Velkommen til Musik i Mørket #46. Lyttebiografens faste værter Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch fortæller denne gang om triphopgruppen Massive Attack og zoomer bl.a. ind på albummet ’Mezzanine’, som er skabt til mørkelytning og kan høres i salen efterfølgende.
Der er en iskold luksusøl (eller vand) med på billetten, som kan nydes i salen undervejs.
Morten Tang, programredaktør / Cinemateket
Instruktør: Diverse
Bristol-trioen Massive Attack (rapperen Tricky havde på dette tidspunkt forladt etablissementet og smækket med døren) der i 1991 opfandt triphoppen på debutalbummet ’Blue Lines’, valgte på deres tredje og bedste album ’Mezzanine’ (1998) et langt mørkere og mere klaustrofobisk lydbillede delvis inspireret af postpunknavne som Wire, Gang of Four og Siouxsie & the Banshees. Paradoksalt nok resulterede fravalget af de lækre og mere indsmigrende toner fra forgængerne i gruppens kommercielt mest succesfulde udspil, der stadig står som et af halvfemsernes kunstneriske højdepunkter, hvis sortseende og paranoide verdenssyn desværre ikke er blevet mindre aktuelt med tiden.
Medvirkende: Massive Attack
Storbritannien, 1998
Kendes ikke, 64 min.
Engelsk sang
Tilladt for alle