Jesper Asholt

Skuespiller. Født 11/6 1960.

Uddannet på Skuespillerskolen på Aarhus Teater 1991.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Jesper Asholt er blevet et stort navn i små roller. Dem har han haft over en snes af på 5-6 år, og de har vist ham som en forvandlingskunstner af de sjældne og en specialist i at fremstille, hvad man ofte har kaldt 'den lille mand' - hverdagsdanskeren, vi alle mener at kende og som falder i ét med tapetet.

Men det er påfaldende, at Asholt - de par gange han har fået større roller - har været en bærende, livgivende kraft i filmen. Den retarderede Rud i "Mifunes sidste sang" (1999) og den troskyldige Troels i novellefilmen "Omveje" (1995) har naiviteten og barnligheden til fælles, men også den vitalitet, der kommer af en uforbeholden totalinvolvering i nuet.

Skulle man give en skuespiller farve efter udseendet, ville nogen nok kalde Asholt kommunefarvet. Men hans indre livskraft kan kaste forløsende regnbueskær over hans scener og give dem både humoristisk gratie og følelsesintensitet.

Gennembruddet kom i 1995 i Henrik Ruben Genz' perle "Omveje", lavet som afgangsfilm på Filmskolen.

Her er Asholt den decideret usmarte jyde på Københavnsbesøg for - som glødende fan - at følge Hernings ishockey-hold. I starten lidt af en irriterende igle, der klæber sig til sin gamle ven Bjarne (Henrik Lykkegaard), men ved nærmere bekendtskab livsbekræftende som uforstilt ildsjæl.

Den samme renfærdighed lyser ud af den mentalt handicappede Rud, broderen fra Lolland, der i "Mifunes sidste sang" er ved at forsumpe på den forfaldne fædrene gård. Han reagerer med barnets hudløse ærlighed og sans for livsmysteriet, men er måske ikke altid så enfoldig, som han lader. Det er ikke mindst Asholts humor, der holder figuren fri af forloren tosse-poesi.

Fra starten så instruktøren Lotte Svendsen straks Asholts muligheder, og i Svendsens og Anders Thomas Jensens tegneserie-karikerede novellefilms-satire "Café Hector" (1996) er han tragi-komisk harmfuld i hovedrollen som den usmarte outsider, der med et gevær tyranniserer en gruppe selvglade cafégæster til bl. a. at drikke rød Tuborg.

Det var tilsyneladende type-casting, så det battede, men han er lige så overbevisende som den ganske toughe småforbryder Lille John i Jonas Elmers "Let's get lost" (1997): anti-klichéagtigt sympatisk som fængselsbetjent i Svendsens novellefilmgennembrud "Royal Blues" (1997); sød og gemytlig som Peter Myginds ven i "Baby Doom" (1998); atter charmerende hverdagslig side-kick for hovedpersonen i Svendsens spillefilmsdebut "Bornholms stemme" (1999); retlinet og blidt humoristisk advokat i afsnit 49 af tv-serien "Taxa" (1997-99); ubåds-skurk i "Dykkerne" (2000); tyrannisk småborger-far i "Blinkende lygter" (2000); og foretagsom forvalter i julekalender-serien "Jul på Kronborg" (2000).

Og han skaber en forrygende grotesk djævleskikkelse som selvhævdende og coke-sniffende reklamechef i Jonas Elmers "Monas verden" (2001), samt en sød familiefar på uskyldige afveje i filmskolefilmen "Når lysterne tændes" (2001). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]