Edible Cinema: Send sanserne på filmisk rusketur

Der er skruet ekstra op for sansebombardementet, når Edible Cinema 12.-14. juni for tredje gang indfinder sig i Cinemateket. På lærredet: Den sorte komedie 'Delicatessen'. en film hvis visualitet og lydside sætter ører og øjne på overarbejde. Edible Cinema-konceptet føjer smag, duft og tekstur til oplevelsen - det bliver ikke kedeligt!

Når Edible Cinema vender tilbage til Cinemateket i juni, tages oplevelsen et skridt videre fra tidligere års udsolgte visninger: Smag bliver blot ét element i en totaloplevelse, der vil udfordre hele sanseapparatet. 

Til den opgave er Caros og Jeunets 'Delicatessen' fra 1991 det ideelle filmiske omdrejningspunkt. Den dybt originale komedie giver ingen pauser til eftertænksomhed - fortælling, fotografering, klipning, scenografi og lyd sætter både sanser og lattermuskler i konstant beredskab. Tilsat Edible Cinemas smage, dufte og teksturer er der lagt op til en veritabel sanselig rusketur.

Edible Cinema er en kreativ biografoplevelse, som Time Out har kaldt 'det ultimative ægteskab mellem mad og film' og tildelt en førsteplads på listen over 'Movie Experiences to Try Before You Die'. Konceptet er udviklet i London af eventdesigner Polly Betton, og afvikles i samarbejde med eksperimental-kokketeamet Blanch & Shock samt cocktailkonsulent og bartender Christian Tang, der mixer aftenens drinks med Diplomático Rom som sponsor. 

En bakke af sanseoplevelser, der passer til filmen

Konceptet er enkelt: Efter en velkomstdrink, modtager hver gæst en bakke med nummererede æsker, der indeholder smagsindtryk i snack-størrelse. Hver især modsvarer de scener i filmen. Undervejs i filmen gives signal om, hvilke æsker der skal åbnes og nydes hvornår.

Conde Nast Traveller har beskrevet Edible Cinema som 'a feast for the eyes, ears and tastebuds', for her er ikke bare tale om en bogstavelig gengivelse af mad, der indgår i filmen ('se en burger, spis en burger'). Det er snarere en sanselig fortolkning af handling, stemning, dialog og miljø. Smagen, lugten, konsistensen, mørket og det ukendte forstærker, hvad der sker på lærredet, og føjer nye, uventede og underholdende dimensioner til filmen. Det er en oplevelse, der flytter grænser – men også belønner. 

 

 


Billetter


Billetter til Edible Cinema koster 275 kr., og kan købes på cinemateket.dk eller ved personligt fremmøde i Cinematekets billetsalg. Ingen bestilling, kun køb, og billetter refunderes ikke. Ved at tilmelde sig til Cinematekets Facebook-event om arrangementet vil man modtage en notifikation, når billetterne frigives.

Ønskes en ikke-alkoholisk eller en vegetarisk menu skal dette oplyses i forbindelse med køb af billet ved personligt fremmøde i Cinematekets billetsalg. OBS: Menuen består af smagsindtryk og er ikke mættende, så vi anbefaler, at man spiser hjemmefra. Arrangementet er forbeholdt personer over 18 år.

Velkomstdrink i foyeren kl. 19:00. Filmen starter kl. 19:30.