Undersøgende journalistik / DK 2013
Den undersøgende journalistik er ressourcekrævende og har i en tid, hvor mediebilledet ændrer sig fundamentalt, svære livsvilkår.
I Danmark bæres den undersøgende dokumentarisme oppe af en forholdsvis lille gruppe journalister. Vi har inviteret et par af sværvægtere indenfor genren til at fortælle om metode, udfordringer, finansiering og fremtiden for den uafhængige dokumentar-journalistik. Debatten vil fokusere på vilkårene for at researche efter den vigtige historie. Er der tid, velvilje, økonomi til at kunne producere ressourcekrævende journalistiske film i dagens medielandskab?
Mød journalist og filmproducer Helle Faber og journalist og instruktør Tom Heinemann, begge filmfolk som har arbejdet med danske og internationale dokumentarfilm og hver især vundet stor international anerkendelse.
Moderator: Christoffer Guldbrandsen.
Cinemateket kl 10.30 – køb billet
Film der ændrer verden - 2.0
Den kritiske dokumentarisme har fået en lillesøster – en ny sub-genre der buldrer frem. Den er født ud af verden 2.0, den er grundlæggende aktivistisk, den vil mere end være film, den vil ændre verden. Det er film på en mission, film som går efter forandring, aktive kampagner, målrettet sociale medier.
Kan film ændre verden og få publikum til at deltage aktivt og kræve social og politisk forandring? Og hvad sker der, når dokumentarfilmen går kritisk tæt på magten og rykker ved strukturer, der har stærke interesseorganisationer i ryggen?
Vi har inviteret et stærkt panel af instruktører og broadcaster til en samtale om film, der går tæt på. Sloane Klevin, klipper og mangeårig samarbejdspartner til den Oscar-vindende amerikanske dokumentarist Alex Gibney, Mark Donne, aktivist og journalist (hans film "UK Gold" deltager i årets F:ACT AWARD), Mette Hoffmann Meyer, redaktør på DR2 og initiativtager til serien Why Poverty?
Moderator: Martin Krasnik
Cinemateket kl 12.00 – køb billet
Den hybride journalistik
Der produceres i disse år bemærkelsesværdige film, som har en tydelig fod i såvel den dokumentariske som journalistiske film- og research-tradition. Film som "Ambassadøren" og "The Act of Killing" peger på, at der i krydsfeltet mellem de to genre, sker noget nyt, der rykker ved de tunge grundpiller i den journalistiske værktøjskasse. Nye former for undersøgende journalistik, anderledes indgange til reportage-formatet og en seriøs genfortolkning af journalistens rolle. Det er film, der er på en mission, ofte en mission om at ændre verden, genskrive historien eller opleve den indefra på en ny måde.
Vi inviterer til en diskussion om spændingsfeltet mellem dokumentarisk og journalistisk metode med deltagelse af instruktørerne Mads Brügger, Werner Boote og Ben Lewis.
Moderator: journalist og redaktør for BBC Storyville, Nick Fraser.
Cinemateket kl 14.30 – køb billet