Malou Reymann og Frelle Petersen tildeles Dreyer Prisen 2021

INVITATION. Kom og vær med, når Carl Th. Dreyer Prisen 2021 overrækkes til de to instruktører og manuskriptforfattere Malou Reymann og Frelle Petersen i restaurant SULT i Cinemateket onsdag den 2. juni kl. 15-17.

Alle interesserede inviteres hermed til reception og fejring af Malou Reymann og Frelle Petersen, når de modtager årets Dreyer Pris.

Malou Reymann har en baggrund som skuespiller og blev både Bodil- og Robertnomineret for sin præstation i Hella Joofs 'Se min kjole' fra 2009. Hun har siden instrueret en række kortfilm, inden hun i 2020 spillefilmdebuterede som instruktør med 'En helt almindelig familie', der i år bl.a. modtog en Robert for Årets børne- & ungdomsfilm.

Frelle Petersen startede som instruktørassistent i 2003. Han har siden instrueret en række kortfilm og spillefilmdebuterede i 2016 med 'Hundeliv'. Hans anden spillefilm 'Onkel' fra 2019 blev hædret med bl.a. hovedprisen på Tokyo Film Festival og Politikens Talentpris ved CPH PIX, mens Frelle Petersen selv modtog en Bodil for bedste manuskript.

Carl Th. Dreyer Prisen uddeles af Carl Th. Dreyers Mindefond, og i henhold til fondens vedtægter gives prisen til "fortrinsvis yngre filminstruktører eller andre kunstnere inden for filmbranchen som anerkendelse af en fremragende kunstnerisk indsats".

Mindefondens indtægter er baseret på en gave fra Dreyers datter, Gunni Dreyer, og en procentdel af indtægterne for Dreyers hovedværk 'Jeanne d’Arcs Lidelse og Død', som ifølge en juridisk aftale med distributionsselskabet Gaumont tilgår Mindefonden.

Med prisen følger kr. 25.000 til hver af prismodtagerne.

Fondens bestyrelse består af Johannes Riis, lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet, Eva Novrup Redvall, lektor samme sted, samt Jakob Buhl Vestergaard, vicedirektør, Det Danske Filminstitut. 

Kom og vær med til at fejre Malou Reymann og Frelle Petersen!

Tid: Onsdag den 2. juni kl. 15.00-17.00.
Sted: Restaurant SULT, Gothersgade 55, 1123 København K.
Arrangementet overholder gældende regler ift. Corona, herunder Coronapas.

Tilføj til din kalender

Læs mere om Carl Th. Dreyer Prisen og tidligere modtagere på Carl Th. Dreyer-sitet.


Yderligere information:
Jakob Buhl Vestergaard 
Vicedirektør, Det Danske Filminstitut
jakobv@dfi.dk