Kan man betragte dokumentarfilmen "Armadillo" som et stykke grundforskning i soldaterkultur, maskulinitet og krig? Det mener instruktøren Janus Metz, der sammen med en række andre danske filmfolk og forskere har deltaget i en workshop, hvis formål var at undersøge potentialet i at styrke samarbejdet mellem dem: Hvad er forskningsformidling, og hvordan tænker og arbejder forskere og filminstruktører? Workshoppen er en del af et større initiativ, hvis langsigtede mål er at støtte det kreative og økonomiske samarbejde mellem dokumentarfilm og videnskab (se video nedenfor).
Solide netværk
Flere og flere forskere henvender sig til Det Danske Filminstitut med et ønske om at samarbejde med dokumentarister. Samtidig er der en stigende interesse blandt instruktører og producere for videnskabelige emner. Ane Mandrup, udviklingschef ved Det Danske Filminstitut, fortæller om baggrunden for initiativet:
"Der er stor interesse fra flere sider for at undersøge, hvordan vi kan kombinere forskningsverdenens ønske om bredere formidling med dokumentarfilmbranchens erfaringer, kompetencer og interesse for videnskab."
Derfor inviterede Filminstituttet i samarbejde med Creative Europe Desk Danmark til først et seminar og senere en workshop. Ane Mandrup uddyber: "Vi ønskede at øge den gensidige viden om arbejdsområder og metoder samt skabe varige netværk. Og vi kan allerede se, at vi er nået rigtig langt."
Helt konkret betyder det, at flere forskere og dokumentarister nu er gået sammen om at udveksle ideer for sammen at forske og formidle deres resultater på film.
Formidling og penge på spil
Initiativet afspejler og imødekommer de gensidige interesser, der er på spil. Forskere og dokumentarister kan lade sig inspirere af hinandens metoder. Dokumentarfilm kan bidrage til, at forskerne og deres projekter møder et større publikum. Og fra forskningens verden kan dokumentarister få adgang til nye midler og muligheder for finansiering, for eksempel via forsknings- og innovationsprogrammet Horizon 2020, der er Europa-Kommissionens største forskningspulje nogensinde.
"For at et forskningsprojekt kan blive til en dokumentarfilm, kræver det langsigtede samarbejdsstrategier. Det er ikke nok, at dokumentaristen og forskeren kobles sammen, når forskningsresultatet foreligger og skal formidles, eller når dokumentaristen står med en færdigudviklet film, der mangler topfinansiering," forklarer Ane Mandrup.
"Det tager tid at udvikle både film og forskning, og det samme gælder samarbejdsrelationer. Samarbejdet starter derfor ideelt, inden filmen og forskningsprojektet finansieres."
Eksempler på film
Et eksempel på en videnskabeligt forankret dokumentarfilm er "Genetic Me", instrueret af Pernille Rose Grønkjær. I filmen søger videnskabsjournalist og neurobiolog Lone Frank svar på, hvorfor hun er blevet, som hun er: Er hendes liv bestemt af genetik, og kan hun forstå sig selv bedre, hvis hun får kortlagt sin genetik? "Genetic Me" trækker på Lone Franks videnskabelige baggrund og gør kompleks viden tilgængelig. Hun og Pernille Rose Grønkjær er nu gået sammen om et nyt projekt.
Et andet aktuelt eksempel på en film, der tager udgangspunkt i videnskaben, er "Naturens Uorden", hvor instruktør Christian Sønderby Jepsen sammen med Kristian Moltke Martiny, ph.d. i filosofi og neurovidenskab, undersøger, hvad det vil sige at leve med en spastisk lammelse.
Sammen med komiker, journalist og spastiker Jacob Nossell satte de forestillingen "Human Afvikling" op på Det Kongelige Teater i september for at undersøge den sociale opfattelse af personer med hjerneskade. Forestillingen bliver en del af selve filmen, og dermed placerer "Naturens Uorden" sig i krydsfeltet mellem forskning, dokumentarfilm og teaterforestilling. Filmen forventes at få premiere i midten af 2015.
Mellem to stole finansieringsmæssigt
Kristian Moltke Martiny deltog sammen med ph.d.-studerende Alfred Birkegaard Hansted og producer Signe Byrge Sørensen i arbejdsgruppen bag workshoppen. På baggrund af de frugtbare oplæg og diskussioner optog Moltke Martiny og Birkegaard Hansted en video med flere af de involverede forskere og dokumentarister.
Heri understregede instruktør Phie Ambo, at hun skaber historier i et videnskabeligt univers: "Jeg arbejder på en måde, der er meget tættere på en forsker end for eksempel en instruktør, der laver film til tv." Den metode har resulteret i en række anerkendte film, men det har heller ikke været uproblematisk, fortæller hun. "Man sidder ofte mellem to stole finansieringsmæssigt."
Phie Ambo arbejder sammen med Birger Lindberg Møller, professor i plantebiokemi ved Københavns Universitet, på en dokumentar om fremtidens grønne miljøteknologier med særligt fokus på syntesebiologi og forskning i grøn produktion af fødevareingredienser. De to har påbegyndt samarbejdet efter Filminstituttets workshop i foråret, og flere samarbejder er på vej.
Dette er en redigeret udgave af en længere film.
De involverede forskere:
Andreas Roepstorff, Mette Steenberg, Kristian Tylen, Birger Lindberg Møller, Johan Andersen-Ranberg, Nanna Heinz, Tomas Laursen, David Budtz Pedersen, Lasse Johansson, Hanne Leth Andersen, Garbi Schmidt, Jonas Larsen, Søren Riis, Leif Katsuo Oxenløwe, Michael Galili, Steen Rasmussen, Kristina Korsholm, Sune Lehmann, Anders Blok, Thomas Tufte, Nobert Wildermuth, Jonas Agerbæk Jeppsen, Jørgen Hoppe og Sine Plambech.
De involverede instruktører og producere:
Andreas Koefoed, Andreas Møl Dalsgaard, Anna J. Ljungmark, Anne Regitze Wivel, Camilla Nielsson, Christian Sønderby Jepsen, Dola Bonfils, Eskild Hardt, Gitte Randløv, Jacob Bendtsen, Janus Metz, Joshua Oppenheimer, Kenneth Sorento, Lars Becker-Larsen, Lise Lense-Møller, Monica Hellström, Ole Tornbjerg, Pernille Rose Grønkjær, Phie Ambo og Suvi Andrea Helminen.
