Denne nyhed er skrevet efter indtagelse af Brain Drink: En særlig the, som foruden en slankende effekt også blødgør huden og stimulerer hjernen. Den smager af alger og er baseret på Dr. NakaMats' årelange studier af sit eget velbefindende efter indtagelse af forskellige fødevarer. Således udgør den samtidig én af japanerens i alt 3.357 opfindelser, hvoriblandt også floppy disken, cd'en, digitaluret, karaoke og taxametret skulle være at finde.
"Opfindelsen af Dr. NakaMats"
At København for en kort bemærkning har besøg af Dr. NakaMats skyldes den nye danske dokumentarfilm, "Opfindelsen af Dr. NakaMats", hvor instruktør Kaspar Astrup Schröder følger den nu 81-årige japaner i sin jagt på evig ungdom og nye patenter.
Filmen deltager i konkurrencen "DANISH:DOX AWARD" på CPH:DOX og vises i Cinemateket torsdag den 12. november kl. 22:30. Læs mere og bestil billetter.
Og der venter excentrisk verdensmand for alle pengene.
I audiens hos Dr. NakaMats
Efter i én elegant bevægelse at have afleveret et fast håndtryk, et diskret japansk buk og et guldrandet visitkort til FILMupdates udsendte, slås en kort samtale an om filmmediet, der på ingen måde er Dr. NakaMats ukendt. Som 29-årig opfandt han "NakamaScope" - hvad vi senere har kendt som CinemaScope – stiftede efterfølgende sit eget filmselskab, og arbejder i dag intenst med nye digitale fremvisningssystemer.
Interessen for filmmediet har dog aldrig afskåret ham fra som opfinder, at omfavne, og gøre væsentlige opdagelser på, andre videnskabelige territorier, hvor ikke mindst ernæringsområdet har nydt opmærksomhed. Dr. NakaMats har fotograferet og analyseret ethvert måltid, han har indtaget i de seneste 38 år, hvilket i 2005 indbragte ham en "Ig Nobel pris" i ernæring – en bedrift så anseelig, at den nu indtager en prominent plads på opfinderens visitkort (se billede nedenfor). Bl.a. via selvanalyse og et søvnforbrug på maksimalt fire timer i døgnet forventer Dr. NakaMats at blive mindst 144 år (12x12 japanske århundreder) gammel.
Dr. NakaMats' visitkort
Herpå slutter samtalen med Dr. NakaMats, som forklarer, at han med det samme skal tilbage til Japan:
"I must leave today. The Japanese government wants me back to lecture"
Heller ikke dér bliver NakaMats dog længe, idet han ledsager filmen til International Documentary Film Festival Amsterdam (IDFA) senere på måneden, 19.-29. november.
Trailer: "Opfindelsen af Dr. NakaMats"
Foruden traileren nedenfor foreligger der et klip fra filmen, som illustrerer, hvordan Dr. NakaMats får sine geniale idéer ved under dykning at afskære sin hjerne fra ilt, imens han flittigt noterer på en særlig undervands-notesblok.
"Opfindelsen af Dr. NakaMats" er produceret af Plus Pictures med støtte fra Det Danske Filminstitut / New Danish Screen.