Filmbranchen bliver jævnligt beskyldt for kønsdiskrimination og Rip, Rap og Rup-effekt: I forbindelse med Cannes 2012 rasede internationale kritikere over, at ingen kvindelig instruktør var udtaget, og herhjemme skabte Dagbladet Politiken for nylig debat med en undersøgelse af kulturpriser fordelt på køn, der bl.a. viste, at en kvindelig instruktør ikke har vundet Robert-prisen i 12 år.
Men når det gælder dokumentarfilmproduktion i Danmark står kvinderne stærkt. Syv ud af ni danske film på IDFA er produceret af kvinder (medregnet My Afghanistan, som har både en mandlig og kvindelig producer), og når man kigger ud over resten af den danske dokumentarfilmbranche, tegner det samme billede sig. Ud af de dokumentarfilm, som Det Danske Filminstitut støttede i 2011, er 65 procent produceret af kvinder, og i 2012 er det foreløbige tal helt oppe på 76 procent – mod 53 procent i spillefilm.
Et motto lyder, at hvis man kan styre en børnefødselsdag, kan man også styre en filmproduktion. Skyldes succesen kvindernes evne for at organisere og multitaske? Er det det moderlige instinkt, der slår igennem i evnen til at nurse et projekt og sørge for, at alle på holdet er glade? Eller er den mere nedslående forklaring, at dokumentarfilmbranchens manglende penge og prestige holder mændene væk?
Selv værger de kvindelige producere sig ved at drage sammenhæng mellem deres køn og deres professionelle kunnen. Til gengæld vil de gerne fortælle om de glæder og udfordringer, de personligt står over for. FILMupdate har spurgt seks markante, internationalt orienterede kvindelige dokumentarfilmproducere om deres drivkraft, skelsættende projekter, daglige udfordringer og deres bud på, hvad det er, kvinderne kan.
Vibeke Vogel / Bullit Film
Hvorfor er du producer – hvad er din drivkraft?
"Jeg har et uudslukkeligt kærlighedsforhold til virkelighedens mange facetter, som jeg elsker at se udpenslet, vinklet af en dygtig instruktør, som kan gøre strømmen af menneskeligt stof og virkelighedsindtryk til en filmisk fortælling. Min drivkraft er min nysgerrighed over for instruktørens livtag med emnet og over for emnet selv. Mit arbejde giver mig mulighed for hele tiden at blive klogere på livet."
Nævn arbejdet med en produktion, instruktør eller andet, der har bragt dig særlig glæde?
"Umuligt! Hvordan skal jeg dog kunne vælge mellem Charles Atlas' sexede New Yorker-film 'Turning', Ditte Johnsens nådesløse scener fra afrikanske immigranters liv i 'Exile', Katrine Philps skarpe blik på globaliseringens dilemma i 'Suitable?' eller Karen Stokkendal Poulsens cliffhanger af en politisk film, 'Cooper's Challenge'?"
Hvad er dine største udfordringer?
"For lidt tid, for få penge. Altid!"
Har du et bud på, hvorfor der er så mange kvindelige dokumentarfilmproducere, der markerer sig for tiden? Er der nogen særlige 'kvindelige' egenskaber, du har gavn af som producer?
"I dokumentarbranchen oplever jeg, at trægheden omkring repræsentationen af kønnene er sprængt. Der har været en plads, hvor man tydeligvis kunne markere sig uden alt for meget af det regelsæt, som omklamrer fiktionsfilmen. Den mulighed har kvinderne været eminent gode til at tage til sig, og det har bidraget til, at den danske dokumentarfilm står meget stærkt. Jeg er lidt bange for at "kønne" egenskaberne for meget, men jeg kan sige, at jeg selv har stor glæde af at kunne holde fast i mange tråde på en gang, at humor, empati og ihærdighed er godt at have i rigelige mængder, og at anerkendelse i et samarbejde spiller en afgørende rolle for succes."
