Wolf and Sheep til Cannes

CANNES. Shahrbanoo Sadats danskproducerede "Wolf and Sheep" er udtaget til Cannes i serien Quinzaine des Realisateurs/Director's Fortnight. Nicolas Winding Refns "Neon Demon" er udtaget til festivalens hovedkonkurrence.

Quinzaine des Realisateurs, der er et af de vigtige sideprogrammer på festivalen i Cannes, har inviteret Shahrbanoo Sadats spillefilmdebut "Wolf and Sheep". Den kvindelige afghanske instruktør har sammen med producer Katja Adomeit skabt en film, der beskriver livet for en gruppe afghanske børn, der arbejder som fårehyrder.

"Shahrbanoo Sadat bor og arbejder fortsat i Afghanistan på trods af Talebans konstante angreb på presse og filmfolk" Katja Adomeit

"Shahrbanoo Sadat bor og arbejder fortsat i Afghanistan på trods af Talebans konstante angreb på presse og filmfolk. Hun er 25 år, og en af de første kvindelige afghanske instruktører nogensinde. Med "Wolf and Sheep" ønsker hun at beskrive et andet Afghanistan end det vi får fra medierne, hvor krigen og Taleban dominerer. Hun vil vise livet i en landsby fra en del af landet uden krig og vold," fortæller filmens producer Katja Adomeit.

Quinzaine des Realisateurs

Quinzaine des Realisateurs opstod i 1969, året efter en omtumlet Cannes Festival, der var præget af maj 68-oprøret. 

Serien byder i år på 22 spillefilm, 2 dokumentarfilm og 9 kortfilm, og den gør en dyd ud af ikke at være et egentligt konkurrenceprogram, selv om der er en række organisationer, der uddeler priser til film fra serien.


Pressebilleder

Download zip-mappe

Wolf and Sheep

Filmen udspiller sig i landdistrikterne i Afghanistan, hvor befolkningen tror på de historier, de selv opdigter og fortæller hinanden, som forklarer verdens mysterier. Hyrdebørnene regerer bjergene. Selv om der ikke er nogen voksne i nærheden, kender de reglerne; den vigtigste er, at drenge og piger ikke må være sammen. Drengene øver sig med deres slynger, så de kan skræmme ulvene væk. Pigerne ryger i smug og leger bryllup med drømmen om snart at blive gift. De sladrer om Sediqa på 11 år, der er outsider. De tror, hun er forbandet. Qodrat på samme alder bliver også centrum for sladderen, efter hans mor gifter sig igen med en gammel mand med to koner. Qodrat opholder sig alene i de mest isolerede områder af bjergene. Her møder han Sediqa, og de bliver venner.

Instruktørens ønske var oprindeligt at optage sin første spillefilm i sit hjemland, men på grund af sikkerheden blev filmen udsat flere gange. Instruktør og producer måtte i sidste ende indse, at situationen i Afghanistan blev værre dag for dag, og at det var nødvendigt at optage et andet sted. Derfor besluttede de til sidst til at optage i Tadsjikistan.

Shahrbanoo Sadat

Sadats første kortfilm "Vice Versa One" var udvalgt til Directors' Fortnight i Cannes 2011. Sammen med Katja Adomeit instruerede Sadat dokumentaren "Not At Home" (2013), der blev udviklet og produceret gennem CPH:DOX-initiativet DOX:LAB.

"Wolf and Sheep" er udviklet i samarbejde med den prestigefulde Cannes Film Festival Cinefondation Résidence i Frankrig.

Katja Adomeit

Producer Katja Adomeit er født i Tyskland og har i otte år boet i Danmark. En del af årene har hun arbejdet for Zentropa. For tre år siden blev hun uddannet som producer fra Super16. I flere år har Adomeit med base fra Danmark produceret newzealandske Daniel Borgmans film, bl.a. spillefilmen "The Weight of Elephants".

Adomeit har med sit eget danske produktionsselskab Adomeit Film før arbejdet på tværs af landegrænser og verdensdele, både hvad angår kreative samarbejder og finansiering. Inden for få år har hun instrueret og produceret sin egen "Little Night Hunter" - indspillet i Bhutan; produceret Anna Eborns Venedig-deltager "Pine Ridge", filmet i et reservat i South Dakota i USA; koproduceret Ruben Östlunds Cannes-deltager "Force Majeure" og produceret sin og Shahrbanoo Sadats fælles film "Not at Home", som delvist blev optaget i Afghanistan.

Katja Adomeit producerer "Wolf and Sheep" for sit danske produktionsselskab Adomeit Film med støtte fra New Danish Screen.

Mere om filmen på www.wolfandsheepfilm.com

Dansk deltagelse i Cannes 2016

(Opdateret 27. april

  • Nicolas Winding Refns danskproducerede "The Neon Demon" er i hovedkonkurrence
  • Shahrbanoo Sadats danskproducerede "Wolf and Sheep" er med i programmet Quinzaine des Realisateurs/Director's Fortnight
  • Verdenspremiere på virtual reality-filmen "Ewa: Out of Body" i programmet NEXT
  • Mads Mikkelsen er i hovedkonkurrencens jury
  • Mikkel Jersin er Producer on the Move
  • Nicolas Winding Refn præsenterer en 4K-digitaliseret version af Mario Bavas "Planet of the Vampires" i programmet Cannes Classics

Cannes Festivalen 11.-22. maj