Fri entré – husk billetbestilling. Efter filmvisningen byder Cinemateket på gratis kaffe/te og kage lige uden for Bio Asta.
Instruktør: Diverse
ErindringsBio er et filmtilbud til mennesker med let til moderat demens sammen med pårørende, plejepersonale og frivillige.
Filmene i ErindringsBio er fundet i Det Danske Filminstituts filmarkiv og nøje udvalgt med det formål at skabe gode filmoplevelser og fremkalde minder hos mennesker med demens. Filmene er historiske dokumentarfilm fra omkring 1960’erne-1970’erne.
Ved denne forestilling vises tre korte film med en samlet varighed på en halv time. Til visningen uddeles en folder med billeder fra filmen, der kan danne udgangspunkt for en efterfølgende snak om det levede liv.
Denne ErindringsBio-pakke (Biopakke 4) indeholder tre filmtitler:
Film 1: ‘Tronfølgerens forlovelse’ (Ole Roos, 1966)
Reportage fra tronfølger Prinsesse Margrethe og grev Henri de Monpezats forlovelse. Vi følger parret fra Statsrådet på Christiansborg til kørsel i åben bil med kongen bag rattet til Amalienborg. Fra balkonen hilser de unge forlovede på de tusindvis af feststemte danskere, der tiljubler kongefamilien.
Film 2: ‘Prinsesse Margrethes bryllup’ (Ole Roos, 1967)
Uddrag af filmen Prinsesse Margrethes bryllup. Prinsesse Margrethe og grev Henri de Monpezat vies den 10. juni 1967 i Holmens Kirke. Kronprinsessen ankommer i karet og føres op ad kirkegulvet af sin far, Kong Frederik IX.
Film 3: ‘Canadarejsen’ (Helge Robbert, 1967)
Vi følger Kronprinsesse Margrethe og Prins Henrik på statsbesøg i Canada. Vi er med under det officielle besøg, på erhvervsfremstød med ØK, og når det nygifte par besøger store turistattraktioner som Niagara Falls.
Danmark, 2023
DCP, 29 min.
Dansk tale
Tilladt for alle