Målet med positioneringen af en arthouse-film er for Maria Einstein Biilmann og Philip Einstein Lipski altid et spørgsmål om at skabe tydelig relevans for publikum. For som de formulerer det: "Udgangspunktet er: nobody gives a fuck. Der er ingen, der venter på din film. Du må gøre dig fortjent til vores opmærksomhed."
Parret har de seneste 10 år arbejdet på en række kunstneriske film og serier fra både Danmark og resten af Norden. Bl.a. har de arbejdet med Lars von Trier og senest på Ruben Östlunds 'Triangle of Sadness', som de bruger som case i interviewet.