Fredag den 6. juni 2025 er 150-årsdagen for Thomas Manns fødsel. Det fejrer vi i Cinemateket med en omgang Film og litteratur. Inden filmen taler programredaktør i Cinemateket Sophie Engberg Sonne med sognepræst Claus Oldenburg om Thomas Manns ‘Døden i Venedig’ og Luchino Viscontis filmatisering. Samtalen er på dansk og varer ca. 30 minutter.
Claus Oldenburg er forfatter og sognepræst i Garnisonskirken i København. Han står bag en række børnebøger og essays, der handler om eller genfortæller bibelhistorier. Han har desuden skrevet artikler om den tyske forfatter og nobelprismodtager Thomas Mann.
Instruktør: Luchino Visconti
Viscontis storslåede drama, baseret på Thomas Manns roman, skildrer komponisten Gustav Aschenbach (et alter ego for virkelighedens Gustav Mahler), der under et rekreationsophold i Venedig gribes af en lidenskabelig, voyeuristisk kærlighed til den unge dreng Tadzio. Komponisten skjuler sin lidenskab, mens turistbyen hærges af en dødbringende sygdom. De labyrintiske stræder mellem Markuspladsen og Rialtobroen sætter scenen for spillet imellem den smukke dreng og den døende kunstner, der uforglemmeligt akkompagneres af passager fra Mahlers 3. og 5. symfoni. Tadzio repræsenterer den sandhed og skønhed, der er en forudsætning for, at forfatteren kan forlige sig med døden.
Medvirkende: Dirk Bogarde, Björn Andresen, Silvana Mangano, Marisa Berenson
Original titel: Morte a Venezia
Italien, Frankrig, 1971
DCP 4K, 130 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år