Mellem idealer og virkelighed - ‘The Whistleblowers Inside the UN’ med debat

?Efter filmen er journalist Michael Lund, Berlingske, moderator i en samtale med to eksperter, om whistlebloweres vilkår og status, og arbejdsmiljøet for ansatte i internationale organisationer. Publikum er velkomne til at deltage med holdninger og spørgsmål.

Samtalen foregår på engelsk og varer 60 min. og der er mulighed for at stille spørgsmål. Arrangementet varer i alt 120 min. Der er gratis adgang til film og event.

Deltagere i samtalen:
James Wasserstrom: Whistleblower og én af hovedkaraktererne i filmen. CEO for The Integrity Sanctuary, en international organisation til støtte for whistleblowere og anti-korruptionsaktivister. Tidligere chef for FN's operation i Kosovo, som afdækkede massiv korruption inden for FN, som blev fortiet af FN's hovedkvarter. Stadig meget kritisk over for reformtempoet i FN, og mener, at FN underminerer støtten til whistleblowere.

Anders Kærgaard: Medstifter af whistleblower-ngo’en VERON og fungerende bestyrelsesmedlem i organisationen. Tidligere efterretningsofficer og whistleblower, der i 2012 trådte frem med beviser for overgreb mod civile i Irak. Derefter mistede han sit job, mange venskaber og tiltro til autoriteterne.

Michael Lund: Moderator i debatten. Journalist i Berlingskes gravergruppe, med mange års erfaring i undersøgelse inden for korruption. Særlig specialisering inden for politikeres magtmisbrug, embedsmisbrug i forvaltningen, whistleblowers, virksomheders lovbrud og økonomisk kriminalitet. Modtaget Cavlingprisen to gange: I 2017 for afdækningen af kvælstofsagen og regeringens landbrugspakke, og i 2019 for afsløringen af Danske Banks hvidvasksag.

Transparency International Danmark og Films4Transparency sætter i samarbejde med Cinemateket fokus på korruption og magtmisbrug i FN og EU med to kontroversielle internationale dokumentarfilm og events 8. og 9. maj 2023. Visninger og events indgår i det internationale initiativ Films4Transparency (F4T), som har aktiviteter i biografer og på tv-stationer mange steder i verden, for at styrke kampen imod korruption, uretfærdighed, brud på menneskerettigheder og nedbrydningen af tillid til offentlige institutioner.

The Whistleblowers inside the UN

Instruktør: Ben Steele

FN er en organisation, hvis vigtigste opgave er at arbejde for fred, værdighed og lighed. Der er langt fra disse idealer til de rystende vidnesbyrd, som nuværende og tidligere FN-ansatte bringer frem i lyset i denne film. De medvirkende har valgt at stå frem og fortælle åbent om en arbejdskultur, med stiltiende accept af seksuelle overgreb og chikane, korruption og repressalier mod de whistleblowere, der indrapporterer magtmisbrug og fejl internt i FN. De har alle været dedikerede og trofaste i deres indsats for FN, men nu har flere forladt organisationen i utilfredshed over den giftige kultur, præget af magtfuldkommenhed og urørlighed, som findes hele vejen op de øverste ledelseslag. Nu håber de, at deres åbenhed kan bidrage til forandringer i organisationens mange led.



Storbritannien, 2022
ProRes File, 60 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år

Datoer

Film i serien – EVENTS april-maj

Aktuelle film i Cinemateket

dfi_cinemateket_grid
3
<div id="item-wrapper">
</div>