Ronny skjuler sine grådfyldte øjne bag en tatoveret hånd. Han sidder i Arresthuset i Køge tiltalt for vold med døden til følge. Et skænderi med hans bedste kammerat udviklede sig fatalt, da Ronny ramte ham i halsen med et samuraisværd. Et uheld, siger tiltalte. Anklageren er ikke enig.
"Vi vidste fra starten, at sagen rent juridisk kom til at handle om, hvorvidt han havde gjort det med vilje, eller om det var et fatalt uheld," fortæller instruktør Eva Mulvad.
"Vores ambition var at lave en seriøs og sober film. Det er en af dokumentargenrens kvaliteter, at den ikke nødvendigvis er sensationssøgende, men hele tiden søger de komplekse nuancer. Jeg er i virkeligheden meget lidt interesseret i vinkling. Om hvem der har ret, og hvem der ikke har ret, hvem der er skyldig, og hvem der ikke er skyldig. I stedet ville vi skildre de konkrete processer i en retssag, så folk kan danne sige et præcist billede af, hvad der foregår inde i retssalene."
Uvidenhed og hårdere straffe
Idéen til at lave en dokumentarfilm om det danske retsvæsen udsprang fra filmkonsulent Dola Bonfils, der efterlyste folkeoplysning på området.
Undersøgelsen Danskernes retsfølelse og retsfornuft – et forspil fra Københavns Universitet viser, at danskerne tror, at domstolene dømmer mildere, end de gør i virkeligheden. Denne uvidenhed kan være baggrunden for et folkeligt ønske om strengere straffe. Så når politikerne forsøger at følge med folkestemningen, risikerer man at straffe hårdere, end befolkningen faktisk ønsker.
Instruktør Eva Mulvad. Selvportræt.
For at kunne lave en film, der bidrager til en større forståelse af retsvæsnet, var Eva Mulvad nødt til at få adgang til at filme inde i salene.
"Det var afgørende, at jeg kunne filme selve handlingen i retten. Der er nok eksperter, der taler om retssystemet. Det, som film kan, er at få publikum til at være til stede i begivenhederne, mens de udspiller sig."
Helt tæt på
Aldrig tidligere har et filmhold været til stede under en retssag i Danmark. Det var heller ikke nemt at finde en sag, hvor både domstol, anklagede, forsvarer og anklager ville lade sig filme. Faktisk var der ikke andre sager end Ronnys.
"Det tog tre år, hvor vi var ved at opgive mange gange."
Men på et tidspunkt fik forsvarer Thorkild Høyer en sag, som han mente egnede sig og en klient, der var stærk nok til at være med.
"Jeg synes, det er meget modigt af Ronny at lade sig filme i en situation, hvor der er så meget på spil. Men det er også en mulighed for ham at få fortalt sin historie."
"Historien er jo ret sensationel, men vi har forsøgt at fortælle den meget sobert og alligevel ramme noget, der appellerer så bredt, at det kan sendes på DR1 i primetime. For det giver ikke nogen mening, hvis vi har kæmpet i 3 år for at lave folkeoplysning om retssystemet, at resultatet bliver sendt på DR2 kl. 23. Dér er det kun de i-forvejen-frelste, der ser den."
For instruktør Eva Mulvad har det været afgørende at kunne skildre Ronny som et komplekst menneske.
"Han ved godt, at han har gjort noget forkert, men han ser ikke sig selv som det "samurai-dræbermonster", som man ellers kunne få fornemmelsen af, hvis man har læst de dramatiske overskrifter i pressen. Og jeg synes, det er en af filmens fine pointer, at gerningsmanden Ronny, trods forbrydelsens brutalitet, langsomt bliver én, man kan forstå, og dermed bliver det måske også mindre oplagt, at han 'bare' skal have den strengeste straf. Men det må man jo se filmen for at finde ud af, om man er enig i!"
Se "Med døden til følge" på Filmstriben .