Rampelyset tegner silhuetten af en mand siddende på et dansegulv. Violiner fylder rummet med sørgmodige russiske toner. En ung kvinde træder ind. Rytmen skifter, dansen begynder, og ingen følelser er for store. Showet er i gang.
Da Christian Bonke og Andreas Koefoed blev introduceret til dansens forunderlige univers for et par år siden, var de fulde af fascination og forundring over alle palietterne og de barberede brystkasser. Scenen var sat for et drama om at vinde guld og den store kærlighed, og da de mødte den kantede og temperamentsfulde Slavik Kryklyvyy, stod det hurtigt klart for dem, at de havde fundet deres hovedperson. En kantet person, der overstrålede alle de andre dansere.
"Slavik blev opdaget som 19-årig, hvilket er ret sent i den verden. Halvandet år senere var han verdens bedste. Aldrig er nogen kommet til tops på så kort tid. Han kom ind fra højre og blev verdensmester," fortæller Andreas Koefoed.
Men Slaviks tid på tronen blev kort. Med vekslende dansepartnere og fraværende succes har han forsøgt at bestige den igennem ti år. "Ballroom Dancer" følger Slavik, mens han sætter alt ind på at blive verdensmester igen. Denne gang sammen med sin nye kæreste, Anna Melnikova. Men i stedet for guld i pokalskabet begynder tingene at gå skævt, både på scenen og backstage.
"Han er nok verdens mest talentfulde danser. Men det kommer bare ikke til sin ret, fordi hans dæmoner og indre modstand spænder ben for ham. Han er så drevet af at vinde, at han glemmer at værne om kærligheden til Anna," forklarer Christian Bonke.
Langsomt skubber han Anna fra sig med sine evigt gentagende rettelser og sin uforbederlige perfektionisme foran spejlet i øvelokalet. Det kan aldrig blive godt nok.
Slavik og Anna før de skal på scenen. Framegrab.
Instruktion ikke muligt
"Ballroom Dancer" er første fælles projekt mellem de to instruktører, og de er enige om at samarbejdet har været nærmest gnidningsfrit.
Christian Bonke er uddannet dokumentarist fra Den Danske Filmskole i 2005. Siden er det blevet til en række dokumentarfilm om bl.a. teenage-kærlighed og ejendomsmæglere. Andreas Koefoed blev uddannet 2009. Han er allerede veteran i IDFA-sammenhænge, hvor han de seneste tre år har fået vist ikke mindre end fire film og siddet i juryen for for festivalens Student Competion.
"Ballroom Dancer" er begges første store dokumentar i spillefilmslænge. Både Koefoed og Bonke er vant til at benytte sig af instruktion i deres dokumentarfilm, men med denne produktion har det været meget anderledes. Det var egentligt planen, at de godt måtte hjælpe historien på vej ved f.eks. at bede Slavik og Anna tale om bestemte emner, men Slavik var så fokuseret på sig selv og sin dans hele tiden, at det aldrig blev muligt.
"Vi startede med at skrive et slags manus, hvor vi forestillede os den fedest mulige historie for at være klædt på til at gå ud at lave de scener, som vi skulle bruge. Men ingen af de scener, vi havde fundet på, lykkedes det os at få. Vi nåede aldrig i nærheden af at kunne bede dem om at gøre noget for os," forklarer Bonke. "I stedet gav manuskripetet os klarhed om hvilken slags scener og vendepunkter, vi skulle skaffe for at få historien til at udfolde sig."
Bonke og Koefoed har valgt ikke at lave interviews eller anvende andre forklarende fortælleelementer, hvilket har betydet, at de måtte arbejde længe i klipperummet for at skabe forståelse hos publikum.
"Vi ville gerne have filmen til at ligne en fiktionsfilm. Alt skulle fortælles i scener. Den er filmet som en meget ren dokumentarfilm, men klippet som en fiktionsfilm," insisterer Koefoed.
På trods af den manglende mulighed for at instruere fik de to instruktører nærmest uindskrænket adgang til de to danseres liv.
"Slavik er en meget generøs hovedperson. Vi har haft adgang til hans liv i ekstrem grad. Vi har været med over alt, og kun få gange har han bedt os om at slukke kameraet, selvom de var ved at gå fra hinanden. Vi har været med hele vejen som fluen på væggen," fortæller Bonke.
"Og så har vi været heldige, at historien udviklede sig dramatisk, når vi ikke har haft magt til at sætte noget op," tilføjer Koefoed.
Anna og et spejl. Framegrab.
Stenansigtet forsvandt
Dansegulvet er den ramme, hvor forestillingen udspiller sig, men det egentlige drama udspiller sig i forholdet mellem livet på scenen og backstage. Livet bag scenen er langt væk fra det blanke dansegulv.
"De påtagede smil er utrolige at se. I store dele af filmen kører det slet ikke for dem bag scenen, men alligevel skal de ind og lade, som om de er fuldstændig forelskede og fake fuldstændig igennem," fortæller Koefoed.
"Danseverdenen er en fed scene, hvor folk både er professionelle partnere og kærester. Der er drama og et meget visuelt miljø. Dansekonkurrencerne giver en naturlig dramatisk effekt i filmen, men vi har med vilje prøvet at skrue ned for det, så filmen ikke mister sit fokus på kærlighedshistorien," fastholder Bonke.
"Det har været afgørende at finde en balance mellem filmens to hovedelementer: Dansen og kærligheden. Begge dele skal være i spil. For Slavik var dansen og kærligheden aldrig adskilt," bekræfter Koefoed.
"Det har været en udfordring at fremstille Slavik på en måde, så publikum kan holde af ham, fordi han er så tough og kompromisløs. Men han rummer samtidig noget, som mange moderne ambitiøse mænd sikkert kan nikke genkendende til. Mænd, som gerne vil opnå noget, og som måske en gang i mellem glemmer pigen ved deres side," forklarer Bonke.
I løbet af optagelserne blev Slavik mere og mere ensom. Drømmen om verdensmesterskabet begyndt at fade ud, og Anna forlod ham for en yngre litauisk mand.
"Det hele begyndte at smuldre for ham, og vi kom ekstremt tæt på. Det endte med, at han inviterede os til Tyskland, fordi have behov for at kunne fortælle nogen hvor høj en pris, han havde betalt for ikke at passe på kærligheden" afslutter Koefoed.