Bag om ’In Jerusalem’ – en unik hyldest til en unik by

BY-PORTRÆT. Sammen med biografer over hele verden viser Cinemateket en helt særlig film torsdag den 12. december. En filmhyldest til byen Jerusalem, der har været undervejs i over et halvt århundrede.

Israels største dokumentarist gennem tiderne, David Perlov (1930-2003), lavede i 1963 den banebrydende ’In Jesusalem’ – et essayistisk portræt af byen, mens den endnu var delt. Filmen vandt flere internationale filmpriser, men blev også inspirationskilde for adskillige nye film.

I 1992 forelæste Perlov således på byens Sam Spiegel Film School med det formål at sætte gang i nye film om Jerusalem. Et af de bedste filmiske resultater var Gena Dans ’In Jesusalem: Rhythms of a Distant City’. Og 20 år senere, i 2012, inviterede filmskolen så til master class med den nu etablerede dokumentarist Gena Dan, der satte nuværende filmskoleelever i gang med at lave kortfilm – stadig med reference til David Perlovs film.

De to oprindelige film er nu sat sammen med nye filmskolefilm til et 87 minutter langt og unikt værk om Jerusalem. Filmen bliver vist på samme dag – den 12. december 2013 – i en række biografer over hele verden for at markere 50 års-jubilæet for David Perlovs film.

Vises i samarbejde med Copenhagen Jewish Film Festival. Tid: Torsdag 12. december kl. 21.30.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12