Case: Will&Agency - Publikum

(Fra venstre) Niels Alberg, Lars Tversted og Jesper Thomsen udgør ledelsen af Will&Agency, der har modtaget MEDIA-støtte til projektet 'Publikum'. (Foto: Will&Agency)
Med præcision - til inspiration

Kombinationen af big data og menneskelig indsigt er Will&Agencys bud på et nyt format til publikumsresearch, der passer til den danske og europæiske filmudviklingstradition. Efter en brancheundersøgelse for Filminstituttet i 2019 har Will&Agency således i eget regi arbejdet videre med en nytænkende idé til publikumsinvolvering.

”Vores undersøgelse for Filminstituttet afkræftede i store træk fordommen om, at filmbranchen ikke interesserer sig for publikum i den tidligere udviklingsfase, men i højere grad savner metoder til at bringe publikumsinteressen ombord på en måde, der passer til den kreative proces. Og det gør ufordøjede tal og tabeller kun i virkelig ringe grad”, siger Niels Alberg, director i Will&Agency, og fortsætter:

”Betragter man derimod publikums interesse igennem en mere menneskelig og antropologisk linse, oplever vi stor interesse for at sætte sig ind i, hvad det fremtidige publikum tænker om et givent projekt. Vi anvender desuden en Ai-teknologi for at øge præcisionen i vores analyse.”

”At skabe en løsning der kombinerer kunstig intelligens og antropologisk indsigt i en platform udviklet til europæiske smagsløg, er ganske ambitiøst. Men det var præcis de store ambitioner, EU’s ekspertpanel fremhævede som en af hovedårsagerne til støttetildelingen."

- Lars Tversted, director i Will&Agency

Netop Ai har de seneste år vundet indpas i den internationale filmbranche. Men hvor de fleste udenlandske Ai-platforme forsøger at foretage en automatiseret vurdering af, hvor succesfuld en film man kan forvente af et manus, anvender Will&Agency Ai-teknologien anderledes. Virksomheden mener nemlig ikke, at den europæiske filmbranche vil se databaserede forudsigelser som et interessant input i skabelsesfasen. Derfor anvendes Ai i denne danske udgave udelukkende til at kortlægge, hvilke temaer en given film bør fokusere på i de antropologiske interviews, der er platformens kerne.

Dermed interviewes der ikke ud fra ren mavefornemmelse. Platformen spytter således heller ikke bombastiske konklusioner og retningslinjer ud, men derimod originale, antropologiske vinkler udarbejdet til hver enkelt film. Indsamlet med præcision men serveret som inspiration.


Dette er et uddrag af en MEDIA-nyhed fra september 2020. Du kan læse hele nyheden her.

Fakta om projektet

Projekt:
Publikum

Støttemodtager:
Will&Agency

Ansøgningsrunde:
Promotion of European Works Online 2020

Støttebevilling:
350.000 €