Podcasten ‘Med Dansk Tale’ fortæller historien om danske stemmer på film og tv, fra de første Disney-film i 30’erne og op til nu. Denne gang er turen kommet til ‘Babe – den kække gris’.
Erik Bjergfelt (dialoginstruktør), Vibeke Hastrup (Babes danske stemme), Peter Zhelder (Ferdinands danske stemme) og Timm Mehrens (caster samt diverse stemmer) vil efter filmvisningen fortælle om arbejdet med at fordanske dyrenes bondegårdsliv. Moderator: Brian Iskov.
Eventet efter filmen varer i ca. en time og foregår på dansk. Filmen anbefales fra 7 år (det er helt i orden kun at se filmen og så gå i pausen inden eventet).
Brian Iskov, journalist / Med Dansk Tale
Christian Hansen, programredaktør / Cinemateket
Instruktør: Chris Noonan
Kategorien ’film med talende dyr’ er fuld af gode titler, men ’Babe’ er blandt de allerbedste. Historien om grisen Babe, der lærer at vogte gårdens får af fårehunden Fly (som Babe kalder ’mor’) er overraskende, velturneret og dybt rørende. Filmen har kultstatus og lokkede ved premieren både teenagere og folk i tyverne i biografen – uden forældre og mindre søskende på slæb, vel at mærke. Anbefales fra ca. 7 år (dansk tale).
Medvirkende: Peter Zhelder, Vibeke Hastrup, Kirsten Cenius, Henning Moritzen, Susse Wold (danske stemmer)
Original titel: Babe
Australien, USA, Storbritannien, 1995
DCP, 91 min.
Dansk tale
Tilladt for alle