De danske selskaber, der i juli fik tildelt støtte, er: Zentropa, Toolbox Film, Nimbus Film, Bullitt Film, Danish Documentary production og Meta Film.
Rikke Tambo fra Bullitt Film udtaler, at vi både er stolte og glade for at modtage støtten fra Creative Europe. Og forklarer, at det betyder, at hele udviklingsprocessen på de fire film, vi har lagt frem - bliver konsolideret: Der bliver ligesom en “polstring” af de her, ofte vilde og også sårbare, processer, hvor vi nærmer os filmen på de forskellige sider; adgang til de medvirkende, team, indhold, struktur, osv. At møde den tillid fra Creative Europe i så flot et opløb af producerende selskaber og en lyst til at bakke det op er ret fantastisk. Vi får en helt anden kontinuitet og ro på det forløb, der nu venter. Vi går fra tue-hop til flow!
Til spørgsmålet om, hvordan de som succesfulde ansøgere vurderer selve ansøgningsprocessen, svarer Tambo, at det ikke er en “walk in the park” at ansøge om slate-udviklingsstøtte, og man skal virkelig være villig til at sætte væsentlig tid og kræfter af. Samtidig styrker det projekterne, fordi man er nødt til at spidsformulere for sig selv: Hvad vil vi med denne film? Hvem skal elske den? Hvordan laver vi det gode ejerskab på den? Hvordan sammensætter vi det team, som kan forløse ideen med filmen? Hvad er det vi som producenter overhovedet ønsker at bringe til filmens verden? Det er ikke nemt at svare på, men ret godt at blive spurgt om.
Signe Leick Jensen fra Toolbox Film istemmer, og forklarer, at udviklingsfasen er noget af det allervigtigste. Det er her de kreative grundsten bliver lagt, det er her projekternes egenskaber bliver åbenbaret. Der er ingen tvivl om, at Slate Funding giver os mulighed for at fokusere og optimere såvel de tv-serier som de film, vi har i vores pipeline. Selvom det er et omfattende arbejde at lave ansøgningen, kan vi med sikkerhed sige, at processen har gjort os skarpere og klogere på de enkelte projekters dna.
Samlet set har danske firmaer i første runde af Slate-funding 2016 modtaget over DKK 8 mio.
Se den samlede liste over alle støttetildelinger i første runde af slate funding 2016