For seks år siden besluttede instruktørparret Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen at bryde ud af hamsterhjulet. De rejste til en jungle i Sri Lanka med deres lille søn for at lære at meditere af den danske buddhistiske munk Jan Erik Hansen. Selvrealiseringsprojektet var samtidig et arbejdsprojekt, da Jargil lavede et dokumentarisk portræt af munken. Han havde 17 år tidligere forladt sin familie samt et succesfuldt liv i Danmark som læge og førende forsker i HIV-medicin.
På grund af uoverensstemmelser med Jan droppede Jargil dog filmen efter et år og rejste hjem til København.
Fem år senere kom hun i kontakt med munkens søn, Thor, der fortalte, at Jan havde begået selvmord. Thor blev enig med Jargil om at genoptage projektet og undersøge, hvad der lå bag farens radikale livsvalg. Hun dykkede ned i mysterierne om munkens liv og de spor, han efterlod sig.
Nu er Jargil i gang med de sidste optagelser i Sri Lanka, samtidig med at hun klipper materialet, der skal blive til filmen og dokumentarserien 'Munken – Into the Jungle'. Et mammutprojekt, der undervejs har taget flere nye drejninger og indeholder et kæmpe materiale med mindst tre forskellige spor og et metalag om filmens bumlede proces.
Hun var usikker på, hvordan hun skulle vægte de forskellige spor, hvem der var den egentlige hovedkarakter, og hvordan publikum mon oplever fortællingens forskellige temaer og vinkler. Derfor gik hun i dialog med Filminstituttet og søgte i efteråret 2021 puljen PublikumsFokus, der faciliterer og støtter publikumsundersøgelser allerede i udviklingsprocessen. Christian Sønderby Jepsen producerer filmen og serien i deres fælles produktionsselskab Moving Documentary.
På baggrund af en omfattende spørgeguide, instruktørvideo, filmklip, promo og pitches udførte antropologer fra Maple i november 2021 dybdeinterviews af 2 timers varighed med 16 publikummere fra hele landet, der ser dokumentarfilm, og som har adgang til TV 2, hvor serien får premiere. Konteksten for undersøgelsen var serieformatet.
"Jeg var egentlig lidt skeptisk til at starte med. Jeg tvivlede på, hvor meget man ville kunne konkludere ud fra en række interviews med 16 personer, og syntes, at det var sårbart at lægge mit råmateriale frem og blive bedømt så tidligt i processen. Men jeg søgte puljen, fordi jeg er vildt nysgerrig og grådig. Og det er endt med at være en kæmpe gave," siger Jargil og griner.
Hvem er hovedperson?
En af de ting, Mira Jargil gerne ville have respons på, var, hvem der er fortællingens rette hovedperson.
"Vi har hele tiden haft en fornemmelse af, at det er munken, der er hovedpersonen. Men hvis du ser teoretisk på det, kunne det også være sønnen, fordi han gennemgår en udvikling," fortæller hun.
"Publikumsundersøgelsen bekræftede os dog i, at det er munken, der er hovedperson. Han er den eksotiske, spændende karakter, det hele cirkler omkring. Men vi blev også bekræftet i, at han ikke kunne stå alene, men har brug for vidner omkring sig."
Jargil var også i tvivl om, hvor meget hun og Christian selv skulle fylde i fortællingen. Da konflikten med Jan opstod, vendte de per refleks kameraet mod dramaet bag kulisserne uden at være afklaret omkring, hvorvidt optagelserne overhovedet skulle med i filmen.
"Men vi fandt ud af i undersøgelsen, at det er gennem os, en stor del af publikum finder identifikation. Og at det giver den meget alvorlige historie noget comic relief," siger Jargil.
I det hele taget har processen og publikumsindsigterne skabt fokus og sikkerhed og i høj grad bekræftet, at hun var på rette spor med filmen.
"Vi er blevet bekræftet i det, vi selv har haft fornemmelser af, men var usikre omkring. På den måde er vi gået ind i klippefasen med en ro, men også en skærpelse af, hvad faldgruberne er – som igen er de samme, som vi selv har fornemmet. Men der er langt fra at have en fornemmelse for noget til at blive bekræftet og føle sig sikker. Jeg synes, vi har lært vores materiale bedre at kende, og jeg tror, vi kan springe nogle led over i klipningen, fordi vi er blevet mere fokuserede. Processen og samtalerne om, hvor fascinationspunkterne ligger for udenforstående, har også givet os et sprog for handlingen, der har gjort det lettere at præsentere og diskutere filmen med finansiører."
Publikum er kloge
Som regel får Mira Jargil feedback fra nogle få erfarne konsulenter undervejs i processen, inden hun holder testvisninger for et bredere, lukket publikum, lige før det sidste klip er klart.
"Så det her var noget helt andet," siger hun. "Det har været fedt at få publikums reaktioner råt for usødet. Normalt er de fleste mennesker jo høflige og pakker deres kritik pænt ind over for mig som instruktør. I undersøgelsen kendte publikum ikke noget til mig og gav deres helt ærlige mening om de klip, de så."
Jargil var positivt overrasket over publikums kritiske læsninger af filmen på baggrund af det begrænsede materiale, de fik til rådighed.
"Min oplevelse var, at publikum er klogere og fornemmer mere, end vi tror. De var virkelig i stand til at føle og tænke meget ud fra meget lidt materiale. Der er en tendens til, at tv gerne vil have noget, der er meget tydeligt. Derfor synes jeg, det var opløftende at opleve, at publikum sagtens kan tænke selv, og at alt ikke behøver at være true crime, totalt overfortalt eller pumpet op for at fange deres interesse," siger hun.
For instruktøren har undersøgelsen også været med til at sikre, at karaktererne fremstår i overensstemmelse med hendes intention.
"Jeg synes faktisk, der er et etisk aspekt i at teste, hvordan publikum opfatter en karakter. Selvfølgelig skal man værne om, at en kompleks fortælling godt må give forskellige oplevelser, og der findes ikke én sandhed. Men hvis majoriteten af publikum opfatter en karakter på en måde, som egentlig ikke var vores ønske, kan det godt være, at vi må gå tilbage og se, om der er noget, vi skal fremhæve eller tage ud. Nogle gange er det meget lidt, der skal til. Men man kan godt blive immun over for, hvordan en karakter fremstår, når man sidder med materialet i lang tid."
Mærk efter
Det betyder dog ikke, at Mira Jargil har handlet på al feedback fra publikum.
"Jeg har forsøgt at mærke efter og stolet på min fornemmelse af, hvornår feedbacken har talt ind i noget, jeg selv har haft overvejelser, bekymringer eller begejstring omkring, og hvor jeg er overbevist om, at kritikken ikke ville være der, hvis publikum havde set en hel film. Det handler om at sortere og være i stand til at lade kritik prelle af. Jeg er ikke sikker på, at en publikumsundersøgelse havde været en god idé, hvis det var min første film. For der er det meget sårbart, og man skal finde ind til sit eget sprog," siger Jargil.
På samme måde er hun – også i forhold til at søge puljen igen – opmærksom på, hvornår i processen en publikumsundersøgelse gør bedst gavn.
"Du kan være så tidligt i et optageforløb, at en undersøgelse kan vælte dig omkuld og få dig til at tvivle på det hele. Der er ingen facitliste, men sådan som jeg arbejder, har jeg det godt med at gå ind i sådan en proces, når jeg næsten har filmet færdigt og har gjort mig tanker om klipningen. Det er vigtigt, at man gør sig tanker om, hvad man vil have ud af forløbet, og hvis man ikke selv kan formulere det endnu, tror jeg, det er svært for andre mennesker at navigere i."
