Filminstituttets podcast, Filmstemmer, rykker ind i biografsalen, hvor vært Per Juul Carlsen får besøg af filminstruktør og redaktør Mads Brügger til en snak om komik og om den humor, Brügger selv benytter i sine film. Herefter viser vi hans yndlingskomedie.
Når man beder Mads Brügger udpege et udsøgt stykke komik til inspiration og refleksion, er han ikke i tvivl. Han vælger en film, som de færreste kender til herhjemme, 'The Comedy' (2012), instrueret af Rick Alverson:
“Jeg så den i USA ved premieren, og stemningen var meget dårlig i biografen. Alverson excellerer i det pinlige, i det pragtfuldt pinlige, og han trækker det så langt ud at man enten vælger at gå eller blive siddende og grine med”.
Kom og hør live-podcasten – og se, om du kan blive siddende bagefter!
Instruktør: Rick Alverson
Rick Alversons ‘The Comedy’ følger den midaldrende Swanson (Tim Heidecker), en apatisk og vredladen hipster i New York. Filmen har ikke nogen egentlig handling men består af scener, hvor man følger Swansons liv med fester og gåture rundt i Brooklyn med vennerne, der lige som han excellerer i at latterliggøre alle de mennesker de møder og skabe pinlig og dårlig stemning. Trods sin titel er filmen mere en provokation end en komedie, og anmelderen på San Francisco Chronicle kaldte den “en af årets mest selvoptagede, prætentiøse og usjove film”. Se den og døm selv!
USA, 2012
Blu-Ray, 95 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år