Introduktion ved læge, samfundsdebattør og forperson for Mellemfolkeligt Samvirke Haifaa Awad den 10. september. Introduktionen varer ca. 20 minutter og foregår på dansk.
Inden visningen, fra kl. 18.30, er der reception i Asta Bar med bl.a. arabiske lækkerier serveret af foreningerne Finjan og NASIM.
MERE OM FINJAN:
En non-profit organisation etableret i 2018. I Finjan synes vi, at vi ses for lidt – og ved for lidt om hinanden – på tværs af kulturer.
Vi synes den historiske og nuværende kulturelle rigdom i Mellemøsten fortjener at blive oplevet af så mange som muligt. Derfor arrangerer Finjan events, der omhandler mellemøstlig kultur – litteratur, kunst, film, musik, mad, filosofi.
Læs meget mere på finjan.dk.
Instruktør: Noura Kevorkian
Gennem et årti følger vi Maria, en muslimsk kvinde som bor i en flygtningelejr i Libanon. Hun og hendes familie vil gerne tilbage til Raqqa i Syrien, men borgerkrigen raser. Og gennem årene lærer vi denne stærke kvinde og hendes familie at kende, og vi får et unikt og livligt indblik i hvordan det er at bo i lejren.
Maria får arbejde med at høste kartofler (deraf titlen) for en karismatisk mand. Han er kristen, men deres venskab sprudler uanset forskellene. Men gradvist kommer flere og flere flygtninge til, og gennem årene bliver området en kæmpestor lejr. Vi følger Maria og hendes venner gennem fester og sorger, højtider og lavpunkter – ikke mindst når de unge mænd forsøger at migrere til Europa.
‘Batata’ har vundet en lang række festivalpriser, og det forstår man, når man ser den – indbydende og dyb i sit portræt af flygtningefamiliens absurde livssituation. Familiens holdninger til Assad og ISIS skifter frem og tilbage, og vi følger dem gennem fødsler og bryllup.
Kevorkian boede med dem i måneder ad gangen for at dokumentere deres liv, og følte sig skyldig over jævnligt at tage tilbage til Canadas trygge hjem for at passe arbejde og børn. Det gav hende en depression, men hun er ikke i tvivl om at filmen er det værd:
”Jeg håber, at filmen giver et fremadrettet perspektiv på, i hvor høj grad krig ødelægger liv.”
Libanon, Canada, 2022
DCP, 125 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år