Den danske filmbranche har en generel overvægt af mænd, ligesom mænd udgør hovedparten af ansøgere og modtagere af filmstøtte fra Det Danske Filminstitut. Det viser en ny undersøgelse fra DFI, "Undersøgelse af kønsfordelingen i dansk film".
"Datagrundlaget taler sit tydelige sprog: Dansk film er på store områder kendetegnet af en skæv kønsfordeling. Man kan med god grund bekymre sig over, om det har den konsekvens, at vi ikke fuldt ud opnår den kvalitet, som vi ellers kunne. Dansk film er med til at skabe fælles referencer, give udsyn og knytte os sammen som mennesker gennem stærke fortællinger. Det er ikke nok, at støttesystemet i lige høj grad tilgodeser mænd og kvinder, vi har brug for flest mulige kvalificerede ansøgninger," siger administrerende direktør i Det Danske Filminstitut Henrik Bo Nielsen.
6 procent kvindelige lysmestre
Overvægten af mænd i filmbranchen gælder særligt inden for produktion og efterarbejde, som udgør hovedparten af filmbranchens arbejdsstyrke. Der er stort udsving i kønsfordelingen inden for de enkelte faggrupper. Kvinder udgør 100 procent inden for continuity, kostume og sminke og 85 procent inden for casting. I den modsatte ende finder vi lys, tonemester og fotograf, der besættes med hele 90 procent mænd eller mere. Fordelingen blandt instruktører er 66/34 i mændenes favør.
Flere kvindelige beslutningstagere, flere mandlige modtagere
Ser man på kønsfordelingen inden for Filminstituttets støttesystem, er der en overvægt af kvindelige støtteindstillere på 69 procent og en generel overvægt af beslutningstagere på 71 procent. Til gengæld består direktionen udelukkende af mænd.
Overvægten af kvindelige konsulenter giver dog ikke udslag i kønsfordelingen blandt støttemodtagerne. Flere mænd modtager støtte, ligesom de gennemsnitligt modtager mere i støtte i kroner og ører. Det er særligt udtalt ved produktionsstøtte til spillefilm. Her modtager ansøgere med mandlige instruktører og manuskriptforfattere tilknyttet 30 procent mere i støtte. Billedet er dog anderledes, når man ser på producerens køn: Projekter med en kvindelig producer opnår til gengæld højere støttebeløb, end når en mandlig producer er tilknyttet. Den kvindelige overvægt er endnu mere markant inden for dokumentarfilm. Her er produktionsstøttebeløbet 9 procent højere både ved projekter med en kvindelig producer og projekter med en kvindelig instruktør.
Mænd uddannes til fiktion, kvinder til dokumentar
På filmuddannelser er kønsfordelingen nogenlunde ligelig, med en lille mandlig overvægt. Der er dog store udsving linjerne imellem, bl.a. mellem fiktion og dokumentar. På Den Danske Filmskole finder vi, at 71 procent af fiktionsinstruktørdimittenderne er mænd, mens kvinder udgør 63 procent af dokumentarinstruktørdimittenderne.
I fællesskab identificere barrierer
"Vi skal ikke drage forhastede konklusioner på baggrund af rapporten, men jeg glæder mig til at botanisere i, hvorfor mandlige instruktører i gennemsnit får mere spillefilmstøtte end kvinder, og hvorfor de kvindelige producenter tilsyneladende er dygtigere til at opnå støtte til deres projekter end mænd. Vi skal fortsat arbejde i et sagligt spor, hvor vi sammen med branchens aktører identificerer barrierer og får konkrete initiativer på bordet – og derefter ud i branchens mange grene. På Filminstituttet går vi med stor glæde og optimisme ind i dette arbejde, indtil vi kan se forbedringer på området, så vi i dansk film drager nytte af det samlede potentiale i branchen på alle fronter," siger Henrik Bo Nielsen.
Læs hele undersøgelsen, der også omfatter kønsfordelingen blandt de støttede films skuespillere og medvirkende samt publikum, i rapporten "Undersøgelse af kønsfordelingen i dansk film".
Undersøgelsen præsenteres onsdag den 1. juni kl. 15-17 i Cinemateket, og der er fri adgang for pressen.