"Hvorfor er det vigtigt, vi er her? Det er jo sådan et helt generelt, overordnet spørgsmål, man kan stille sig selv: Hvorfor er jeg her!? Man kan måske især høre sig selv sige det, hvis man lige har fået afslag på en ansøgning eller en pitch fra DFI eller DR eller befinder sig til et dødssygt foredrag med en eller anden producertype, man overhovedet ikke kender for noget som helst, som for eksempel mig.
De af os, der producerer film og tv og har børn, har måske også stillet sig selv spørgsmålet, når vi ser vores unger sluge et eller andet for os helt håbløst indhold på YouTube. Og man kunne måske foranlediges til at tro, at det er derfor, vi er hér – i dag.
Altså fordi det er vigtigt, at vi producerer noget "ordentligt indhold til unge" i en verden, der meget hurtigt bliver fyldt med crap.
Og det er det sikkert også. Men jeg kunne godt tænke mig at tage den et andet sted hen.
Alle os, der er her, vi ved godt, at kunst er fantastisk. Det tror jeg i hvert fald. Og i dagspressen og på Christiansborg, i kommunerne og i fondene er der den seneste tid også kommet ret stort fokus på det, som kunst kan. Der er kommet "kunst på recept", som skal helbrede og lindre symptomer på depression, angst – og frem for alt gøre folk arbejdsdygtige.
Der er undersøgelser, der viser, at kunst i skolen giver væsentligt dygtigere elever over hele linjen, at folk, der fortæller godt, er gladere og mere attraktive end dårlige fortællere, og at det at involvere sig i kunst i 30 minutter hver dag forlænger og forbedrer dit liv i samme grad, som hvis du løb en tur på 20 minutter hver dag.
Og det er vi jo mange, der er glade for. Sådan helt generelt. Og måske især, når vi skal ud at hente penge til vores produktioner. Vi kan nu dokumentere, at det, vi gør, gavner. At det har værdi. At det ikke bare er os, der sidder og piller navle. Måske bliver det endda en dag til kanon.
Jeg bryder mig hverken om kanon eller det at pille navle. Jeg synes – og det gælder i begge henseender – at man også skal løfte blikket og se ud over sig selv. Hvilket måske er en af mange grunde til, at så mange er mødt op i dag: for at se på andre. Sådan helt generelt, og målgruppen Generation Z, sådan helt specifikt. Og det, synes jeg, er en udmærket ide.
Når det er sagt, synes jeg, at målgrupper er noget nær fuldstændig reklamebrancheagtigt misforstået. Jeg hader at skulle udfylde det i samtlige ansøgningsskemaer, formidlings- og kommunikationsstrategier, og jeg ser modstand i stort set alle og enhver, når man med brand og bål forsøger at mase dem ned i en målgruppekategori.
Til gengæld går jeg fuldt ind for behov. Kunstnerens behov, brugernes behov, samfundets, ja endda selve kunstens behov. Et grundlæggende behov for at blive hørt, blive set, forstået, indgå i fællesskaber, fortællinger og skabe noget. Danne nyt; sig selv og hinanden.
Og her spiller kunsten en meget vigtig rolle for os mennesker. For kunst kan binde sammen og få os til at se os selv, hinanden, og indgå i dialog, til fordel for både individet, fællesskabet og sågar demokratiet.
Og ligesom de førnævnte undersøgelser pegede på, at kunst gør os sundere, gladere og mere arbejdsdygtige, så peger mange undersøgelser også på, at selve interaktionen med kulturarv kan gøre os til bedre mennesker og hjælpe os til at skabe et samfund med større fællesskab og stærkere demokrati. Hvorfor det selvfølgelig giver mening, at kunst og kultur bør tilhøre og kunne tilgås af alle. Altså at vi er fan af eksempelvis fri entre på museer og penge til public service-kanaler. Sådan helt generelt.
Og så er vi tilbage til YouTube og til behov og til det, jeg vist nok havde lovet at tale om i dag, nemlig noget om vores værdi i den digitale tidsalder.
Ud fra et idealistisk synspunkt kan vi nok hurtigt blive enige om, at den digitale verden åbner for uanede muligheder inden for interaktion med kulturarven: Fortællinger kan skabes og fortælles af langt flere og på uanede mængder af måder og platforme. Alle kan inddrages og bidrage, indhold kan deles, remixes og få et liv og efterliv, vi havde svært ved at forudsige de der tre år før premieren på en dokumentar i Grand.
Alt er storytelling, og alle kan være med. Eller kan de?
For hvad kræver det "at være med"? Nogle ville sige netværk – og her ikke kun ment som en "være-med-faktor" i kulturbranchen, men netværk i form af helt bogstaveligt talt internettet. Altså uanet adgang til viden, information, materiale, underholdning, dialog og sociale fællesskaber.
Har du adgang til alt, kan du gøre alt, sådan helt generelt. Men sådan helt specifikt viser det sig bare, at gu’ kan man ej.
Hvis et museum lægger en halv million billeder ud i høj opløsning til fri download og remix, så er det de færreste, der rent faktisk downloader og remixer dem – medmindre man allerede er på det spor, eller får et virkeligt godt call to action. Og det kan selvfølgelig skyldes, at man overhovedet ikke kan li’ et eneste af de 500.000 billeder, der er blevet uploadet, at billeder generelt ikke taler til en, at markedsføringen af initiativet sucker, eller at man ikke har et behov for at ytre og boltre sig kreativt.
Men læser man selvhjælpsbøger eller ej eller kun Svend Brinkmann, så ved man, at
fortællingen er afgørende for menneskelig meningsskabelse. Med fortællingen organiserer vi både gode og dårlige erfaringer til meningsfulde helheder, til en selvfortælling, som er nødvendig som konsekvens af en senmoderne kultur med et digitalt mindset.
Og med Facebook, Snapchat, Twitter, Instagram og YouTube bestiller vi ikke andet end at forsøge os med disse selvfortællinger. Og det er ikke overfladisk, hvis I spørger mig. Det er et behov. For at være til og være til stede og i samspil med andre.
Det er netop dette sidste, vi skal hæfte os ved, synes jeg: "I samspil med andre."
Vi er her fanden fløjte mig ikke for at pille navle eller blive del af en politisk ladet kanon. Vi fiser ikke rundt med lav løn, dårlige pensionsordninger og følelserne uden på tøjet kun fordi vi synes, det er sjovt. Vi gør det, fordi vi oprigtigt interesserer os for mennesket.
Og derfor er det selvfølgelig rigtig godt med et seminar som det her i dag. Og stor cadeau til arrangørerne, fordi de husker, at dem, vi gerne vil i samspil med, nemlig de unge, også er her i dag.
Men derfor skal I selvfølgelig ikke snydes for mine bud på, om generation Z’s medietilgang ændrer værdien af vores produktioner, når nu jeg har lovet det i programmet. Svaret er, helt kort, ja, sådan helt generelt. Og nej, sådan mere specifikt – i fald vi hele tiden har troet på vores produktioner. Med en ændret medietilgang kommer naturligvis også ændrede forbrugsmønstre, som vi må forholde os til. Men det grundlæggende behov for fortælling, kunst og kultur er uændret.
Ændrer det så måden, vi producerer på, og det liv, vores produktioner har? Ja, sådan helt generelt og ja helt specifikt. Vores liv bliver ikke bare længere og gladere, når vi propper kunst og kultur ind i det. Vores produktioners efterliv bliver også forlænget, og rammerne for både produktion og distribution går nye og nogle gange nærmest egne veje. Og det kan man måske godt blive bange for.
Jeg tror, vi er bange for ikke at være her. Sådan helt generelt og helt specifikt. Men hvis vi ved, hvorfor det er vigtigt, vi er her, så er vi også meget lettere at gå i samspil med. Så kan vi sagtens, over for den unge, smarte, tværmedielt forbrugende generation Z sidde og spille "vi voksne kan også være bange" og på trods af det, eller snarere med det som en af brikkerne i vores kulturarv og dermed forhåbentlig også selvfortælling, bygge videre, udvikle, udforske og forandre hinanden, sammen.
Og det er derfor, vi er her.
Tak."