Instruktør udfordrer filmmediet med færøsk musiker

CROSSMEDIA. Den nyudklækkede filminstruktør Kristian Sønderby er på vej med en interaktiv musikdokumentar om sangskriveren Teitur. Instruktøren vil involvere publikum og slås med sit medie. FILMupdate har mødt manden, der skriver sin fagprofil i prosaform.

En personlig skriftlig profil på internettet lægger op til nogle klare, konkrete linjer om, hvem man er, hvor man kommer fra, og hvad man brænder for. Kristian Sønderby skrev sin profil som prosa, da han i 2009 begyndte på den alternative filmskole Super16:

Som menneske ser jeg det som min opgave at udfordre grænserne i det medie, jeg arbejder med

"... Fra den vestjyske hede ad tumultiske omveje fremnået til det der længe lå og ulmede. Gnisten i øjet. På vej tilbage. Til det der var det der var. Ham. Siden dengang i Ulstrup, hvor læren i dansk var en stjerne på himlen og poesi blev ud og op levet ... "

Der er langt til LinkedIn. Publikum skal give lige så meget, som han giver af sig selv, mener han. Passionen skal være gensidig.

"Hvad siger det om mig, at jeg i 1998 lavede dét her og dét her? Måske siger det mere om mig, når jeg præsenterer mig selv i min egen form. Der kommer mere information igennem, tror jeg. Det er en måde at lokke folk ind til en anden form for samtale, så de også investerer noget," siger Kristian Sønderby. Og det samme gælder hans tilgang til filmmediet.

"Jeg synes, det er spændende, når fortællerammen bliver udfordret. Når skuespillerne pludselig taler til kameraet i Spike Jonzes 'Being John Malkovich', udfordres publikums forståelse af fortælleformen. Hvor går grænsen for den her fortælling? Som menneske ser jeg det som min opgave at udfordre grænserne i det medie, jeg arbejder med."

Vil slås med sit medie

Kristian Sønderby blev uddannet fra Super16 i 2012. Hans interesse for film ligger i mediets kompleksitet og mulighederne for at søge nye, alternative veje derigennem.

"Jeg bliver nødt til at lære mig selv og mit medie at kende. Hvis jeg ikke gør det, ender jeg med at sidde i sofaen og spise popcorn. Jeg synes, filmmediet kan sindssygt meget, men jeg synes også, at man skal turde slås med det."

Og den tanke lever videre i Kristian Sønderbys kommende musikdokumentar 'Story Music', der følger sangskriveren Teitur.

I 2013 fulgte Kristian Sønderby og hans filmhold i hælene på den færøske sangskriver, da han vendte hjem til de grønklædte klippeøer i Nordatlanten for at indspille sit nye album, der også bærer titlen 'Story Music', i en nedlagt isfabrik.

STORY-MUSIC-stillbillede-1
Stillbillede fra Kristian Sønderbys interaktive musikdokumentar 'Story Music'.

Interaktiv fortælling

Forskellen fra 'Story Music' og de fleste andre musikdokumentarer er, at publikum her aktivt skal vælge vejene gennem filmen. Planen er, at den skal søsættes på internettet. Her skal man som seer intuitivt vælge vej gennem filmen. På den måde skaber man med sit eget engagement sin egen film.

Og frem for at skabe lineære handlingsforløb, fokuserer dokumentaren på enkle handlinger og stemninger: Teitur, der rister kaffe, Teitur, der fisker, snefnuggene uden for vinduerne og det rislende vand, der strømmer ned over de færøske klipper. Alt sammen tilsat interviews og musikken fra albummet.

"Jeg tror, der er en naturlighed i, at vi søger nye veje at fortælle historier i. Og både Teitur og jeg havde en grundpræmis for filmen om, at vi ville have publikum til at involvere sig i filmen, gøre det interaktivt, for at give den størst mulige oplevelse og komme et niveau dybere."

Kristian Sønderby indrømmer, at alternative filmprojekter og personlige fagprofiler, der kræver mere end almindeligt engagement fra publikum, risikerer at falde ned mellem to stole.

"Jeg er da selvfølgelig pissebange for, at folk ikke vil forstå filmen og hele idéen med den. Men som min gode mentor på Super16 sagde til mig: optimalt set vil halvdelen af dit publikum hade din film, halvdelen vil elske den. Men selvom der kan skabes tusind forskellige variationer af filmen, er konceptet ret enkelt. Den har et stort potentiale, og selvom projektet skræmmer mig, tror jeg et hundrede procent på det."

Kristian Sønderby tror desuden, at filmen på sigt vil blive set igen og igen, da der er lagt op til en fortælling, der kan gå i et utal af retninger. Filmen vil dog også kunne ses uden aktiv deltagelse i filmens forløb.

Trailer - Story Music

'Story Music' havde work in progress-premiere på Musikfilm Festivalen i Cinemateket i den 1. marts og forventes at få endelig premiere efter sommeren.

Projektet er produceret af Makropol og støttet af New Danish Screen.