At se filminstruktør Uffe Truust debutdokumentar "Stages" om det danske rockband Dúné føles lidt som at få fingrene i syv teenageres dagbøger og bladre sig igennem kærestesorgerne, branderterne, drømmene, skuffelserne, hjemveen og de knuste hjerter. Vi kigger med, når Mathias filmer sit grædende spejlbillede, mens kæresten holder i hånd med en anden til klassefesten inde ved siden af. Når mindet om faderens selvmordsforsøg bliver for meget for Ole. Når Cille og Danny beslutter sig for bare at være venner.
Men det er selvsagt ikke syv helt almindelige unges liv, "Stages" følger. Nok er der studenterfester, flyttekasser og spirende forelskelser som hos de fleste andre 18-20-årige. Men for de syv venner fra Skive, som til sammen udgør Dúné, byder årene mellem teenager og voksen også på pladeindspilning, fyldte koncertsale og skrigende japanske tøser ved tourbussen.
Dúné har på rekordtid spillet sig ind på ikke bare den danske, men også den internationale rockhimmel. Septetten blev dannet, da medlemmerne var blot 13 år gamle, og kom hurtigt i musikbranchens søgelys. Nu, to plader, en P3 Guld-pris og et hav af koncerter senere, er de år, der forvandlede de syv fra teenagere til rockstjerner, blevet til en film.
Coming of age
Uffe Truust fulgte Dúné i over to år. Det kom der 700 timers optagelser ud af. På forhånd vidste han, at han ville lave en coming-of-age-historie, der fulgte bandmedlemmerne fra de var 18, til de var 20 år. Men samtidig var han bevidst om, at filmen skulle have lov til at udvikle sig frit.
"Det er ligesom at sejle et skib herfra og til den anden side af Atlanterhavet. Man ved godt, hvor man skal hen, men man er nødt til at følge den vind og de strømninger, der møder en på vejen. Så kan det godt være, at man er nødt til at stoppe ved nogle tropeøer på vejen, fordi der sker noget uventet. Men jeg tror, at jeg lod mit skib sejle derhen, hvor det ville sejle. Det var en del af konceptet," fortæller han, da FILMupdate fanger ham på telefonen fra Berlin, mens han laver dagen-derpå-morgenmad og plejer hovedet efter gårsdagens MTV-fest, hvor Dúné optrådte.
En af de ting, der overraskede Uffe Truust, var, hvor meget optagelserne egentlig kom til at fylde i hans eget liv. Det sidste halvandet år bestod hans tilværelse nærmest udelukkende af at rejse rundt med Dúné, og han blev efterhånden venner med de unge stjernefrø.
"Men jeg var aldrig bange for, at jeg ville miste min objektivitet. Jeg var ret bevidst om ikke at lade mine følelser mudre historien, selvom jeg jo holder vildt meget af dem."
Overgivelse
Efterhånden som kameraet blev en fast bestanddel af livet for Dúné, blev det også en slags skriftestol, hver gang de unge musikere havde noget på hjerte. Brudte forhold, jalousi og venskaber, der kom på prøve, blev alt sammen filmet af Uffe Truust og hans makker Jonas Koop. Men bandet havde aldrig nogle indvendinger mod at få deres privatliv blæst op på biograflærredet.
"På forhånd og undervejs brugte jeg lang tid på at forklare dem, at de måtte overgive sig til projektet. Hvis man formår at vise sit sande jeg, vil folk kunne kende sig selv i en og derfor også forstå en og holde af en. Det kunne de godt se sandheden i," siger Uffe Truust og tilføjer:
"Man kunne selvfølgelig godt tale om det, hvis man fortrød noget, man havde sagt til kameraet aftenen inden. Men udgangspunktet var, at man fra starten sagde ja til alt.
Da de 700 timers film var blevet til en 90 minutters dokumentar, inviterede Uffe Truust Dúné med op til en ødegård i Sverige. Her så hovedpersonerne som de første resultatet af optagelserne. "Der var helt stille, da den var færdig. Fuldstændig stille. Der var masser af følelser i luften den dag. Masser af tårer, masser af ’Årh, hvor vildt! Det vidste jeg ikke!’."
Men trods de store følelser var bandet mere end tilfredse med resultatet. "Og de var jo mit vigtigste publikum. Hvis de kunne lide filmen, var den en succes. Hvis de ikke kunne lide den, var den en fiasko."
Drømmen
For Uffe Truust repræsenterer Dúné indbegrebet af troen på drømmen. Derfor var de et interessant emne til hans instruktørdebut. "De er et eksempel på den der arketypiske drøm om, at man kan opnå det, man visualiserer indeni. De har ikke lukket af endnu. De er ikke blevet nøgterne og Jantelovs-agtige overfor sig selv, og det er interessant for mig."
Selvom Uffe Truust med sine nogle-og-30 år ("man spørger ikke en mand om hans alder," griner han, da snakken falder på årstallet på dåbsattesten) for længst har krydset grænsen mellem barn og voksen, kan han som debuterende instruktør sagtens relatere til at være ung og up-coming.
"Jeg kunne genkende min drøm i deres, og i virkeligheden føler jeg mig nok mere lig dem end med mange på min egen alder, der mener, at nu skal man etablere sig og holde sig til den plads, man har fået. Jeg er ikke så god til at tage til takke. Til ikke at turde tro på drømmene."
