Pulje til efteruddannelse og kompetenceudvikling

NY STØTTEORDNING. Fra efteråret 2024 kan filmbranchen søge om økonomisk støtte til efteruddannelse og kompetenceudvikling – både til kursusbetaling og tabt arbejdsfortjeneste.

Fra efteråret 2024 vil medarbejdere i den danske filmbranche få mulighed for at søge om tilskud til brugerbetaling for efteruddannelses- og kompetenceudviklingsforløb samt kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

Formålet med denne støtteordning er at fremme efteruddannelse og kompetenceudvikling i filmbranchen, især inden for områder, der er nødvendige for at håndtere den komplekse medievirkelighed, som filmproduktionen i dag opererer under. Ordningen understøtter desuden filmlovens mål om at fremme filmkunst, filmkultur og biografkultur i Danmark.

Der vil blandt andet kunne ydes støtte til efteruddannelse og kompetenceudvikling inden for område bærdygtig filmproduktion og ny teknologi, men også til juridiske forhold, forretningsudvikling, internationale aftaleforhold, præcisering af målgrupper og markedsføring.

Vigtige datoer:

  • Første ansøgningsfrist: 1. oktober 2024
  • Ansøgningsmateriale: Vil være tilgængeligt fra midten af september 2024

Ansøgninger vil kunne indsendes via Filminstituttets digitale selvbetjeningssystem, "Støtteportalen". Yderligere information om, hvordan man ansøger, vil blive offentliggjort på Filminstituttets hjemmeside.

Puljen er en del af Filmaftalen fra 2023. Af aftalen fremgår det:

”Der afsættes 3,0 mio. kr. årligt i aftaleperioden til en pulje, hvor f.eks. løst-ansatte, freelancere og projektansatte i dansk indholdsproduktion kan søge om tilskud til dækning af brugerbetaling samt tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med efteruddannelses- og kompetenceudviklingsforløb. De nærmere puljekriterier fastsættes i dialog med relevante aktører i branchen. Puljen administreres af Det Danske Filminstitut, og administration af puljen finansieres af bevillingen til puljen."

Hold dig opdateret om ordningen på dfi.dk og i Filminstituttets nyhedsbrev.