For radioværten Obaidah Zytoon og hendes venner i Damaskus' kunstnermiljø starter den syriske opstand med eufori og drømme om et demokratisk Syrien – også selv om de ved, at vejen bliver lang og hård. Men snart udvikler kampen sig til kaos, tragedie og desillusion. Flere af hendes venner bliver arresteret og slået ihjel, og efter tre år på farten med sit evigt registrerende kamera flygter Zytoon til Tyrkiet med 300 timers optagelser som sin dyrebareste last.
Det omfattende materiale, der følger hendes rejse fra de tidlige demonstrationer i Zabadani gennem rebelbyen Homs til det nordlige Syrien præget af ekstremisme, har hun i samarbejde med den danske instruktør Andreas Dalsgaard og klipper Adam Nielsen omdannet til filmen "The War Show".
En kompleks konflikt
"Obaidah var psykisk ramt af sine oplevelser, og samtidig lå det hende meget på sinde, at det her skulle fortælles på en måde, som skulle være respektfuld over for, hvordan hun og hendes venner så krigen," fortæller Andreas Dalsgaard om mødet med Zytoon. Det var vigtigt for dem begge at holde fast i virkeligheden og nuancerne frem for at lade sig forføre at "den gode historie".
"Som dokumentarist og journalist har vi på rygraden en idé om, hvilke vinkler, billeder og dramatiske øjeblikke vi skal kommunikere videre. Hvis vi for eksempel tager den scene fra filmen, hvor der bliver skudt i gaderne, vil man typisk dramatisere det som en krigsscene, hvor rebellerne sætter livet på spil. Men så fortæller Obaidah, at der er tale om nogle rebeller, der i høj grad agerer for kameraets skyld. Og pludselig oplever man situationen i en anden kontekst og med nye nuancer," fortæller Dalsgaard.
Jo længere man dykker ned i nuancerne, des mere kompleks fremstår konflikten, erfarede han under arbejdet med filmen. Krigen handler ikke bare om "de gode mod de onde", men er præget af komplicerede grupperinger af forskellige oprørsgrupper, der hver har deres dagsorden, og som Assad-regimet er dygtigt til at spille ud mod hinanden. Hvad der starter som politiske mål, bliver for mange erstattet af en kamp om våben, økonomi og overlevelse.
Den kaotiske stemning illustreres blandt andet i en scene fra byen Kafranbel, hvor ISIS' sorte flag er hejst, og der er demonstration i gaden. En dreng holder et flag op med budskabet "Vi vil have et sekulært styre", mens han samtidig råber på et islamisk styre. "Hvad er det egentlig, du vil have?" spørger hans sidemand, hvortil drengen svarer, at han blev forvirret, og han egentlig bare gerne ville være foran kameraet.
"Filmen viser, hvor forvirrende det hele er i den ekstreme situation, der er skabt af Assad-regimets voldsomme brutalitet. Det enkelte menneskes reaktion er udtrykt i drengen, der er grundforvirret og funderer over, hvem han skal alliere sig med nu – i forhold til at klare sig i næste uge."
Pludselig kunne de trække vejret
I 2011 er Obaidah Zytoon en populær radiovært på en uafhængig radiostation i Damaskus og del af et kunstner- og bohememiljø, som traditionelt er stærkt i den syriske hovedstad. Hun bruger sin platform til at inspirere lytterne til at tænke anderledes og lytte til anderledes musik, dygtigt balancerende på grænsen for, hvad hun kan tillade sig over for regimet. Hun er ikke blandt de allerførste til at demonstrere, men da hun først kaster sig over demonstrationerne i hjembyen Zabadani, er det med fuld kraft. Hun filmer på livet løs, fordi hun føler, at begivenhederne er vigtige at fange, og træner også andre til at bruge kameraet.
Da konflikten eskalerer, tvinger radiostationen hende til at vælge mellem at demonstrere eller beholde sit job. Hun siger op. Sammen med en stor gruppe unge lever hun et undergrundsliv, først i Damaskus, siden i hele landet, hvor de bor i hinandens lejligheder og konstant skifter adresse for at gemme sig for regimet.
"En del af det, Obaidah kæmper med i dag, er at have mærket den vanvittige energi i et land, der har været undertrykt på et nærmest nordkoreansk niveau i fire årtier – hvor man endelig kunne trække vejret og for første gang stå ude på gaden og sige, hvad man mener sammen med en masse andre. Og så mærke, at den kraft pludselig bliver slukket. Det er en hård følelse at komme videre fra."
I filmen ser vi Zytoon og hendes venner hænge ud på stranden, feste, kysse og lave sjov med hinanden som en helt almindelig gruppe unge mennesker fuld af energi og livsmod. At se gnisten forsvinde fra deres øjne en efter en synes næsten at være det mest hjerteskærende i filmen.
"Som krigsfotografer kigger vi typisk i retning af konflikt, krig og politiske agendaer. Men vi risikerer at glemme, hvad Syrien er for et land, og hvilke mennesker der kommer ud af kaos. I filmen ser vi musikere, kunstnere og studerende – unge, der er sekulære og ikke-voldelige – blive kastet igennem krigsmøllen. Nogle bliver politiske, andre gør ikke, men alle bliver de påvirkede for evigt. Det rørte mig meget, da jeg så materialet første gang."
Zytoon er i dag i Danmark, uafklaret om sin fremtid og tynget af både minderne om de mennesker, hun har mistet, og de fortsatte tragedier i hjemlandet – for eksempel regimets belejring af hendes hjemby Zabadani og den efterfølgende sultkatastrofe.
"Det vilde er, at hun kan skype med sine venner dernede, fordi internettet virker, samtidig med, at de dør af sult. Det at sidde i sikkerhed selv, mens hun skal forholde sig til en konstant strøm af tragedier, resulterer, ligesom for mange andre, i en tung overlevelsesskyld, hvor hun tænker, 'har jeg overhovedet ret til at have det godt?'"
"Jeg håber, at filmen giver et indblik i den rejse ned i helvede, som syrerne har oplevet, og igennem det en forståelse af, hvad det er for nogle mennesker, der sidder i gummibåde for at komme til Europa – hvorfor de kommer, og hvad de bærer på."
Kameraet som ven og fjende
Før opstanden var videokameraet noget, som syrerne brugte til at filme deres bryllupper. At bruge det systemkritisk var en ny opdagelse, der hurtigt blev populær. Filmen viser dog et radikalt skifte i attituden over for Zytoons kamera. Hvor demonstranterne i opstandens begyndelse er ivrige efter at blive filmet, vækker det efterhånden vrede.
"I begyndelsen er kameraet en måde at dele euforien på. Demonstrationerne sker i høj grad for kameraets skyld. Det hemmelige politi er så hurtigt fremme, at kameraet er essentielt for at dokumentere, at demonstrationen har fundet sted, og videoerne bliver lagt ud på nettet som modsvar til regimets fortælling.
"Men efterhånden oplever oprørerne, at kameraet er farligt, og billederne kan blive brugt imod dem under retssager, afhøringer og tortur. Folk vender sig mod kameraet, da de opdager, at det ikke længere er harmløst, men kan udgøre en stor risiko. Det har været en kæmpe udfordring for filmen, for hvordan håndterer vi optagelserne af alle de mennesker? Hvor er de henne i dag, hvad risikerer de ved at vise deres ansigt, og kan det blive brugt imod dem?"
To af hovedaktørerne i "The War Show". Framegrab fra filmen.
Filmholdets konklusion er blevet kun at vise ansigterne på de mennesker, som de har fået fat i, og som har godkendt deres medvirken, og sløre dem, som risikerer at komme i fare på grund af filmen.
Kameraets rolle har også givet filmen sin titel, "The War Show".
"Titlen peger på, hvor meget af krigen, der i virkeligheden er et show, hvor kameraet er med til at forme virkeligheden. Folk spiller roller, som de har lært ved at kigge på film og sociale medier, hvor de ser, hvordan andre rebeller opfører sig. Det skaber tendenser, som definerer, hvordan oprøret bevæger sig. Syrien er den mest dokumenterede konflikt nogensinde. Det betyder ikke, at vi er kommet tættere på sandheden. Det betyder bare, at vi har adgang til at føle, at vi var en del af det. Kameraet giver dog ikke bare adgang til virkeligheden, det bliver også brugt til at manipulere virkeligheden med af både regimet og rebellerne."
Derudover, siger Dalsgaard, henviser ordet "show" til det at "vise" – at vise krigen. "Filmen lægger krigen frem på en rå måde og tager dig igennem øjeblikke, som du selv kan lægge sammen som et puslespil i dit hoved. Det er en særlig form for krigsfilm, fordi den viser meget af det, der foregår imellem de dramatiske øjeblikke. Det er der en styrke over, synes jeg."
The War Show er produceret af Miriam Nørgaard og Alaa Hassan for Fridthjof Film i samarbejde med Dharmafilm og koproduceret med finske Oktober Oy.
Filmen havde verdenspremiere på Venedig Filmfestivalens auteur-drevne sideprogram Venice Days (31. august – 10. september) og nordamerikansk premiere på Toronto Filmfestivalen (8.-18. september).
Interviewet er udsendt første gang i forbindelse med den internationale premiere.
The War Show - venner i krig
I 2011 bliver den syriske radiovært Obaidah Zytoon og hendes venner revet med af opstanden mod regimet. De lever blandt kunstnere og aktivister og filmer deres liv, da de begynder at deltage i demonstrationerne mod præsident Assad. Men som opstanden udvikler sig til en blodig borgerkrig, bliver deres venskab sat på prøve gennem fængslinger, død og vold.
