Weekenden i biografen uge 24

BILLETSALG. De amerikanske blockbusters er i den grad tilbage i biograferne, hvor to film dominerer weekendens topliste.

 

Hvis man har fulgt biografmarkedet de seneste år, kommer det nok ikke som en stor overraskelse, at de store amerikanske blockbusters har været fraværende i biografenes repertoire, hvilket har haft stor betydning for et billetsalg, der har været på et lavere blus end før covid ramte. Gennemsnitligt stod amerikanske film for knap to ud af tre solgte billetter i årene inden corona, men har de seneste to år "kun" stået bag godt hver tredje billet. Derimod har danske film samlet set holdt et "normalt" niveau i billetsalg gennem pandemien med gennemsnitlig 3 mio. solgte billetter om året de seneste fem år.

 

Nu begynder vi efterhånden så småt, om ikke andet mentalt, at have lagt pandemien bag os, og en form for normalitet i forhold til biograflanceringerne er ved at indfinde sig. Det betyder ikke, at publikums biografadfærd er helt tilbage, som den var inden pandemien, men dog at de amerikanske brede film igen begynder at finde vej til biograflærredet, og det kan ses på weekendens topliste.

Kontakt

Martin Kofoed Hansen
Analysekonsulent
Tlf. +45 2630 4008
martinkh@dfi.dk

For tre uger siden åbnede 'Top Gun: Maverick' med årets største premiereweekend og har siden toppet listerne, hvilket også er tilfældet i denne weekend, hvor filmen har solgt knap 60.000 billetter og har rundet 420.000 solgte billetter samlet set. Dermed er 'Top Gun: Maverick' årets mest sete film indtil videre. Men weekenden bød også på premiere på tredje film i Jurassic World-serien: 'Jurassic World: Dominion', der trak mere end 50.000 publikummer i biograferne. De to blockbusters stod tilsammen for knap 80% af billetsalget i weekenden, hvilket siger lidt om, hvor polariseret markedet er for tiden. 

Jurassic World-serien er en overbygning på den oprindelige trilogi af Jurassic Park-film fra 90'erne, der begyndte med den ikoniske film af Steven Spielberg, 'Jurassic Park', fra 1993. Filmene har været ganske succesfulde over årene. 

 

Der er fortsat to danske film i top-10, nemlig Anders Refns 'De forbandede år 2', der har solgt 165.000 billetter, mens 'Krummerne – det er svært at være 11 år' er på vej mod 110.000 billetter.  

Om weekenden i biografen

Hver uge nærstuderer Filminstituttets analysekonsulent Martin Kofoed Hansen weekendens billetsalg i biograferne med fokus på de danske film.

En uge i biograftal-terminologi løber fra torsdag til den efterfølgende onsdag. Weekendens tal indeholder derfor billetsalg fra torsdag til søndag.