"37 Who Saw Murder Didn't Call the Police," lyder overskriften i en New York Times-artikel fra 1964 om mordet på 28-årige Kitty Genovese. Sagen vakte ramaskrig, fordi hendes naboer i et lejlighedskompleks i kvarteret Kew Garden i Queens, New York, efter sigende så passivt til, mens den unge kvinde blev voldtaget og dolket neden for deres vinduer.
Mordet har i dag mytisk status i New York og fungerer som skræmmeeksempel på det sociologiske fænomen, som forskere senere har døbt bystander-effekten eller Kitty Genovese-syndromet. Undersøgelser viser, at jo flere vidner, der er til stede ved en ulykke, des mindre er sandsynligheden for, at nogen tager ansvaret for at gribe ind.
Omkring 50 år efter mordet støder den danske filmstuderende på NYU Tisch, Puk Grasten, på overskriften i sin research om netop bystander-effekten. Trods sagens store kulturelle betydning er der aldrig blevet skabt en spillefilm, der bygger direkte på historien. Grasten beslutter at tage emnet op i sin tredjeårsfilm, den 8-minutter lange kortfilm "37", som hun nu har udvidet til sin debutspillefilm.
"37". Foto: Grasten Filmproduktion
Bange for at blande os
"Mordet på Kitty Genovese var forfærdeligt. Men det, der for alvor fangede min interesse, var efterspillet, hvor alle pegede fingre og syntes, at det var nogle andres ansvar," siger Grasten.
I den offentlige debat var der en stemning af, at beboerne i lejlighedskomplekset måtte være nogle særligt onde mennesker. For man ville da selv have grebet ind – ikke?! "Der er ingen mennesker, der ser passivt til den slags af lyst. Deres opførsel er et produkt af den bystander-effekt, der er skabt af samfundsstrukturerne. Vi kigger den anden vej, fordi vi er bange for at blande os i verden," mener Puk Grasten.
Tendensen til at lukke sig inde som individ eller holde sig til sin egen sociale eller etniske gruppe er mere fremherskende i dag end nogensinde før, synes Grasten. I New York, som hun netop er flyttet hjem fra efter seks år, var hun overrasket over at opleve så store skel mellem kulturer og racer blandt sine venner, der følte sig mest trygge i deres egne minisamfund.
"Jeg fornemmer, at vores samfund bliver stadig mere opdelt. Det at kunne bestemme folks type ud fra deres adresse er et meget amerikansk fænomen, men jeg er bange for, at Europa også er på vej i den retning. Især med flygtningekrisen ser vi tegn på, at vi trækker os tilbage til vores egen gruppe, når vi oplever farer udefra, der udfordrer status quo. Det bliver hurtigt hverdag at kigge den anden vej."
"Men når vi nøjes med at passe vores egen butik, taber vi solidariteten, og det skader demokratiet. Vi glemmer, at vi er del af en helhed," siger Grasten og citerer præsident Bill Clinton i hans tale på 30-års-jubilæet for Genovese-mordet: "No nation hiding behind closed doors is free, for it is imprisoned by its own fear."
"37" Foto: Grasten Filmproduktion
Fødselsdagslagkage midt om natten
I filmen illustrerer Grasten frygten og spændingerne mellem New Yorks samfundsgrupper ved at følge tre familier og en enlig mand, der hver slås med egne problemer, i et socialt sammensat lejlighedskompleks.
I en hvid middelklassefamilie lader forældrene deres ægteskabskrise gå ud over børnene. En nyindflyttet sort familie føler sig udsat, og faren insisterer på at lære sin 5-årige søn at forsvare sig. Et ældre jødisk ægtepar bliver udsat for telefonchikane og lader, som om alt er normalt over for deres barnebarn, hvis mor har begået selvmord. Da mordet finder sted, vågner børnene i hver familie og reagerer voldsomt, mens forældrene trækker dem væk fra vinduet, tænder for radioen og, hos én familie, begynder at lave fødselsdagslagkage midt om natten.
"Jeg fortæller '37' fra børnenes perspektiv, fordi de er åbne, ser sandheden og ønsker at hjælpe. Men de voksne lærer dem at kigge den anden vej. Deres personlige utryghed, desperation og følelse af ulige behandling bliver deres undskyldning for ikke at risikere deres egen sikkerhed for et medlem uden for gruppen. Den mentalitet giver de videre til næste generation," siger Grasten.
Selve mordet sker først halvvejs inde i filmen og fylder forholdsvist lidt. "Det handler mindre om mordet end om alle de mange andre gange i løbet af dagen, hvor karaktererne retfærdiggør over for sig selv, at det er i orden ikke at blande sig. Desuden så naboerne i virkeligheden heller ikke ret meget af overfaldet. Det forfærdelige er netop, at de ikke engang gik hen til vinduerne," siger hun.
Filmens udendørsscener er optaget i Forrest Hill i Queens, lige rundt om hjørnet fra den oprindelige bygning – hvor holdet ikke kunne få tilladelse til at filme af hensyn til de oprindelige beboere. Karaktererne, der blandt andet spilles af Samira Riley ("Orange Is the New Black"), Michael Potts ("True Detective"), Maria Dizzia ("Orange Is the New Black") og Adrian Martinez ("American Hustle") er løst baseret på de naboer, der udtalte sig til politirapporten fra 1964.
"37" Foto: Grasten Filmproduktion
Fodret med sort-hvide film
Puk Grasten kommer fra en familie af filmskabere. Hendes forældre er producerne Regner og Tove Grasten, der står bag nogle af dansk films mest populære værker, specielt til børn og unge.
Regner Grasten er kendt som en god købmand og har ud over de folkelige film også kunstneriske titler på repertoiret og startede karrieren som artfilmbiografejer. Farmoren Kirsten Stenbæk var en anerkendt artfilminstruktør, farfaren Bent Grasten manuskriptforfatter og filmkritiker. "Min far har nok reageret ved at gå i en mere bred retning. Jeg føler, at jeg er endt midt imellem. Jeg vil gerne blive ved med at lave skæve film, men det ville være åndssvagt at sige, at jeg ikke gerne vil have et publikum," siger Puk Grasten.
Hun og storesøsteren Maj har hjulpet til på familiens produktioner, siden hun var fem, og tegnede børnetegninger til forteksterne til "Krummerne". Derudover så de rigtig mange film.
"Sidste år fandt jeg en gammel dagbog hjemme hos mine forældre, fra dengang jeg var syv år. Der stod: 'Jeg har været så træt i skolen i dag, fordi mor og far ville have, jeg skulle blive oppe og se en sort-hvid film.' Jeg blev bare fodret med film," fortæller Puk Grasten og griner.
Indoktrineringen virkede. Oprindeligt havde hun planer om at blive producer og tog en bachelor i filmproduktion på filmskolen EICAR i Paris. Men da hun startede sin master på NYU Tisch i New York, gik det hurtigt op for hende, at instruktørjobbet trak mere. "Jeg valgte først automatisk producerjobbet, fordi jeg havde prøvet det før, men instruktørerne havde det altid sjovere! Første gang jeg stod på settet som instruktør, var jeg helt høj. Jeg ringede hjem til mine forældre, og de sagde bare, 'Vi har tabt dig, ikke?' 'Jo,' svarede jeg."
"37" Foto: Grasten Filmproduktion
Familien arbejder dog stadig tæt sammen: Puk Grasten er manuskriptkonsulent på Regner Grastens produktioner, og Regner Grasten er medproducer på "37". "Da vi sad i klipperummet, kunne jeg tydeligt mærke, at han har 30 års erfaring og et andet blik for struktur. Det var dejligt at have en, der kender mig så godt, og som forstod, hvad jeg ville med min historie, til at kæmpe ved min side," siger hun om samarbejdet med sin far.
Og det var indimellem lidt af en kamp at indføre den danske filmkultur i den amerikanske, hvor instruktøren ikke har noget at skulle have sagt, selv i indie-miljøet, fortæller Puk Grasten. "Undervejs måtte vi fyre den amerikanske klipper og flyve den dansk-svenske klipper Gregers Dohn ind fra Stockholm. Så kørte det."
Derfor planlægger hun også at lave sit næste projekt, en filmatisering af Janne Tellers "Hvis der var krig i Norden", i Danmark. "Jeg føler, at der er højere til loftet i Danmark – der er mere vilje til at eksperimentere med nye måder at fortælle på. Og jeg tror, at publikum er klar til at blive overrasket."
Mere om filmen
"37" er produceret af Asger Hussain og Yaron Schwartzman for Regner Grasten Filmproduktion og er støttet gennem Det Danske Filminstituts talentstøtteordning New Danish Screen.
Filmen er Puk Grastens spillefilmdebut og har premiere på Göteborg Filmfestival (29. januar – 8. februar) i serien Nordic Light. Læs nyhed om de danske film i Göteborg.
Læs også New York Times' dækning i sommer Kitty Genovese Killing Is Retold in the Film 37.
37
"37" er en spillefilm baseret på det brutale mord på Kitty Genovese, der fandt sted i New York i marts 1964, hvor 37 personer delvis så og overværede forbrydelsen uden at involvere sig, endsige tilkalde politiet. Historien udfoldes i og omkring det boligkompleks i Queens, hvor Kitty boede og blev myrdet, og fortælles gennem nogle af husets beboere i forskellige nedslag i dagen og den nat, hvor drabet fandt sted. Rituelle scener fra hverdagslivet væves ud og ind af hinanden og sammen med de eksistentielle kriser de respektive karakterer gennemlever, mens Kitty kæmper højlydt og indædt for sit liv udenfor.