid blevet et vidnesbyrd om, hvor indfiltret relationen mellem Sydkorea og USA er, og hvordan militær tilstedeværelse i et område aldrig lader sig isolere bag et pigtrådshegn, men har store menneskelige konsekvenser for det omkringliggende samfund," siger Kaisen.
Ulige magtrelation
Jane Jin Kaisen har beskæftiget sig med emnet siden 2008, hvor hun researchede til filmen 'The Woman, The Orphan, and the Tiger' (2010) om USA's militære tilstedeværelse i Sydkorea og militærprostitution. Siden har hun været i kontakt med en NGO, der arbejder for sexarbejdernes rettigheder.
I 2017 fik 57 kvinder, der sagsøgte regeringen for at have spærret dem inde, rettens ord for, at den sydkoreanske regering havde udsat dem for en ulovlig behandling. De har appelleret dommen for at få en officiel undskyldning og en større erstatning.
Strange Meetings
En film, der vidner om umuligheden i at opretholde klare grænser ved at efterspore de tætte relationer mellem USA og Sydkorea i forsøget på at hindre spredningen af STD (seksuelt overførte sygdomme) blandt amerikanske soldater, der var udstationeret i Sydkorea i 1970'erne. Værket dokumenterer en tidligere STD-facilitet, som tjente til at isolere de kroppe, der formodedes at være urene, af de, der blev anset som rene. Som vært for en række sære møder vidner stedet imidlertid i dag om de sammenviklede relationer, der lå til grund for dets etablering.
De færreste kender til sagen, som er blevet sparsomt omtalt i den internationale presse.
"Den sydkoreanske og den amerikanske regering har haft en interesse i ikke at gøre indrømmelser, fordi det kunne skade deres militærrelationer og betyde, at de burde kompensere de involverede," fortæller Kaisen.
"Det er en meget mørk historie om, hvordan en del af befolkningen er blevet frihedsberøvet mod deres vilje som et led i geopolitiske forhandlinger. Denne gruppe er i forvejen yderst marginaliserede i samfundet, og det er en anden årsag til, at der indtil for nyligt ikke har været så meget fokus på historien."
Et systematisk problem
USA har haft militærbaser i Sydkorea siden Koreakrigen, og i dag er der stadig omkring 28.000 amerikanske soldater permanent stationeret i landet. Det er essentielt at trække historien fra dengang frem i lyset, mener Kaisen, fordi den er ligeså relevant i dag som for 40-50 år siden.
"Militærprostitution og seksuel vold mod kvinder nær militærbaser er et udbredt problem mange steder i verden. Det er et systematisk problem, der ikke kan isoleres til en bestemt tidsperiode eller lokalitet," siger hun.
"Kvinderne, der arbejdede omkring baserne i Sydkorea, er i dag aldrende, og de fleste lever i fattigdom med fysiske men fra at have tjent det amerikanske militær. Derfor er det også vigtigt at fokusere på, hvad de gennemgik i fortiden, så de kan blive kompenseret for deres frihedsberøvelse og overtrædelserne af deres menneskerettigheder og dermed modtage den lægehjælp, som mange har brug for."
"Desuden er det vigtigt, at deres situation bliver anerkendt, så vi begynder at se militærprostitution som et strukturelt problem. Der er stadig er en tendens til, at deres situation opfattes som selvforskyldt."
Kollision mellem to virkeligheder
I filmen ser vi et ejendommeligt sammenstød mellem den forladte bygning og en performance, der finder sted lige bagved, og hvor farverigt udklædte og ansigtsmalede mennesker danser og spiller musik. Performancen foregik hver weekend i den sommer, Kaisen filmede i området.
De optrædende fortalte hende, at distriktets myndigheder havde bedt dem flytte sig fra vejen og tættere på bygningen, så de ældre dansende mennesker ikke skulle skræmme de turister væk, som besøgte et nærliggende bjerg.
"Det var en sær kollision mellem forskellige virkeligheder og tider. Den fremkaldte en masse følelser, som også præger bygningens historie. Alt det har at gøre med, at der ikke er klare grænser, og at man mangler ord og afklaring på den vold, der er foregået. Så selvom performancen af udenforstående kunne tolkes som en underkendelse af historien, føltes den på grund af dens karakter i lige så høj grad som en form for eksorcisme, hvorigennem den vold, der har fundet sted, om ikke heles, så dog bliver forhandlet."