Det Danske Filminstituts streamingsite 'Danmark på film' rummer nu dobbelt så mange historiske klip, som da det åbnede i oktober 2015. Siden da er en stor mængde optagelser fra Filmarkivet blevet digitaliseret, og i dag runder sitet 1000 klip. Blandt de nydigitaliserede film er der sjældne optagelser fra besættelsestiden og fra en række Thule-ekspeditioner.
Særligt markante er en række nazistiske ugerevyer fra 1944-45. De viser hverdagslivet i det besatte Danmark, men indeholder også propagandistiske optagelser fra Hitlertyskland og krigens fronter.
På danmarkskortet er der nye filmklip fra Frederikshavn, Vejle, Aarhus, Thisted, Odense, Hirtshals, Orø, Storebælt, Slagelse, Gedser, Marielyst, Stubbekøbing, Silkeborg, Thorø, Nyborg og mange flere steder.
"'Danmark på film' gør historien levende og giver borgerne mulighed for at opleve livet i Danmark – fra helt små hverdagsforeteelser til store historiske begivenheder. Der er klip fra hele landet, og det er skønt at opleve den store interesse fra brugerne for at dele og berige indholdet. Nu er der, takket være en ekstrabevilling på finansloven, dobbelt så mange klip at dykke ned i," siger Henrik Bo Nielsen, administrerende direktør på Det Danske Filminstitut.
København under Besættelsen: 2 minutters stilhed 9. april 1945 ender i kaos (1945)
Nye temaer på 'Danmark på film'
Grønland og Arktis
Grønland har været mål for et utal af ekspeditioner og forskningsrejser i tidens løb. I temaet "Grønland og Arktis" kan man blandt andet se optagelser fra nogle af Knud Rasmussens Thule-ekspeditioner. I begyndelsen af 1900-tallet brugte man det nye filmmedie som etnografisk dokumentation og til at formidle grønlændernes levevis. De blev ofte fremstillet som "de ædle vilde" eller "det glade naturfolk". Temaet introduceres af arkivchef Lisbeth Valgreen fra Arktisk Institut.
Skøjter, ski og sivsko
Der er fart over feltet, når danskerne kaster sig over vinteraktiviteterne. Skøjteløbere myldrer rundt på de tilfrosne søer, og tilskuere må springe for livet, når kælke jager ned ad bakkerne i Dyrehaven. I temaet "Vinter i Danamark" oplever vi vinterbadere, skihoppere og ishockeyspillere i denne samling af film fra 1907-1945. Gunnar Nu Hansen speaker til flere af klippene.
Hygge
I udlandet er der for tiden stor efterspørgsel på bøger som "How to Hygge" og "The Book of Hygge", og herhjemme er "hygge" udvalgt som en af de ti værdier for fremtidens samfund i Kulturministeriets Danmarkskanon. Hvordan hyggede danskerne sig i gamle dage? Vi har fundet filmklip med sommerhygge og vinterhygge, royal hygge og nordjysk hygge, fornøjelig hygge og – selvfølgelig – hygge omkring kaffebordet.
Se nogle af de nydigitaliserede optagelser på Danmark på film
Filmklip:Kaptajn Jespersen bag mikrofonen (1932)
Filmklip: Isvinter på Storebælt (1945)
Filmklip: Dr. Clod-Hansens nøgne gymnaster (1900)
Filmklip: Kvinder ved samlebåndet – der produceres 15 mio. glødepærer årligt i Danmark (1945)