Silje Riise Næss bliver ny konsulent for spillefilm

ANSÆTTELSE. Det Danske Filminstituts bestyrelse har ansat norske Silje Riise Næss som konsulent for spillefilm.


Filminstituttets nye konsulent for spillefilm, Silje Riise Næss, kommer fra en lignende stilling som spillefilm- og dramaseriekonsulent på Norsk Filminstitutt. Silje Riise Næss er oprindelig universitetsuddannet i Oslo og Stockholm inden for litteratur, film og medier. Hun har i en årrække arbejdet med kulturformidling, blandt andet som programansvarlig ved Litteraturhuset i Oslo.

Direktør for Det Danske Filminstitut Claus Ladegaard betragter den nye konsulents brede kulturelle baggrund som en stor styrke og uddyber:

"Silje Riise Næss kommer med friske øjne og har allerede indgående kendskab og kærlighed til dansk film. Hun har en væsentlig indsigt i kreative processer og har samtidig en stor passion for formidling. Hun har udfoldet sin karriere inden for film, litteratur, scenekunst, kulturevents og samfundsdebat. Det er en stor glæde, at vi har kunnet tiltrække en kapacitet som Silje – og vi ser frem til, at hun bringer sine erfaringer og sin indsigt i spil her i Danmark."

Kontakt

Claus Ladegaard
Adm. direktør
Tlf. +45 4032 6212
clausl@dfi.dk

Silje Riise Næss glæder sig til at skulle arbejde sammen med den danske filmbranche og vil som konsulent være optaget af filmenes relevans for publikum:

"Jeg er meget optaget af, at alle film, både de kunstnerisk kompromisløse og krævende og de målgruppeorienterede, underholdende genrefilm, skal betyde noget for deres publikum. At skabere, producenter og distributører sammen gør sig tanker om, hvordan man opnår den nødvendige gennemslagskraft, både i junglen af kulturtilbud og i den aktuelle samfundsdebat. Det er min erfaring, at opmærksomhed på publikum ikke behøver at stå i vejen for den kreative proces og den kunstneriske frihed – tværtimod kan det være med til at rendyrke et projekts kunstneriske egenart og styrke kvaliteten i det færdige resultat."

Silje Riise Næss afløser Morten Giese og tiltræder den 1. januar 2019. Indtil da behandler Filminstituttets to øvrige spillefilmkonsulenter, Mikkel Munch-Fals og Lotte Svendsen, indkomne ansøgninger.