100 års jubilæum for Theodor Christensen

JUBILÆUM. Fra den 1. maj fejrer Det Danske Filminstitut dokumentaristen Theodor Christensens 100 års jubilæum med en udstilling i Filmhuset, en filmserie i Cinemateket og på streamingtjenesten Filmcentralen – og et særnummer af Kosmorama.

Theodor Christensen, der ville være fyldt 100 år i april, var en helt central figur i opbygningen af dansk dokumentarfilm. Det Danske Filminstitut markerer i maj måned fødselsdagen med en række begivenheder til belysning af mesteren og hans værk.

Udstilling i Filmhuset

Den 1. maj åbner udstillingen 'En handling af billeder' i Filmhusets stueetage om Theodor Christensens arbejde og liv i filmklip og billeder. Udstillingen er gratis at besøge og løber frem til den 1. februar 2015.

Kosmorama

Ligeledes den 1. maj udkommer online-tidsskriftet Kosmorama med et nummer dedikeret til Theodor Christensen. Udgivelsen indeholder en række essays skrevet af filminstruktørerne Dola Bonfils, Ole Roos, Henning Carlsen, Jon Bang Carlsen, Franz Ernst og Arne Bro – og vil kunne læses på kosmorama.org.

Den 6. april, på Theodor Christensens 'rigtige' fødselsdag, udgav Kosmorama desuden denne fødselsdagshilsen i form af en introduktion til Theodor Christensen og hans værk.

Filmserie i Cinemateket 

Den 1. maj viser Cinemateket Theodor Christensens hovedværk 'Det gælder din frihed' (1946) med 'Alle mine skibe' (1951) som forfilm. Filmforsker Lars-Martin Sørensen introducerer filmene.

I hele maj måned viser Cinemateket 5 gange Theodor Christensen film med introduktion af forskellige eksperter. Læs mere om serien og bestil billetter.

Streaming på Filmcentralen

Endelig markeres jubilæet på streamingtjenesten Filmcentralen, som den 1. maj lægger de første 10 Theodor Christensen-film online til fri afbenyttelse for den danske befolkning. Læs mere på filmcentralen.dk.