Filminstituttets forskningsleder og forfatter til bogen ‘Dansk film under nazismen’ Lars-Martin Sørensen har redigeret et nyt tema til vores nordiske platform Norden på film om hvordan, de skandinaviske lande tog filmiske livtag med de mere ubekvemme sider af 2. verdenskrig. Sørensens bidrag handler om, hvordan Statens Filmcentral renskurede besættelsesdokumentaren ‘De fem år’, som gennem generationer snurrede i klasselokaler rundt om i danske skoler, og som er blandt de mest sete danske skolefilm nogensinde. Ved aftenens arrangement viser Lars-Martin Sørensen eksempler på, hvordan Statens Filmcentral lugede ud i de kontroversielle sider af besættelseshistorien på film og lod en glorificerende heltehistorie gå i arv til danske skoleelever med skoleversionen af ‘De fem år’. Derefter viser vi den lange, ucensurerede version af ‘De fem år’ fra 1955.
Instruktør: Theodor Christensen, Børge Høst, Sten Jørgensen, Søren Melson, Helge Robbert
Fra 1945-60 udspillede der sig en kamp om, hvordan besættelseshistorien skulle fortælles på film. Dansk dokumentarismes Grand Old Man Theodor Christensen insisterede på at kritisere dansk passivitet og medløb overfor den tyske besættelsesmagt, mens statslige instanser vedholdende arbejdede på at få klippet en noget mere spiselig udgave af fortiden på film. ’De fem år’ (1955) udgør en slags mellemstation mellem den indignerede og polemiske fortælling om Danmark under besættelsen, ’Det gælder din Frihed’ (1946) og den entydigt glorificerende skoleversion med samme titel, som Statens Filmcentral sendte ud til generationer af danske skoleelever i 1960. Kom og hør, hvordan besættelseshistorien blev renskuret af statslige embedsmænd.
Danmark, 1955
DCP, 98 min.
Dansk tale
Tilladt for børn over 15 år