Formål med støtteinitiativet
Puljen til canadisk-dansk co-udvikling har til formål at støtte udvikling af digitale kunstneriske og kulturelle medieprojekter, som er innovative, afprøver nye formater og/eller nye måder at møde sit publikum på. Projekterne kræver deltagelse af både en canadisk og en dansk producent. Sigtet med puljen er at understøtte udviklingen af nye fortælleformer og at skabe samarbejder mellem producenter fra de to lande med henblik på at udveksle erfaring med udvikling af innovative medieproduktioner.
Der er i 2023 afsat en pulje på CDN $ 300.000 (ca. DKK 1,6 mio.) til formålet.
Hvilke projekter kan støttes?
- Puljen støtter udvikling af digitale medieprojekter, som er innovative og som eksperimenterer med nye formater, platforme og/eller måder at møde sit publikum.
- Udviklingen kan i 2023 støttes med op til CDN $70.000 (ca. DKK 380.000) per projekt.
- Projekterne skal have deltagelse af både en canadisk og en dansk partner.
Hvem kan ansøge?
Ansøgningen skal komme fra et hold bestående af både en canadisk og en dansk partner, som hver især opfylder kriterierne for at kunne søge deres respektive lands støtteordning.
CMF har etableret et online redskab som kan bruges til at formidle kontakt mellem potentielle canadiske og danske udviklingspartnere. Interesserede parter kan tilgå værktøjet og oprette en profil på CMF´s hjemmeside - se venligst højre spalte.
Hvordan søges puljen?
Der skal formuleres ét samlet projekt, som udføres af et partnerskab med mindst en dansk og en canadisk partner. Den canadiske partner søger støtte til den canadiske del af projektet hos CMF, og den danske partner søger støtte til den danske del af projektet hos DFI.
Den danske ansøgning skal benytte ansøgningsskema og budget- og finansieringsplanskabelon. Dertil kommer en række bilag, fx projektbeskrivelse og CV’er, som skal indgå i både den danske og den canadiske ansøgning - disse bilag benytter ikke fast skabelon. Bilagene er beskrevet i puljens guidelines (side 4). Ansøgningen mailes til mailadresse, som står anført i ansøgningsskemaet.
Hvordan foregår sagsbehandlingen?
Behandlingen af ansøgningen foretages i fællesskab af CMF og DFI.
Ansøgningen bliver vurderet på baggrund af følgende:
- Kulturel værdi, innovation og tilgang til publikum
- Deltagernes tidligere erfaring
- Implementering og realisering